Tirsdag aften blev influencer og tidligere sanger Saszeline Sørensens Instagram-profil lukket ned.
Det skete i kølvandet på en række opslag, hvor hun blandt andet har opfordret sine følgere til at droppe det ellers påbudte mundbind i den offentlige transport.
Det bekræfter Saszeline Sørensen selv i et opslag på Facebook.
Og de sociale medier har for tiden travlt med at støvsuge deres platforme for misinformation.
Det siger Rebecca Adler-Nissen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Hun leder også forskningsgruppen Digital Disinformation og er med i det såkaldte HOPE-projekt om social adfærd under coronakrisen.
- Der er sket radikalt nyt i forhold til sociale medier på grund af coronavirusset. De sociale medier er på tværs af platformene blevet enige om at gå mere aggressivt til værks, siger hun.
En svær kamp
Rebecca Adler-Nissen tilføjer, at det er sket på opfordring fra blandt andet verdenssundhedsorganisationen WHO, som allerede i coronavirussets spæde start var nervøse for misinformation. Samtidig henviser de sociale medier også til de offentlige sundhedsmyndigheder, hvilket også er nyt.
Men de sociale mediers styrkede kamp mod misinformation om corona er ikke en nem, vurderer Rebecca Adler-Nissen.
For i forhold til de sociale mediers første leveår, hvor der var frit slag bag brugernes taster, så overvejer og styrer Facebook, Instagram og de andre sociale medier (som alle er private virksomheder) nu mere sytematisk, hvad de synes, der er rigtigt og forkert at slå op på deres sider.
- Det er et politisk spørgsmål, hvorvidt de sociale medier går for langt eller tværtimod gør alt for lidt i forhold til misinformation. Ikke fordi jeg vil forsvare techgiganterne, men de er jo havnet i en situation, hvor de er dømt til at fejle. De bliver kritiseret, hvis de gør noget, og de også bliver kritiseret, hvis de ikke gør noget. Det er nok også derfor, de begynder at efterlyse lovgivning og klarere rammer, siger Rebecca Adler-Nissen.
Tre konspirationsteorier om coronavirus
- •
Coronavirus er et biologisk våben udviklet af USA eller Kina, der skal bruges enten mod egen befolkning eller andres.
- •
Coronavirus er skabt i et laboratorium af de store lægemiddelvirksomheder sammen med mangemilliardæren Bill Gates, fordi man ville tjene penge på en vaccine.
- •
Coronavirus findes slet ikke, men er blevet fundet på for at kunne indføre en masse regler, der grundlæggende underminerer vores frihed.
- •
Kilde: Kasper Grotle Rasmussen, lektor, Center for Amerikanske Studier, SDU
Instagram: Folk må ytre sig frit, men...
DR har derfor spurgt Instagram, hvilke overvejelser man har haft i forbindelse med nedlukningen af Saszeline Sørensens profil, men har også spurgt til, hvordan de generelt forsøger at bremse misinformation om corona.
- Først og fremmest skal jeg understrege, at folk er i deres gode ret til at bruge vores platforme til at udtrykke deres holdninger og skepsis, som vi også har set på Saszelines profil, hvor hun blandt andet har været kritisk i forhold til regeringens linje angående covid-19, siger Camilla Nordsted, som er kommunikationskonsulent for Facebook og Instagram i Norden.
- Det indhold har vi ikke fjernet. Men som platform for så mange mennesker har vi et ansvar, og det er ikke okay at dele indhold, der kan medføre en sundhedsmæssig risiko.
Så I fjerner også indhold fra andre, der kommer med alternative og ikke-dokumenterede metoder til at helbrede sygdomme som for eksempel kræft? Eller hvis et opslag reklamerer for produkter, der kan skade kroppen?
- Vi står i en ny situation med corona, hvor vi i samarbejde med sundhedsorganisationer og myndigheder forsøger at fjerne sundhedsfaglige påstande om corona, som for eksempel påstande om, at blegemiddel kan kurere corona. Sådan noget vil vi ikke tillade på vores platforme.
- Vi fjerner også generelt misinformation om vacciner, hvis det er blevet vurderet, at indholdet på vores platform er skadeligt, og at påstandene kan udsætte nogen for fare. Egentlig er det ikke anderledes for corona, men det er en ny situation, vi også har måttet tilpasse os til. Når vi fjerner et opslag fra en bruger, sender vi en advarsel, og hvis brugeren på trods af den fortsætter med at bryde vores retningslinjer, så lukker vi på et tidspunkt brugerens adgang til profilen.
Findes der ikke mange andre opslag med råd, som kan være sundhedsskadelige for andre – som for eksempel blegemiddel til tænderne?
- Det er svært at kommentere uden et konkret eksempel. Men vi har som sagt et ansvar for at skride ind over for indhold, der kan være skadeligt, og så fjerner vi det. Er vi i mål? Nej, det er vi ikke. Vi fanger ikke alt, men vi er absolut opmærksomme på det. Derfor opfordrer vi også vores brugere til at anmelde indhold, som de mener overtræder vores regler.
Følger de samme retningslinjer som hidtil
Har coronavirusset fået jer til at forstærke strategien om at fjerne misinformation?
- Nej. Vi har sådan set allerede et rammesæt, som vi har fulgt i mange år, om, hvordan vi tackler misinformation. Og det har ikke ændret sig. Men vi har selvfølgelig tilpasset os corona, hvor vi har rådført os med regionale sundhedsmyndigheder og globale sundhedsorganisationer i forhold til, hvad vi skal være opmærksomme på.
Hvad har været afgørende for, at I har fjernet Saszeline Sørensens profil? Var det et konkret opslag, eller var det rækken af opslag?
- Det handler om, at Saszeline gentagne gange har overtrådt retningslinjerne, og vi i går nåede grænsen. Det er vurderet ud fra et helhedsbillede, hvor vi har sendt hende advarsler, og hvor hun er blevet ved. Det bliver vi nødt til at handle på. Vi har et ansvar som platform, og alle brugere er underlagt samme regler på Instagram.
Når I lukker en profil, hvor lang tid er den så lukket?
- Det, der sker nu, er, at hun har mistet adgangen til sit indhold. Hun kan godt starte en ny profil, men ikke til det samme formål, og hun kan ikke få adgang til sin gamle profil igen.
Har fjernet syv millioner opslag
Hvor ofte har I lukket en dansk profil? Både generelt, men også i forbindelse med misinformation om corona?
- Jeg har ikke et tal på, hvor mange profiler vi har lukket ned. Men jeg kan sige, at vi fra april til juni har fjernet syv millioner opslag i verden på grund af misinformation relateret til corona, og at 98 millioner opslag i samme periode er blevet markeret som falske.
Holder I særligt øje med brugere, som har fået advarsler om at bringe misinformation – som i dette tilfælde Saszeline?
- Der sidder over 15.000 indholdsmoderatorer globalt – heriblandt også danskere, som gennemgår indhold, som vores systemer gør os opmærksomme på, eller som anmeldes af brugere. Det er ikke sådan, at vi har holdt ekstra meget øje med Saszeline i forhold til andre, der har spredt misinformation.
DR har været i kontakt med Saszeline Sørensen angåened lukningen af hendes konto. Hun har ingen kommentarer.