Instruktør i Jens Okkings gennembrudsfilm: Han var en gave som skuespiller

Det smerter Anders Refn, som instruede Jens Okkings gennembrudsfilm 'Strømer', at Jens Okking ikke er iblandt os længere.

Jens Okking nåede at spille med i 65 titler, inden han trak sig tilbage som skuespiller. (Foto: Leif Nyholm)

- Han var en uforglemmelig skuespiller, og jeg skylder ham utrolig meget. Dels lærte han mig noget ved den måde, som han greb sine karakterer an på, men han var også en nær ven, så det er en stor smerte, at han har forladt os. Det gør mig ked af det.

Sådan siger Anders Refn, instruktøren bag filmen ’Strømer’ fra 1976, som blev Jens Okkings helt store gennembrud som skuespiller i hovedrollen som den ustabile og hårdt prøvede politibetjent Karl Jørgensen.

Jens Okking er død

Skuespiller Jens Okking er død. Han blev 78 år gammel. Jens Okking sov ifølge familien stille ind søndag morgen klokken 06.05. Han var omgivet af sin nærmeste familie.

Se Tema

Han havde den der evne til at brænde igennem lærredet med en intensitet, som er meget sjælden, og som ikke kan købes for penge

Anders Refn, instruktør

Han husker tydeligt, hvordan det var at arbejde med den autodidakte skuespiller, som sov stille ind søndag omgivet af den nærmeste familie - 78 år gammel.

- Som skuespiller var han en gave. Han gav altid mere til rollen, end hvad der stod i papirerne. Han havde den der evne til at brænde igennem lærredet med en intensitet, som er meget sjælden, og som ikke kan købes for penge, siger Anders Refn og fortsætter:

- Han havde også sine skarpe kanter, og han kunne godt være barsk, men han var altid meget faglig, og det var på et meget højt kunstnerisk plan, at han arbejdede.

Jens Okking i serien 'Én gang strømer' fra 1987. (Foto: Valdemar Vedel)

Efter ’Strømer’ spillede Jens Okking med i et hav af film og TV-serier. Han nåede at spille med i 65 titler, inden han trak sig tilbage for 10 år siden.

'Onkel Jens' var usædvanlig flittig

I 1999 foretog Jens Okking et radikalt karriereskift, da han blev valgt ind i Europa-parlamentet for Junibevægelsen. Her blev Okking ven og kollega med Jens-Peter Bonde, som husker, at Okking kom til Bruxelles med et meget ufortjent rygte.

- Jens havde lidt det rygte, at han ikke passede sine ting - det var det værste vås, jeg endnu havde hørt, siger Jens-Peter Bonde.

- 'Onkel Jens', som vi kaldte ham, var meget flittig. Han stod tidligt op, gik sent i seng og passede sit job. Sjældent har jeg mødt et menneske, som var så pligtopfyldende og ville sætte sig så godt ind i tingene.

Her ses Jens Okking som nyvalgt medlem af Europa-parlamentet for Junibevægelsen sammen med sin gruppeformand Jens-Peter Bonde i 1999. (Foto: ERIK LUNTANG)

Han husker, hvordan Jens Okking insisterede på at sætte sig meget detaljeret ind i tingene, når der skulle stemmes i Europa-parlamentet, hvilket kunne ske 7.000-8.000 gange om året ifølge Jens-Peter Bonde.

Men hans perfektioniske tilgang til tingene og sin stræben efter perfektion blev til sidst for meget for ham i et Europa-parlament, hvor tingene ikke kunne være perfekte.

Efter 2,5 år hos Junibevægelsen skiftede han til Folkebevægelsen mod EU.

- Jens foretrak selv at ville vide alt, men det gik galt for ham. Så gik han over til Folkebevægelsen mod EU, men det tror jeg skyldtes, at vi ikke behandlede ham med den respekt, som hans format krævede, siger Jens Peter Bonde.

Udover at være skuespiller og EU-parlamentariker sprang Jens Okking også ud som kogebogsforfatter med bogen 'Mad er en smagssag', som han skrev med politikeren Freddy Blak.

Jens Okking vil efter eget ønske blive bisat fra Marmorkirken fredag den 26. januar klokken 13.

Han efterlader sig seks voksne børn og otte børnebørn.