Instruktør kan vinde en af verdens største filmpriser, men må ikke deltage i uddeling: 'Det er en kedelig udvikling'

Den systemkritiske instruktør Kirill Serebrennikov er nomineret til hovedprisen ved Cannes Film Festival.

Kirill Serebrennikov ved filmfestivalen i Cannes i 2016. I år er det ikke muligt for ham at deltage. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Ritzau Scanpix)

'Petrov’s Flu' er en af de film, der i næste måned skal dyste om en af verdens mest prestigefulde filmpriser – Den Gyldne Palme.

Men instruktøren bag filmen, russiske Kirill Serebrennikov, kommer ikke til selv at møde op ved Cannes Film Festival i Sydfrankrig. Det skriver Variety.

Han må nemlig ikke forlade Rusland, da han for et år siden blev idømt tre års betinget fængsel. Det skete, efter de russiske myndigheder anklagede ham for at have begået finansielt underslæb i sin tid som direktør på avantgardeteatret Gogol Centret i Moska. Dommen er betinget, hvilket vil sige, at Serebrennikov ikke sidder i fængsel. Men han må altså ikke rejse væk fra Rusland før 2023.

Ifølge Kirill Serebrennikovs støtter handler dommen fra Ruslands myndigheder dog om noget ganske andet end finansielt underslæb. For instruktøren, der også arbejder med teater- og operaopsætninger, har nemlig i sin kunst ytret sig kritisk over for det russiske styre. Og det har konsekvenser, fortæller Henriette Borg Reinholdt, som er leder af det danske kulturinstitut i Sankt Petersborg, til Kulturen på P1:

- Når man som kunstner benytter sin platform til at udtrykke sig politisk, kan man virkelig komme i klemme.

Kritiserer Rusland og støtter LGBTQ-miljøet

Kirill Serebrennikovs værker kredser blandt andet om politik, sex og religion. Han støtter LGBTQ-miljøet og har udtalt sig kritisk over for den russiske, ortodokse kirke samt Ruslands annektering af Krim. I 2017 skabte det kontroverser i Rusland, da han instruerede en ballet om den homoseksuelle balletdanser Rudolf Nurejevs liv.

Alt sammen noget, der ikke ligefrem huer den russiske stat, der eksempelvis i 2013 vedtog en lovgivning, der forbyder spredning af såkaldt 'homoseksuel propaganda'. Derfor er blandt andet Pride-parader forbudt i Rusland.

- Hvis du med dit kunst rører ved LGBTQ-spørgsmål, kan myndighederne opfatte det som om, at du promoverer og laver propaganda for homoseksualitet, påpeger Henriette Borg Reinholdt.

Det fik stor mediebevågenhed, da Kirill Serebrennikov sidste sommer fik sin dom, der betyder, at han ikke må forlade Rusland før 2023. (Foto: Maxim Shemetov © Ritzau Scanpix)

Det fik da også både menneskerettigheds- og filmorganisationer op af stolene, da Kirill Serebrennikov sidste år modtog sin dom fra de russiske myndigheder, og der blev arbejdet for, at hans sag blev droppet. Indtil videre uden held.

'En kedelig udvikling'

Det kommer næppe som nogen stor overraskelse, at det kan være svært at udøve sin kunst i Rusland, hvor ytringsfrihed ifølge Henriette Borg Reinholdt gennem mange år har været udfordret.

Men der er på det sidste blevet taget endnu skrappere midler i brug:

- Der er sket en kedelig udvikling. Nu prøver man også at begrænse kunstneres frihed, hvilket man ser med lovgivning, der har ændret sig. Det betyder blandt andet, at man som individuel kunstner kan blive stemplet som fremmedagent og få en dom, hvis man samarbejder med udenlandske kolleger, siger hun.

Ifølge Henriette Borg Reinholdt har Kirill Serebrennikov dog mange internationale støtter i filmmiljøet, som hjælper ham med at udføre sin kunst.

Om han vinder Den Gyldne Palme ved Cannes Film Festival må vi vente en måneds tid med at finde ud af. Den 74. udgave af filmfestivalen bliver afholdt fra den 6. til 17. juli. Her dyster Kirill Serebrennikovs film altså om hovedprisen, hvor blandt andet dansk-norske Joachim Trier og stjerne-instruktøren Wes Anderson også er nomineret.

Film, der dyster om Den Gyldne Palme

  • 'Ahed's Knee': Nadav Lapid

  • 'Annette': Leos Carax

  • 'Benedetta': Paul Verhoeven

  • 'Bergman Island': Mia Hansen-Løve

  • 'Casablanca Beats': Nabil Ayouch

  • 'Compartment No. 6': Juho Kuosmanen

  • 'Drive My Car': Ryûsuke Hamaguchi

  • 'Everything Went Fine': Francois Ozon

  • 'The French Dispatch': Wes Anderson

  • 'A Hero': Asghar Farhadi

  • 'La fracture': Catherine Corsini

  • 'Lingui': Mahamat-Saleh Haroun

  • 'Memoria': Apichatpong Weerasethakul

  • 'Nitram': Justin Kurzel

  • 'Paris, 13th District': Jacques Audiard

  • 'Par un Demi Clair Matin': Bruno Dumont

  • 'Petrov's Flu': Kirill Serebrennikov

  • 'Red Rocket': Sean Baker

  • 'The Restless': Joachim Lafosse

  • 'The Story of My Wife': Ildikó Enyedi

  • 'Three Floors': Nanni Moretti

  • 'Titane': Julia Ducournau

  • 'The Worst Person in the World': Joachim Trier

FacebookTwitter