International cykelfestival i København

Cyklen er højeste mode og et symbol på frihed. Nu hyldes den tohjulede jernhest, når den internationale Bicycle Film Festival kommer til København.

Cyklen er for alvor blevet hip, og i dag er det to hjulede transportmiddel blevet et symbol på frihed og miljøbevidsthed.

Og nu bliver det tohjulede transportmiddel hyldet i en række nationale og internationale film, når den internationale filmfestival Bicycle Film Festival kommer til København.

- Der er festivaler om så meget andet, så skal der da også være en festival, der hylder cyklen, siger Rasmus Bertelsen, der er arrangør for Bicycle Film Festival i København.

Modefænomen og cykelglæde

Ideen til festivalen startede i New York og har været med til at udbrede den bevægelse, der i USA er kendt som 'the urbane bike movement'.

- Det er en bevægelse, der dels handler om, at cyklen er et modefænomen, men også handler om cyklens funktion. Cyklen er et modefænomen, hvor cyklen er blevet til en accesories, siger Rasmus Bertelsen til DR Kultur og fortsætter:

- Men cyklen er mere end bare et transportmiddel. Den er en måde at genfinde glæden ved at cykle.

International begivenhed

Festivalen, der har 10 års jubilæum i år, viser både dokumentarfilm, animationsfilm og kortfilm.

Filmene er først og fremmest en hyldest til cyklen, hvor musik, kunst og film er med til at beskrive cyklens historie og betydning.

I dag er festivalen en international begivenhed og har før været i blandt andet New York, Toronto, Barcelona, Amsterdam, Tokyo. Og nu er den populære festival så også kommet til Danmark.

København som cykelby

København ser gerne sig selv, som en af verdens bedste cykelbyer, og derfor er det oplagt at Bicycle Film Festival kommer til Danmark, mener Rasmus Bertelsen.

- I mange byer er cyklen en minoritet, men i København har cyklen overtaget bilen. Vi fra Bicycle Film Festival håber på, at kunne skubbe gang i en cykelkultur i København, siger Rasmus Bertelsen til DR Kultur.

Filmene ved dette års Bicycle Film Festival kan ses fra den 17. og til og med den 19. september, og den første bliver vist i Empire Bio.

Derudover vil både åbningsarrangementet den 17. og efterfesten den 18. september finde sted i Track Bike Shop på Rantzausgade på Nørrebro.

Facebook
Twitter