Internationalt magasin har kåret verdens mest coole kvarterer, og førstepladsen findes i Danmark

Nørrebro i København overgår Chelsea i New York og Neukölln i Berlin på TimeOuts nye liste.

Nørrebro er blevet kåret som verdens mest coole kvarter. Billedet her stammer fra Nørrebro Pride 2021. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Der er ingen grund til at købe en flybillet, hvis du drømmer om en hip weekend. For et af verdens fedeste kvarterer ligger i Danmark.

Nørrebro i København er nemlig kåret til at være det mest coole kvarter i verden.

27.000 byboere og skribenter er blevet spurgt af TimeOut, der guider til oplevelser i verdens storbyer. Og der har et flertal altså peget på Københavns nordlige brokvarter, fremgår det af listen. TimeOut er et af verdens største bymagasiner, og lige nu citeres listen blandt andet i store medier som CNN.

TimeOut har særligt lagt vægt på restauranter, barer, natteliv, kultur, men også fællesånd og bæredygtighed i udvælgelsen, skriver de.

- Uanset hvordan du definerer cool, så har Nørrebro det, begynder beskrivelsen af det til tider udskældte københavnerkvarter.

- Det forskelligartede kvarter på den nordlige side af Københavns søer er en blændende blanding af historiske vartegn, ultramoderne arkitektur og mad og drikke, der gør denne kendte gourmetby stolt, skriver TimeOut blandt andet.

TimeOuts top ti over verdens fedeste kvarterer

  • Nørrebro, København

  • Andersonville, Chicago

  • Jongno 3-ga, Seoul

  • Leith, Edinburgh

  • Station-distriktet, Vilnius

  • Chelsea, New York

  • XI-distrikt, Budapest

  • Ngor, Dakar

  • Sai Kung, Hongkong

  • Richmond, Melbourne

  • Kilde: TimeOut

Guiden fremhæver, at selv på trods af corona, så er nye bagerier, restauranter og vinbarer skudt op - og de fokuserer næsten alle på lokale og sæsonprægede varer, bemærkes det.

- Flere initiativer blomstrer også: Bilfri søndag er tilbage, og trafikken på Nørrebrogade er byttet ud med live musik og loppemarkeder, mens 'Usynlige Stier' er en ny og interaktiv kunstudstilling, der bringer sjov og farve til områdets mest udsatte områder.

Der er dømt Bilfri Søndag på Nørrebrogade. Her tegner børn med kridt på den lukkede kørebane. (Foto: EWA GODD)

God reklame for København

Sidste år var Nørrebro også med på listen, men her blev det kun til en 28. plads.

For Wonderful Copenhagen, der har som formål at få turister til at flokkes i hovedstadsområdet er man selvsagt glade for topplaceringen.

- Det er enormt positivt, at TimeOut rangerer Nørrebro som verdens bedste kvarter. Ligesom hovedstadens mange andre udmærkelser bidrager det til den globale samtale om København og styrker hovedstadens brand internationalt, siger Tine Kastrup-Misir, kommunikations- og marketingdirektør hos Wonderful Copenhagen.

Ros har ellers ikke altid været det, Nørrebro har fået i de internationale medier.

I 2014 lød det fra USA's udenrigsministerium, at amerikanerne burde holde sig væk fra Nørrebro om natten, og det britiske udenrigsministerium var for cirka ti år siden også ude med advarsler til briterne om at bevæge sig over Dronning Louises Bro.

Senere valgte USA at droppe advarslerne om Nørrebro, mens Storbritannien stadig opfordrer sine borgere til at være ekstra påpasselige på blandt andet Nørrebro.

FacebookTwitter