Jacob Holdt på finansloven

10 kunstnere, blandt andre mesterfotografen Jacob Holdt, er kommet på finansloven, oplyser Statens Kunstfond.

Mere end 30 år efter at han udgav hovedværket Amerikanske Billeder om bagsiden af USA, især blandt fattige sorte, er fotografen Jacob Holdt kommet på finansloven.

I alt 10 nye kunstnere er på vej på finansloven. Det drejer sig om arkitekter, billedkunstnere, designere, forfattere og komponister, som er indstillet til livsvarige ydelser.

Om Jacob Holdt lyder begrundelsen blandt andet:

"Hans motiv er enkelt og direkte: klodens udsatte eksistenser – fra alle samfundslag vel at mærke – og i det regi stiller han sig ved siden af traditionens største kunstfotografer set i internationalt perspektiv gennem tiden."

Om arkitekten Jan Gehl lyder det blandt andet:

"Få arkitekter - om nogen - har i nyere tid haft så stor indflydelse på forståelsen og udviklingen af det offentlige rum i vore byer som Jan Gehl."

De 10 indstillede kunstnere

De heldige, eller skulle man mere rimeligt sige dygtige kunstnere, der nu indstilles til livsvarig ydelse, er billedkunstnerne Vibeke Glarbo og Eva Koch, forfatterne Solvej Balle, Jens Christian Grøndahl og Per Aage Brandt, komponisten Jens Winther, designeren Jacob Jensen, keramiker og designer Ole Jensen, og som nævnt fotografen Jacob Holdt og arkitekten Jan Gehl.

Det er kulturminister Carina Christensen, der tildeler livsvarig kunstnerydelse efter indstilling fra Statens Kunstfonds Repræsentantskab. Desuden skal Folketingets Finansudvalg sige god for ydelserne.

FacebookTwitter