Jacob på 26 arbejder 100 timer om ugen: 'Jeg bliver høj af at skabe noget'

Han var ikke god i skolen. I dag ejer Jacob Jørgsholm sin egen restaurant - og stormer frem på YouTube.

Han var blot 20 år, da åbnede han sin egen restaurant.

I årene forinden havde Jacob Jørgsholm rejst rundt i både Australien og Canada, hvor han uden kokkeuddannelse havde arbejdet sig frem og fået foden indenfor i restaurationsbranchen.

- Jeg har altid været lidt en underdog. Jeg har aldrig fået lige så gode karakterer i skolen som mine to brødre. Jeg var heller ikke lige så god til fodbold som dem, så jeg har altid følt, jeg skulle bevise lidt mere end andre, siger den succesfulde restauratør på 26 år.

I dag har han haft en restaurant på Nørrebro i København i seks år. Og som om det ikke skulle være nok, så har han også startet sin egen kanal på YouTube, hvor han blandt andet lærer folk, hvordan de laver de klassiske fastfood-favoritter derhjemme.

- Det der med at skabe noget, kan jeg blive helt høj af. Og jeg har altid haft en drøm om at lave tv. Det var det, der startede min YouTube-kanal, siger han og fortsætter:

- Jeg er helt klart workaholic (arbejdsnarkoman), og hvis du testede mig, ville jeg helt sikkert også have en eller anden form for ADHD, fortæller Jacob Jørgsholm, der arbejder op mod 100 timer om ugen efter eget udsagn.

Mød Jacob Jørgsholm og hør hele hans historie i videoen øverst.