Jagten blev den helt store Robert-vinder

Thomas Vinterbergs Jagten tog syv priser ved årets Robert-uddeling, herunder bedste film, instruktør, manuskript og mandlige hovedrolle

Thomas Vinterberg blev med sin film 'Jagten'den helt store vinder ved aftenens Robert-uddeling. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvilken film, der var i hovedrollen til aftenens Robert-uddeling.Ikke bare vandt Thomas Vinterbergs 'Jagten' flest priser med syv, den gjorde det ved at vinde næsten alle de store kategorier, den var nomineret i.

Således vandt den for bedste film, Thomas Vinterberg vandt for bedste instruktør, Vinterberg og Tobias Lindholm vandt for bedste manuskript, Mads Mikkelsen vandt for bedste mandlige hovedrolle og Susse Wold vandt for bedste kvindelige birolle. Filmen vandt desuden priserne for bedste klipning og publikumsprisen for bedste drama.

Den eneste store pris, som 'Jagten' tabte, var i kategorien bedste mandlige birolle, hvor Thomas Bo Larsen måtte se sig slået af Nicolas Bro for sidstnævntes portrættering af Mogens Glistrup.Jagten var nomineret i hele 14 kategorier og tabte altså flere af de mindre priser.

Facebook
Twitter