Jakob fra 'Bagedysten' er ikke bange for at skille sig ud: 'Verden er alt for regelfyldt – jeg kører fuldstændig mit eget anarki'

Jakob Volke fra 'Den store bagedyst' svømmer ofte imod strømmen. Ikke kun med sine kager.

(© DR)

Når håbefulde amatørbagere tager til optagelsesprøve på 'Den store bagedyst', er det med det naturlige mål at blive udvalgt til programmet.

De drømmer om at kunne iføre sig mesterbagerforklædet – måske endda at vinde hele konkurrencen. Som minimum vil de i hvert fald gerne udfordre sig selv med en lærerig bagedyst.

Men sådan var det ikke for Jakob Volke fra den nuværende sæson.

Da han mødte op til optagelsesprøven, var det slet ikke hans plan, at han skulle med videre. Han var kun dukket op, fordi hans 12-årige datter havde meldt ham til programmet, og så kunne han jo lige så godt tage den oplevelse med.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg ville høre noget fra dem. Men fa'me om jeg ikke kom med, fortæller han grinende.

Hans mål var faktisk at undgå at blive valgt til den nye sæson af 'Den store bagedyst'. Blandt andet fordi bagning ærligt talt var en helt ny interesse for den 56-årige fynbo, der går mere op i at opfinde bageredskaber.

Derfor stillede han også op til optagelsesprøven med en kage uden så mange dikkedarer – uden en farverig glaze-pallette eller detaljerede fondant-figurer.

- Alle kom med sådan nogle krummelurerkager, tusind lag og jeg-skal-komme-efter-dig. Jeg havde bare bagt en banankage, der lignede en fisk, og vidste godt, den ikke var sammenlignelig med det, de andre havde lavet, fortæller Jakob.

Men så skete det, der slet ikke var meningen: Tv-holdet viste sig at være mere end normalt begejstret for hans bagværk.

- Det endte med, at de syntes, min kage var fuldstændig vild og voldsom, selvom det virkelig ikke var meningen, siger han.

Sådan så den ud, Jakobs banankage forklædt som fisk. Det var denne kage, han tog med til optagelsesprøve på 'Den store bagedyst' - og som sikrede ham en plads i programmet. (© PRIVATFOTO)

Ikke altid enig i dommernes kommentarer

Der var faktisk en dybere mening med fiskekagen.

Den symboliserede nemlig det at svømme imod strømmen, siger Jakob – sådan som han også selv tit ynder at gøre i sit liv.

Fiskekagen vendte med andre ord forkert på tallerkenen i forhold til, hvordan man oftest ville servere en fisk på et fad. Fiskehovedet pegede derfor mod venstre frem for højre, og det var helt bevidst, fortæller Jakob.

Men selvom fisken skulle stå som en kontrast til de andres kager, blev den pudsigt nok hans adgangsbillet til 'Den store bagedyst', for tv-holdet og casteren var både vilde med Jakobs maritime banankage og hans anderledes tankegang.

Jakobs opfindsomhed med kagerne, hans alternative blik på bagværk og hans smittende humør er da også noget af det, som han bliver særligt rost for af dommerne i 'Den store bagedyst'. I hvert fald nogle gange.

Jakob twister nemlig mange af de kager, han bager, og det er ikke altid faldet i dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigos søde smag.

- Tit har jeg ikke været enig i deres kommentarer til mine kager, for jeg er mere til kager, der ikke er særligt søde. Jeg synes jo, mine kager smager, sådan som jeg godt kan lide dem, påpeger han.

Se, hvad dommerne syntes om Jakobs croquembouche med chokolade – og hvad han selv havde at sige til deres kommentarer:

Næsten alle hans kageopskrifter i 'Bagedysten' har han også udviklet selv, selvom sådan et benspænd er en "omfattende omgang".

- Jeg nørder helt vildt meget i et køkken, og jeg følger aldrig en opskrift. Det betyder så til gengæld også, at det nogle gange går vildt godt og andre gange knap så godt, siger han smilende og tilføjer:

- Alt, jeg laver, er lavet fra bunden. Jeg synes, unge freestyler for lidt i køkkenet i dag – de holder sig for meget til opskrifterne. Verden er i det hele taget alt for regelfyldt – jeg kører fuldstændig mit eget anarki.

'Det giver mig ro at nørde med mine ting'

Det er ikke kun i køkkenet, at Jakob kører sin helt egen stil. Også i andre af livets aspekter har han sin egen tilgang til tingene. Sådan har det især været de seneste ti år.

Før i tiden havde han en travl hverdag med eget firma, hvor han blandt andet lavede scenografi til tv og reklamer. Men så fik en depression ham til at stå af ræset, forklarer han.

I dag arbejder han i stedet som handicaphjælper på deltid, mens han resten af tiden hygger sig med at opfinde nye ting, bygge og nørde i sit værksted i sit byhus i Odense.

Det er ikke til at se, at bagning og kagekunst faktisk er en ny hobby for Jakob. Her ses han med sin flotte midsommerkage fra program to. (Foto: Agnete Schlictkrull © DR)

Jakob er nemlig noget af en opfinder, og der er fuld knald på kreativiteten.

De hornbriller, du kan se ham bære i 'Bagedysten', har han for eksempel selv lavet, og hængslet på dem har han tilmed taget patent på. Derudover opfinder han og bygger alt muligt ud af gamle ting, han finder.

- Det giver mig ro at nørde med mine ting. Og man opdager også, hvor dyrt det egentlig er at få sin bil fikset på et værksted – den udgift går jo væk, i og med jeg reparerer den selv nu, fortæller han godt tilfreds.

Jakob har da også god plads til at gå og hygge sig med sine projekter.

For selvom han godt nok deler matrikel med sin kæreste, Ditte, bor de faktisk i hver deres bygning. Hun bor i forhuset, mens han bor i baghuset, hvor han også har sit værksted og et 65 kvadratmeter stort køkkenalrum.

- Jeg tror ikke, jeg kan leve anderledes, og jeg tænker heller ikke, at min kæreste kan. Jeg inviterer hende tit på mad, og det er megahyggeligt, at vi nemt kan besøge hinanden, siger han.

Jakobs trang til at skabe og fikse ting har dog også en bagside: - Jeg kan ikke se noget uden at tænke, at den her dims kan jeg da bruge til noget. Jeg samler til huse, så man tror, det er løgn. Og jeg smider konstant ud, men får hver gang nedtur over, jeg ikke har plads til det eller ikke får det brugt, siger han. Her ses han med sin version af den famøse croquembouche-kage. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

Så hvis du savner dengang, du lærte din kæreste at kende – dengang I glædede jer til at tage på dates og besøge hinanden – er denne boform en skøn løsning, synes Jakob. Og der er også andre fordele.

- Det er også fedt, i og med jeg til tider trænger til bare at være mig selv. Så kan jeg gå rundt og nørde med mine ting eller surmule, hvis jeg har brug for det, uden at jeg behøver at forholde mig til hende og hun til mig.

Paf over opmærksomheden

Selvom det slet ikke var meningen, at Jakob skulle stå i bageteltet og høre vært Timm Vladimir sige "klar, parat, bag!" uge efter uge, har han dog på ingen måde fortrudt, at han gik til optagelsesprøven med sin fiskekage.

Senere i dag vil han for eksempel bage sig en kage, fortæller han – så interessen for hjemmebag er da vokset takket være 'Den store bagedyst'.

- Jeg er superglad for, at jeg kom med i programmet, og over at have mødt alle de fantastisk søde mennesker, der var på holdet – både dem foran og bagved kameraet, siger han.

Til gengæld er han lidt paf over den opmærksomhed, der følger med, når man er deltager i så populært et tv-program.

For selvom han bruger mange timer derhjemme i værkstedet, er han så småt begyndt at lægge mærke til, at han for nogle er blevet et "kendt" ansigt.

- Forleden var jeg ude at spise og kunne godt fornemme, at der var flere, der genkendte mig. Der var for eksempel flere teenagepiger, der sad og hviskede og kiggede over.

- Det var umiddelbart første gang, jeg oplevede det, men jeg er heller ikke så god til at lægge mærke til den slags, må jeg indrømme, tilføjer han og griner.

Men egentlig behøver han ikke opmærksomheden.

Han vil nemlig allerhelst bare gøre det, han skal som det første efter dette interview – nemlig smutte ind i sit værksted og sætte stænger på de hornbriller, han arbejder på for tiden.

Den store bagedyst: Sæson 10

Sæson | Livsstil
SE PÅ DRTV
Billede der beskriver indhold fra Den store bagedyst: Sæson 10 der kan ses på DRTV
FacebookTwitter