James Blunt forhindrede 3. Verdenskrig

Den britiske sanger James Blunt, der i 1999 var officer i Kosovo, nægtede at adlyde ordre om at angribe russiske soldater.

Før James Blunt gav sig til at smelte hjerter med sange som "You're Beautiful", var han officer i den britiske hær.

Og som soldat forhindrede han egenhændigt Tredje Verdenskrig i at bryde ud, hævder sangeren i et interview med BBC Radio 5.

Usædvanlige ord i ordre

I 1999 tjente James Blunt som officer i den britiske hær, og den amerikanske Nato-general Wesley Clark beordrede James Blunts faldskærmsregiment at indtage Pristina flyveplads.

Men flyvepladsen blev bevogtet af omkring 200 russiske soldater, som ikke havde tænkt sig sådan uden videre at opgive kontrollen.

- Den direkte ordre, som kom fra general Wesley Clark, var at overmande dem. Der blev brugt en række ord, som var usædvanlige. Ord som "ødelægge", fortæller James Blunt.

Nægtede at adlyde ordre

De usædvanlige ord fik officeren til at tøve en kende.

- Der stod 200 russiske soldater og pegede aggressivt på os med deres våben, og vi havde fået besked på at nå frem til luftbasen og erobre den, fortæller James Blunt.

Han var dengang 25 år gammel og frygtede at et Nato-angreb på russiske soldater kunne starte Tredje Verdenskrig. Derfor nægtede James Blunt at adlyde ordre og rettede i stedet en forespørgsel hos sin britiske general Mike Jackson, som beroligede sine mænd med ordene:

- Jeg vil ikke lade mine mænd være ansvarlige for at starte Tredje Verdenskrig.

Delte mad, vand og flyveplads

Så i stedet besluttede Blunts regiment at omringe flyvepladsen i god afstand.

- Og efter et par dage sagde russerne "Vi har ikke noget mad og ikke noget vand. Skal vi ikke bare dele flyvepladsen?", fortæller James Blunt.

Næste plade på vej

Den kontroversielle episode fyldte en del i de internationale medier i 1999, og begivenhederne er også blevet beskrevet i forskellige politiske biografier. Men det er første gang, at en ledende officer på stedet har fortalt om episoden.

James Blunt forlod hæren i 2002 og har siden solgt mere end 11 millioner plader. Den næste er lige på trapperne, og det var i den anledning, at James Blunt lod sig interview på BBC Radio 5.

Facebook
Twitter