Jamie Oliver græder over USA's madkultur

Den britiske tv-kok Jamie Oliver ender med at stortude i sit eget tv-program, hvor han er taget til USA for påvirke amerikanerne til at spise sundere.

Mens brødrene Prices madlavningsprogram vækker stor begejstring herhjemme, kæmper den britiske tv-kok Jamie Oliver en sej kamp for at få sund mad på skoleskemaet i USA.

I første afsnit af programmet "Jamie Oliver's Food Revolution" bryder den britiske stjernekok i gråd efter en diskussion med en kantinedame på en skole i byen Huntington, West Virginia.

I programmet tager Oliver turen over Atlanterhavet for påvirke den syge madkultur i USA, hvor hele to tredjedele af befolkningen er overvægtige.

På skolen i Huntington opdager han, at de blandt andet serverer pizza til morgenmad og friturestegt kylling til frokost. Og det er vand på den kritiske brites mølle.

- Det her er lige netop den slags mad, som er med til at dræbe Amerika, siger Jamie Oliver til kantinedamen i tv-programmets første afsnit, og han kritiserer i det hele taget den amerikanske madkultur.

- Når du møder disse mennesker, opdager du, at de ikke er dumme. De er ikke ignoranter. Det eneste er bare, at de stort set aldrig har set en råvare - de spiser kun færdiglavet mad, lyder det fra den britiske kendiskok.

Tomat eller kartoffel?

Olivers kritik har givet voldsomme reaktioner på skolen og i lokalsamfundet. Så meget at Jamie Oliver ligefrem har følt sig nødsaget til at undskylde i en lokal avis.

På et tidspunkt i programmet holder Jamie Oliver et par tomater op foran en skoledreng, og til tv-kokkens store forargelse tror drengen, at de saftige røde kugler er kartofler.

Første afsnit af tv-programmet ender med en afmægtig Jamie Oliver, der sidder og tudbrøler i skolegården.

Facebook
Twitter