Jane Aamund er død

Forfatter Jane Aamund er død, 82 år gammel. Det oplyser hendes søn til Berlingske.

Forfatter Jane Aamund, der skrev bøger som 'Klinkevals' og 'Colorado Drømme', er død.

Det oplyser hendes yngste søn, Jens Rekling, til Berlingske.

Jane Aamund gjorde sig tidligt bemærket som journalist på Berlingske Tidende, men det store folkelige gennembrud opnåede hun som forfatter med ’Klinkevalstrilogien’, der blev udgivet fra 1989 til 1992. Succesen blev fulgt op af den selvbiografiske kærlighedsroman ’Colorado Drømme’, som hun modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for i 1998.

Ud over forfatterskabet er det hendes mangeårige kræftsygdom, som hun med åbent sind har fortalt og skrevet om, der har sat sine spor.

Jane Aamund voksede op nord for København i Gentofte med brødrene Asger og Bjarke og rykkede senere i livet til Charlottenlund og Hørsholm.

Jane Aamund sammen med sine to brødre Asger Aamund og Bjarke Aamund. (Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN)

På sine ældre dage fik hun nok af de mondæne omgivelser. Hun flyttede til sin mors barndomsegn Lemvig i Vestjylland, hvor hun havde ro til at skrive og komme andre mennesker ved.

– Hvor der er langt mellem husene, er der nærhed mellem menneskene. Jeg har noget af min mors familie i nærheden, og jeg har venner, jeg kan ringe til midt om natten. Jeg har en hushjælp, der kommer et par gange om ugen, og jeg har mine hunde, som jeg går tur med. Desuden kommer der mange og besøger mig. Så jeg bliver her. Jeg gider ikke at bo i en rigmandsghetto, jeg vil leve blandt almindelige mennesker, har Jane Aamund udtalt i et interview med Magasinet Helse.

Forfatteren i sit hjem i Lemvig. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Klinkevals og Colorado Drømme

Jane Aamund har altid taget udgangspunkt i sit eget liv i sine bøger. Hun debuterede i 1977 med bogen ’Bag damen stod en Christian’.

I 1989 slog hun sit navn fast med ’Klinkevals’, der var den første i trilogien om hendes forfædre fra Christianshavn, hendes stærke farmor Juliane og hendes farverige familie. Den blev fulgt op af ’Juliane Jensen’ og ’Oven Vande’.

FORFATTER JANE AAMUND DANSER MED STAND-UP KOMIKER OG SKUESPILLER METTE LISBY, SOM SPILLEDE HOVEDROLLEN I FILMEN KLINKEVALS. (Foto: Jørgen jessen)

Jane Aamund modtog De Gyldne Laurbær i 1998 for den selvbiografiske kærlighedsroman 'Colorado Drømme' og Bogklubben 12 bøgers Litteraturpris for bogen samme år. Romanen, der også blev filmatiseret, er en livsbekræftende, erotisk og humoristisk roman om den modne passion.

Projektet med bogen brugte hun til at skrive sig fri af sygdomsangsten og strålebehandlingerne. Og selve kampen mod kræften blev til erindringsbogen ’Den hvide verden’ i 2000.

Senere værker som ’Vesten for måne’ og ’Udlængsel’ har været med til at gøre hende til en af Danmarks mest læste forfattere. Flere af hendes romaner er også blevet filmatiseret.

Også et liv uden en mand

Ud over forfatterskabet har Jane Aamund haft en lang og alsidig karriere som freelancejournalist. Hun har haft eget pr-og reklamebureau. Hun var informationschef i Birger Christensens pelsfirma og siden i Landbrugsministeriet, inden hun for alvor skabte sig et navn som journalist på Berlingske Tidende.

Jane Aamund har også været en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, indtil stemmen sagde stop.

Privat har Jane Aamund aldrig været. Hun har ikke lagt skjul på de adskillige mænd, der har været i hendes liv.

På sine ældre dage fandt hun dog ud af, at livet også var noget værd uden en mand ved sin side.

- Hver gang jeg har fået en ny mand, har jeg forvandlet mig til en servicefunktion. Er der ikke et eller andet, du vil have? Vil du have pandekager, sex eller chokolade? sagde Jane Aamund til Politiken i april 2018.

Mange års lidelser med kræft

Ud over sine evner som formidler, så vil Jane Aamund blive husket for mange års lidelser og åbenhed om sin alvorlige kræftsygdomme, der har vist sig i flere afskygninger.

Allerede som 33-årig blev hun ramt af livmoderhalskræft, derefter kræft i ganen og senest brystkræft. Kræften i ganen og flere kæbeoperationer gav hende taleproblemer og gjorde, at hun til sidst måtte leve af sondemad.

I de senere år opdagede lægerne desuden, at hun havde en hjertefejl, som gav stærke smerter i brystet. I bogen 'Samtaler om natten' fra 2018 fortalte hun om et pinefuldt sygdomsforløb, som hun syntes, systemet var alt for mange år om at opdage.

Jane Aamund fortalte åbent, at hun havde ønsket aktiv dødshjælp, da smerterne fra strålebehandlingen var ulidelige.

- Hvis jeg en gang til lider, så håber jeg, at der vil være nogle medlidende læger, som giver mig en sprøjte. Så jeg ikke skal igennem de forfærdelige lidelser, jeg havde, sagde Jane Aamund i 2017 til TVMIDTVEST.

De senere år var barske for Jane Aamund. I september 2016 - to måneder før sin 80-års fødselsdag - døde hun og blev genoplivet flere gange og var siden inde og ude af hospitalerne. Men som så mange gange tidligere var det skriverier, der holdt hende oppe gennem den svære tid.

- Det er, som om jeg får en stor dosis smertelindrende medicin. Jeg kan ikke mærke smerte, når jeg skriver, lød det fra Jane Aamund i ’Samtaler om natten’.

Jane Aamund efterlader sig sønnerne Jens og Michael og fire børnebørn.