'Jeg elsker, hvis folk siger til mig, at jeg ikke kan noget': Benhårde Branco viser helt ny side af sig selv

- Det værste, der kan ske for mig, er ikke døden. Det er at ende, hvor vi var engang, siger rapperen Branco.

(Foto: Sebastian Birk © Sony Music)

Skriv en sang til Danmark om Danmark.

Sådan lyder opgaven til DR-programmet 'Min sang til Danmark', som 15 kendte musikere har sagt ja til at løse.

Artisterne er navne som Sanne Salomonsen, Birthe Kjær, Mads Langer og Steffen Brandt.

Men én artist på listen skiller sig særligt ud. Den 29-årige rapper Branco fra Vestegnen.

At skrive en sang i et folkeligt program er bestemt ikke noget, man forbinder med manden, der lagde grundstenen til sin karriere som gangsterrapper med tekster om livet på gaden, kriminalitet, hurtige biler og endnu hurtigere penge.

Et hårdt liv på kanten, som han selv mærkede konsekvenserne af, da han i 2018 blev beskudt på klos hold.

Ikke desto mindre har den 29-årige rapper fra Albertslund taget opgaven på sig og sagt ja til at skrive en sang til Danmark.

Og uden at fornærme nogen kan man godt sige, at det er en sang, der skiller sig lige så meget ud fra de andres som Branco selv. Han har nemlig valgt at tage hr. og fru Danmark med ud til et miljø i boligblokkene, hvor han selv kommer fra.

Sangen hedder 'Håb' og er dedikeret til hans egen mor og mødre, der har mistet børn til gadelivet. Men sangen handler også om, at der er håb om at komme ud på den anden side igen og finde en ny vej i livet.

Som Branco selv.

'Vi levede det liv, vi rappede om'

Det er en veloplagt Branco, vi møder på Flyvestation Værløse, hvor indspilningerne til DR- programmet foregår, og hvor han lige har siddet i et studie med Mads Langer og Sanne Salomonsen og talt om deres sange til programmet.

Han er ulasteligt klædt i nyt tøj, der matcher den limegrønne cap. Det samme gør de nye sneaks, som Branco er kendt for kun at bruge en - max to - gange, før han typisk giver dem væk til sine følgere på Instagram eller til fans efter en af sine koncerter.

Om halsen hænger en tung kæde med et massivt diamantbesat B-vedhæng for ligesom at understrege hans succes på en meget udansk måde.

Branco siger, at han ikke kunne modstå udfordringen, da han blev spurgt, om han ville lave en sang til Danmark. Det er generelt hans drivkraft at udfordre sig selv og gøre noget, folk ikke forventer. (Foto: Oskar Folmann © Sony Music)

Men han er derimod – måske overraskende? – ydmyg, når han taler om sin egen position som rapper, og det ansvar, der følger med som rollemodel.

- Min sang 'Håb' har jeg lavet for at skabe en eller anden form for musikalsk balance på vægtskålen, siger han med den karakteristiske dybe, rolige stemme.

- Nu har jeg lavet musik i 10-12 år og har udviklet mig meget som menneske. Jeg er blevet far til tre børn i mellemtiden, og du ved, man lærer gennem livet. Så det er en sang, jeg har lavet for at udligne nogle ting. For jeg ved godt, hvilke budskaber jeg før har sendt med min egen musik.

Hvad er det for nogle budskaber, du før har sendt?

- Ikke særligt positive budskaber, for på det tidspunkt var vi et sted i vores liv, hvor det var den hverdag, vi levede. Vi tænkte ikke over det, for vores hverdag var ikke positiv.

Hvad lavede I da?

- Ikke for at komme ind på noget konkret og kriminalisere mig selv, men vi levede det liv, som vi rappede om, og det laver vi jo ikke mere heldigvis.

I dag har han opnået det, de fleste kun kan drømme om. Solokarriere, stjernestatus – og masser af para (slang for penge). Endda på lovlig vis. Og derfor har han behov for at give tilbage ved at sende et budskab ud med håb.

- Musikken har givet mig en frihed til at kunne leve på en anderledes måde, og derfor synes jeg også som menneske og musiker, at jeg skylder noget. Jeg har også lavet sangen, fordi jeg synes, det ser lidt værre ud med tiden.

Mener du, det ser værre ud i dag på gaden, end det gjorde for ti år siden?

- Hvis du spørger mig, ja. Så du ved, sangen kan både skabe noget balance for mig og komme med et frisk pust og et budskab.

Skudepisode ændrede hans liv

Branco – med det borgerlige navn Benjamin Cimatu – har filippinske rødder og er vokset op i en boligblok i Albertslund.

I hans barndom var penge ikke noget, man var født med, men noget, man arbejdede hårdt for.

Som dreng og teenager valgte Branco dog en noget anden karrierevej end sine forældre, og som 15-årig blev han og en gruppe venner anklaget, men ikke dømt, for syv røverier.

- Du tænker over, hvad du har lavet, når du sidder i retten og ved, at din mor sidder og græder derhjemme, ik'. Altså, du sidder der, og du tænker over det i det øjeblik. Jeg husker tydeligt, at jeg kigger bagud, og så sidder min far og er helt færdig. Det gør ondt lige der, har Branco udtalt til Politiken om episoden.

Men udenfor retten var den dårlige samvittighed hurtigt glemt igen, og da han droppede ud af gymnasiet efter en måned, fortsatte han med at lave hurtige penge på gaden og blev med egne ord millionær som 17-årig.

Midt i alt det her, tog han i et musikstudie for at indspille de raptekster, han skrev om gadelivet – og han dannede gruppen MellemFingaMuzik med rapperen Stepz.

Og det ændrede hans liv. MellemFingaMuzik fik hurtigt massiv succes med albummet 'Militant Mentalitet' som skildrede gadelivets voldsomme skyggesider. Pludselig kendte alle unge Branco.

Det var også på det her tidspunkt, lige midt i optagelserne til en musikvideo, at Branco som 19-årig blev far for første gang med sin kone, som han stadig er sammen med.

Til trods for den store succes med musikken, stod han stadig med et ben i sit gamle liv. Men det ændrede sig i juni 2018 i hans hjemby Albertslund, hvor Branco og hans bedste ven og partner Miklo blev beskudt på klos hold i en bil.

- I 'Min sang til Danmark' spurgte de mig i studiet, om sangen var mol og dur og sådan nogle ting. Det er slet ikke, fordi jeg prøver at virke som en musikalsk analfabet, men jeg ved intet om det der, jeg føler bare viben. Jeg har aldrig gået til musikundervisning, jeg kan ikke fortælle dig en tone på en guitar eller et klaver. Men tænd et beat, og så skal vi nok få det til at virke, siger Branco. Her ses han til 'Summer Days' på Roskilde Festival i 2021. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

En af de 15 kugler ramte Miklo, som blev hentet i ambulance, mens Branco, som "på mirakuløs vis" ikke blev ramt, blev anholdt og taget med af politiet, hvor han skulle undersøges.

Mens han sad i sin celle og ikke vidste, om Miklo var død eller levende, gjorde han endeligt op med det kriminelle liv. Nu skulle der kun fokuseres på musikken.

- Det tænker jeg, mens jeg sidder derinde. Og siger det også til min kone, da jeg kommer ud. Og er helt oppe at køre, lød det fra Branco til Politiken.

Og Branco holdt, hvad han lovede sig selv i cellen den dag; Han gik all in på musikken og brugte al sin energi i studiet og på at skrive sange - masser af dem.

I 2019, et år efter skudepisoden, begyndte han at smide det ene succesfulde album ud efter det andet, strøg direkte ind på førstepladsen på den danske album-hitliste og ryddede bordet med priser til Danish Music Awards.

Til Danish Music Awards i november 2020 scorede Branco hattrick og hev tre statuetter med hjem. Den ene fik han for 'Årets soloartist', de andre to priser delte han med kollegaen Gilli, nemlig 'Årets Streaminghit' ('London Town') samt 'Årets Album' ('Euro Connection'). Hans bedste ven og højre hånd Miklo ses til venstre for Branco med en statuette i hånden. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Senest udkom hans album '10 Years', hvor sangen 'No Evil' med Lukas Graham viser en mere voksen Branco med andre værdier.

Og det er kun naturligt, forklarer han.

- Jeg har gjort det meget klart fra starten til mine fans, at vi er på en rejse hen imod det bedre. Så jeg forventer ikke, at folk skal tænke: "Hvad sker der med ham", nej, slet ikke. Jeg ved, de stadig er med – det kan jeg se.

Fra sky stjerne til showbiz

Da Branco kom frem, var han ikke særligt glad for at tale med nogen. Faktisk var han og Stepz helt i starten maskerede for ikke at blive genkendt.

Men efter nærdødsoplevelsen i bilen besluttede han sig for at lukke ned for ting, der ikke tålte dagens lys, og i stedet lukke folk ind i sit liv.

Han har sin egen TV2-dokumentar 'Branco – en ny begyndelse', stiller op til interviews med Euroman og Information – og er nu aktuel i DR's store musikprogram 'Min sang til Danmark'.

Hvad er der sket?

- Man går ikke kun igennem en udvikling som menneske, men også som artist. For mig handler det ikke om at være alle steder, på skærmen eller i aviserne, det handler om at være de rigtige steder, hvis du har en historie at fortælle, siger han.

- Jeg vidste jo godt, at når de så siger: "Okay, så skal du sidde med Mads Langer og Sanne og tale om jeres sange," at det er nogle helt forskellige sange, vi skal lave. Jeg ved også godt, hvorfor de kalder på Branco. De vil gerne have noget krydderi i programmet. Og det får de så, kan man sige.

Og du har ikke noget imod at være krydderiet?

- Jeg elsker udfordringen med at lave en sang til den brede befolkning, hvor jeg ikke prøver at flette noget ind, men kan fortælle mit synspunkt om, hvad jeg ser i Danmark.

At lave en sang om håb er ikke ligefrem noget, hans trofaste følgere er vant til at høre fra Branco. Alt andet ville nemlig være kedeligt, siger han.

- Du kan ikke fortælle mig, hvilken Branco-sang der kommer ud næste gang, mens jeg kan nævne nogle artister, hvor jeg kan fortælle dig præcis, hvordan de kommer til at lyde næste gang, fordi de ved, det kører.

- Men jeg går meget op i at udfordre mig selv hele tiden. Jeg elsker, hvis folk siger til mig, at jeg ikke kan noget. Det er sgu mere værd end pengene hele tiden at pushe sig selv. Ligesom det her show, ik' ('Min sang til Danmark'), siger han.

'Det værste, der kan ske for mig, er ikke døden'

Det er en travl sommer for Branco, som har spillet på festivaler, lige er blevet far til nummer tre og forbereder sit første store soloshow den 28. oktober i Forum.

Oveni har han været nødt til at rykke sit annoncerede album til efter sommeren på grund af en "uforudset operation", som han skriver på sin Instagram uden at komme nærmere ind på, hvad det drejer sig om.

Men at tage en pause fra karrieren kommer ikke på tale.

- Jeg vil ikke sætte begrænsninger på, hvor jeg er om ti år. Den eneste begrænsning er landegrænsen, for jeg vil gerne ud over Danmarks grænser, hvor musikken ikke har nogen ende. Det er en drøm for mig at komme derud og påvirke nogle andre mennesker, som ikke ved, hvem Branco er. (Foto: Victor Jones © Sony Music)

- Jeg har nogle gode mennesker omkring mig, Miklo (bedste ven og partner) og Majid (hans manager). Når man har bygget et fundament op, som er stærkt med andre mennesker, gør det det lidt lettere, for så er det ikke mig, der bærer hele skidtet; vi har alle vores funktion.

- Der er også et eller andet gåpåmod i mig, der spiller ind. Min største frygt er at komme tilbage til, hvor jeg har været i livet. Det værste, der kan ske for mig, er ikke døden. Det er at ende, hvor vi var engang, og så tror jeg, man giver den en skalle og prøver at komme frem.

Nu er Branco også blevet far til tre, og han lægger ikke skjul på, hverken til sine følgere på Instagram eller i sine sange, hvor meget det betyder for ham.

Det har fået ham til at reflektere over sin musik og sine tekster, nu hvor de to største børn lytter til fars sange.

- Jeg prøver helt generelt at lave musik, som mine børn vil kunne høre. Når det så er sagt, betyder det ikke, at jeg prøver at lave børnevenlig musik, men jeg prøver heller ikke at gemme noget væk fra dem, siger han og fortsætter:

- Hvem er jeg som menneske, hvis jeg skulle stå her og lave sange, som jeg ikke ville spille for mine egne børn? Hvis jeg ville korrumpere alle andres børn, men ikke mine egne? Det ville jo være plat at skulle tjene sine penge på den måde, siger Branco og tilføjer:

- Så jeg prøver at lave musik, jeg kan stå inde for, og som min søn og mine døtre vil lære noget af – og måske en dag kigge på, hvilken rejse deres far har været igennem som menneske.

Se Brancos sang til Danmark her: