'Jeg er glad for, han er min baby daddy': Her er Michael og Kathrine fra Gift ved første blik i dag

De blev matchet i et tv-eksperiment. Nu skal de være forældre.

Michael og Kathrine blev gift uden at kende hinanden og har netop fejret tre års bryllupsdag. De mener, at det har været en klar fordel at mødes i tv-eksperimentet. (Foto: © PRIVATFOTO)

'Gift ved første blik' er i gang igen, og i denne syvende sæson kan vi følge fem nye par, der har meldt sig til tv-eksperimentet for at finde deres perfekte match – den eneste ene.

Et af de par, som endte med at finde kærligheden i sæson fem, er 28-årige Kathrine og 31-årige Michael Kelså Harders.

I 2018 var de trætte af at være singler, så de sendte en ansøgning afsted til tv-eksperimentet og blev sat sammen af eksperterne. Og det var helt rigtigt set. For der gik ikke lang tid, før tv-eksperimentet blev til kærlighed, og parret fik fælles blog, fællesøkonomi og fælles efternavn.

I år har de så købt hus i Odder, lidt uden for Aarhus, med masser af plads. For Kathrine bærer nemlig rundt på en lykkelig nyhed. Hun er gravid og venter parrets første barn.

- Vi har det bare rigtig godt. Vi har været til den første scanning, og alt ser ud, som det skal, og alle tal er gode. Det er bare så dejligt, siger Kathrine, som først nu tør dele nyheden på sin Instagram.

- At melde mig til 'Gift ved første blik' var en vanvittig beslutning, der viste sig at være den bedste beslutning, jeg har truffet i hele mit liv, siger Michael. Nu skal han og Kathrine være forældre. (© kathrine_gvfb på Instagram)

Den kommende far fik selvfølgelig også våde øjne undervejs, da han så sin baby på skærmen til scanningen.

- Det er jo helt vildt. Hold da op, der er virkelig en, der bevæger sig derinde i Kathrines mave. Der blev jeg meget rørt, fortæller Michael.

- Jeg havde egentlig troet, jeg ville begynde at græde, men jeg grinede bare, siger Kathrine, som har termin i februar med deres vaskeægte 'Gift ved første blik'-baby.

Michael og Kathrine er det andet par i dansk 'Gift ved første blik'-historie, som resulterer i en baby. I tredje sæson sagde Line og Michael ja til hinanden, og de har fået to børn – en pige og en dreng – og er netop flyttet sammen til Danmark efter at have boet flere år i New York.

Babynavne efter få uger

I modsætning til en typisk date i det virkelige liv er deltagerne i 'Gift ved første blik' tvunget til at forholde sig til parforholdets helt store emner, få timer efter de har mødt hinanden.

Og vi seere kunne derfor følge med, fra Michael åbnede op og fortalte, at han var jomfru og aldrig havde elsket en kæreste, til hvordan Kathrine var ked af at føle sig utilstrækkelig, når hun blev overøst af hans komplimenter.

På bryllupsrejsen til Skotland fik de et brev fra eksperterne, hvor der stod, at de begge ønskede at stifte familie, og det åbnede for børnesnakken. Og der gik derfor også kun et par uger, før parret begyndte at finde på babynavne.

- Som man jo gør, når man har kendt hinanden i under en måned, siger Kathrine og griner.

Mens hun altid har drømt om at blive mor tidligt, ville Michael gerne vente. Han ville gerne prøve at være kærester, før han blev far. Så parret lavede en konkret aftale om, at de på deres treårsdag ville gå i gang med projekt baby.

Men i december sidste år – et halvt år før tid – begyndte det alligevel at trække i Michael.

- Det med de tre år var jo bare et tal, og da jeg foreslog det, havde vi lige mødt hinanden. Men for første gang følte jeg det pludselig, siger han.

Parret ville også have lidt tid at løbe på, hvis det skulle vise sig at være svært at blive gravid, så de valgte at gå i gang.

- Vi har en ret realistisk opfattelse af, at der ikke findes det perfekte parforhold. Det er okay at være kede af det og frustrerede, og selv når vi er uenige, er det aldrig det her med at "nu går det galt". (Foto: © PRIVATFOTO)

Og så gik der kun et par måneder, før der var en svag lyserød streg på graviditetstesten, og Kathrines sommerferie blev brugt på at kaste op flere gange om dagen. Hun fik kvalme af alt, selv et glas vand og rugbrød.

- Jeg har haft det så dårligt og kastet så voldsomt op, at jeg fik næseblod. Men jeg har valgt at tage kvalmen som et tegn på, at baby er derinde og har det godt.

'Det har været ret voldsomt'

Kathrine, som arbejder som folkeskolelærer, har fortalt sine elever og forældre nyheden og får stor støtte fra sin skoleleder. Og når hun kommer hjem fra arbejde og er udmattet, tager Michael, der er kommunikationsmedarbejder, over og står for det praktiske, så hun kan få hvilet sig. For nyligt har han taget kørekort, så han selv kan komme rundt uden at være afhængig af Kathrine.

- Han står for det hele. Jeg er fandme glad for, det er ham, der er min baby daddy, siger hun.

Michael er også meget stolt af sin kone.

- Det har været ret voldsomt, men hun har været en kæmpe trooper omkring det. Hun er den fødte mor.

Hvordan har det været for dig?

- Jeg vil ikke sige, det har været "hårdt", for det er ikke hårdt i sammenligning med Kathrine. Men det er ikke sjovt at se hende være så syg.

- Vi stolede på processen i eksperimentet og fik hjælp af eksperterne til at få etableret en vigtig og god kommunikationsstrategi, som er noget, vi selv går meget op i, siger Michael og Kathrine. Her ses de på øen Gili Meno i Indonesien. (Foto: © PRIVATFOTO)

Parret er ikke i tvivl om, at de aldrig ville have fundet hinanden, hvis det ikke havde været for 'Gift ved første blik' – faktisk mener de, at det har været en "klar fordel" at møde hinanden i eksperimentet.

- Psykologerne hjalp os fra starten til at åbne vores hjerter og snakke om sårbarhed. Præmissen er, at man skal være gift med hinanden i fem uger, og selvom nogle nok har det anderledes, følte jeg, at det gav mindre pres, fordi jeg vidste, vi havde den forpligtelse. Jeg hvilede nok i mig selv til, at jeg på de fem uger ville vise mit sande jeg, siger Michael.

Kathrine er enig.

- Nogle par har følt et pres for, at det skulle være kærlighed ved første blik, og det er det jo ikke. Men vi gik ind i eksperimentet med den indstilling, at vi stolede meget på, at eksperterne havde fundet et godt match. Så var det op til os at opdage, hvorfor de havde sat os sammen, siger hun.

Bekymringer og kærlighed

Nu venter et helt nyt og spændende kapitel, som passende kunne hedde 'Gift ved første blik – nu med baby'. Og hvordan mon det kommer til at gå?

Tre måneder efter deres første møde - og bryllup - begyndte parret at kigge på hus sammen. Efter et par år lykkedes det, og 1. april i år fik de nøglerne til deres nye parcelhus i Odder med plads til børneværelse. (Foto: © PRIVATFOTO)

- Det er et godt spørgsmål. Det kommer an på, hvem baby er. Men livet bliver nok sødt, sårbart – og rimelig hårdt. For kan man overleve uden søvn, og hvad hvis baby får kolik? Vi er helt klar til at få bekymringsbarometeret helt op, og så håber vi, at kærlighedsbarometeret følger med, siger Kathrine.

- Jeg glæder mig til at påvirke og vise baby hele verden. Give barnet nogle gode værdier. Det er det, jeg går mest op i det, lyder det fra Michael.

Han tilføjer:

- Og så glæder vi os selvfølgelig utrolig meget til en dag at vise vores barn vores sæson af 'Gift ved første blik'.

Ekspert: 'De har virkelig klaret det godt'

(© DR)

Psykolog Gert Martin Hald er fast ekspert i 'Gift ved første blik' og var med til at matche Michael og Kathrine i 2018:

- Jeg er meget glad på deres vegne. Et kæmpe stort tillykke. Jeg har fulgt dem, og de har virkelig klaret det godt.

Hvad har Michael og Kathrine gjort, som andre deltagere kan lære noget af?

- Fra starten i eksperimentet var de gode til at kommunikere om det, der var svært for dem. I starten var Michael meget givende hele tiden og gav hende komplimenter, og der var ikke plads til, at hun kunne give noget tilbage. Hun følte et kæmpe pres for at matche de følelser, han havde.

- Men i stedet for, at han freakede ud og skabte konflikt, fik de italesat det og håndterede den ubalance med, at han trådte et skridt tilbage og lod hende træde til. De holdt sig til det punkt, konflikten drejede sig om og prøvede at løse det ved at kommunikere.

- Jeg tror også, at Michael og Kathrine har haft mere realistiske forventninger til, hvad et parforhold skal kunne, og når man har realistiske forventninger, bliver man ikke skuffet. Man er i stand til at vide, at der er sure dage og acceptere, at et parforhold er arbejde – forhåbentligt et godt arbejde, men et arbejde. Det samme gælder, når der kommer børn ind i billedet.

Den nye sæson af 'Gift ved første blik' bliver vist hver torsdag klokken 20 på DR1 og kan ses allerede fra klokken 06 samme dag på DRTV.