'Jeg har fået nok!': Sofies ubehagelige oplevelse gik viralt på Instagram

20.000 følger med, når Sofie Riise Nors laver satire. Nogle gange med udgangspunkt i sit eget liv.

Satiretegninger har revset tidens tendenser og politiske magthavere i flere århundreder. Og i 2021 er den klassiske satiretegning gået digitalt i form af alle de memes, vi alle deler med hinanden på daglig basis.

Og måske har du delt en af Sofie Riise Nors tegninger.

På Instagramprofilen Waginapineapple kigger i hvert fald lige knap 20.000 følgere med, når hun spidder den hverdagssexisme, hun og mange andre kvinder bliver mødt med på daglig basis.

Særligt et meme, hvor hun med egne ord udstiller det patriarkalske samfund, har fået folk til tasterne og fået dem til at dele egne oplevelser, hvor de er blevet råbt efter på gaden af mænd.

Men det er ikke alle, der har lige meget til overs for hendes feministiske tegninger.

- Engang imellem får jeg at vide, at jeg skal brænde op i helvede, siger hun.

På profilen kan man med humorens hjælp få et mere kritisk blik på nogle af de normer, vi alle mere eller mindre ubevidst ligger under for.

Og ifølge Sofie Riise Nors er første skridt på vejen til at bekæmpe de strukturer, som påvirker os, at være åben overfor at blive klogere og lære af sine fejl, når man selv træder ved siden af.

- Jeg har også prøvet at få at vide, at jeg skulle sætte mig ned og høre efter. Så det gjorde jeg bare, siger hun.

Mød Sofie Riise Nors, og hør mere om hendes feministiske satire i videoen øverst.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter