Jeg var nøgen med 169 fremmede mennesker i et par timer... og det bør du også prøve

Hvordan er det mon at opleve et Shakespeare-stykke i teatret nøgen? Det satte vores journalist sig for at afprøve.

Hvornår har du sidst været nøgen sammen med 169 andre, du ikke kender?

'For en uge siden', kan jeg nu sige med overbevisning i stemmen.

For der var jeg taget i Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, som bød på en helt særlig visning af Shakespeares 'En skærsommernatsdrøm' denne ene aften.

Konceptet var klokkeklart; mød op klokken 19, tag dit tøj af, tag en morgenkåbe på og smid den så, når stykket går i gang.

Det lød nemt nok, tænkte jeg, da min redaktør præsenterede mig for idéen. Og derfor sagde jeg ret hurtigt 'ja tak'.

Men nu, hvor jeg møder op foran indgangen til Betty Nansen Teatret, begynder jeg at få svedige håndflader, da jeg ser, at alle folk render rundt i hvide badekåber. Og sko. For på 'Betty' er der fodkoldt, som vi blev advaret om i billetmailen.

Jeg er egentlig ret godt tilpas i min egen krop, og jeg er vokset op i et hjem, hvor der aldrig var låst på badeværelset, og hvor min mor gik rundt i huset med hængepatter som det mest naturlige i verden.

Kan jeg glemme, at jeg er nøgen?

Alligevel står jeg nu her i foyeren - med sommerfugle i maven og en voksende tvivl om, hvorfor jeg egentlig gør det her.

Oppe ved baren støder jeg ind i Elisa Kragerup. Hun er teaterdirektør på Betty Nansen og idékvinde bag nøgenarrangementet. Jeg vil gerne vide, hvad hun håber på, publikum vil få ud af at sidde og se 'En skærsommernatsdrøm' i Adam- og Eva-kostume.

Hun håber, at to ting sker: At man kan give slip på sin egen bevidsthed - altså, at man glemmer, at man sidder nøgen. Og så håber hun, at publikum opnår en helt speciel samhørighed, fordi man deler en oplevelse, der er en anelse ud over det sædvanlige.

Teaterdirektør Elisa Kragerup og de andre ansatte på Betty Nansen Teatret byder gæsterne velkommen i hvide badekåber. (Foto: Morten Bjerregaard/grafik: Oliver Seppo)

Så det sætter jeg mig for at undersøge. For kan jeg virkelig glemme, at jeg sidder helt nøgen? Og vil jeg føle en stærkere forbindelse til de fremmede mennesker omkring mig, end jeg ville gøre, hvis vi alle havde tøj på?

Men først skal jeg lige klæde om, så jeg kommer til at ligne alle de andre badekåbe-bærende gæster. Jeg bliver vist ned til mændenes omklædningsrum i kælderen, hvor de skarpe lysstofrør og rækken af hvide bådekåber skaber en steril stemning.

Jeg smider klunset, og står nu kun i bådekåbe og udtrådte Adidas-sneakers, og det føles på én gang rart og underligt. Jeg føler mig virkelig nøgen, og jeg tager mig selv i flere gange at tjekke, om stroppen rundt om livet nu sidder ordentligt fast.

Hvornår oplever man noget lignende igen?

Jeg bestiller et glas med bobler for at dulme den snigende nervøsitet, mens jeg kigger intenst på de andre gæster. Jeg er lidt overrasket over, at så mange forskellige generationer er mødt op.

Jeg ser to modne kvinder - formentlig i 50'erne - flere par i 30'erne og 40'erne og ret mange kvinder i 20'erne, der griner og har det vildt over at møde nogen, de kender.

Fælles for dem alle er, at de er mødt op sammen med nogen, mens jeg er mødt op alene. Det er lidt en spøjs fornemmelse at gå alene rundt i foyeren, mens alle andre står klumpet sammen i grupper.

Glasset med bobler ryger hurtigt ned, mens jeg kigger intenst rundt i lokalet for at se, hvem der møder op til nøgenarrangementet. (Foto: Morten Bjerregaard/grafik: Oliver Seppo)

Jeg er normalt ikke bange for at snakke med folk, jeg ikke kender, men jeg føler mig meget bevidst om mig selv og en smule sårbar. På alle andre tidspunkter ville jeg have hevet mobilen frem for at undgå at forholde mig til den akavede situation, men den er blevet nede i omklædningen sammen med tøjet.

Boblerne er hurtigt blevet slugt, og min nye bedste ven er en hjemmevant Høker-bajer - man er vel fra Jylland.

Klokken ringer, og det betyder, at forestillingen går i gang lige om lidt. Jeg finder min plads og kommer hurtigt i snak med mine sidemænd.

På min venstre side sidder en mand i 50'erne - han er også mødt op alene (det ville jeg gerne have opdaget, da jeg stod i foyeren). Han er vild med 'En skærsommernatsdrøm', og det er tredje gang, han ser den. Han er mødt op til nøgenforestillingen, fordi 'hvornår oplever man noget lignende i København igen?'. En god pointe.

På min højre side sidder et par unge skuespillere, som også har set forestillingen før. De er kommet for at opleve, om forestillingen bliver en anderledes oplevelse nøgen.

Jeg fortæller, at jeg er spændt på at finde ud af, om jeg glemmer, at jeg sidder nøgen, og det er den kvindelige skuespiller overbevist om, at jeg gør. Hun er også croquismodel, og hun stopper med at være fikseret på sin krop efter ti minutter, fortæller hun.

Vil ikke stemples som 'that guy'

Vores ellers hyggelige snak bliver afbrudt af Elisa Kragerup, der har fundet op til scenekanten - selv iført badekåbe. Tiden er kommet til at være nøgen.

3, 2, 1, nu!

Nærmest synkront smider alle badekåben, og efter få sekunder bryder salen ud i spontane, højlydte klapsalver. Klapsalverne bliver afløst af en spændt summen, som jeg også selv mærker på egen krop.

Lyset dæmpes, og forestillingen begynder. Nu er vi alle nøgne sammen.

Det føles på en gang underligt og befriende. Underligt, fordi det er ret intimt at sidde som gud har skabt mig - og fordi man sidder ret tæt på Betty Nansen. Men samtidig befriende fordi vi alle sammen er i samme båd. Og så er temperaturen perfekt i rummet.

Instinktivt har jeg fuld fokus på, hvad der foregår oppe på scenen. Jeg føler, jeg koncentrerer mig mere, end jeg ville, hvis jeg havde tøj på.

Det har nok også noget at gøre med, at jeg ikke vil stemples som 'that guy', der lader blikket vandre op og ned af min sidemand. Det ville være helt absurd pinligt.

Jeg poserer foran plakaten for 'En skærsommernatsdrøm', mens sommerfuglene i maven for alvor rammer. (Foto: Morten Bjerregaard/grafik: Oliver Seppo)

Jeg går normalt ikke ret meget i teatret, men jeg har læst mig frem til, at 'En skærsommernatsdrøm' har fået fremragende anmeldelser hele vejen rundt.

Fem stjerner i Politiken, fem stjerner i Berlingske og seks stjerner i Jyllands-Posten, som skriver, at nyfortolkningen af William Shakespeares værk er 'hylende morsom, meningsfuld, relevant og samtidig knaldgodt teaterhåndværk'.

Jeg forstår til fulde anmeldernes begejstring. Stykket er virkelig sjovt, og kærlighedspolemikken mellem Hermia, Demetrius, Helena og Lysander bliver sat i en moderne kontekst med masser af selviscenesættelse med mobilen, som man kender det fra Instagram og bloggerverdenen. Det giver stof til eftertanke.

Hvad jeg til gengæld ikke tænker ret meget over er, at jeg er nøgen.

Kun få gange i løbet af første akt bliver jeg mindet om, at jeg ikke har tøj på. Som når jeg flytter hånden fra armlæn til lår og bliver mødt af bar hud i stedet for stof.

Jeg føler mig heller ikke gloet på. Det er faktisk trygt og rart, selvom det kan lyde en smule bizart. Men sådan har jeg det.

Tiden flyver af sted, og inden jeg får set mig om, går tæppet ned. Det er tid til pause og aftenens tredje alkoholiske drik - en skærsommernats-drink, naturligvis.

Pikant og fræk stemning - nej. Trygt og rart - ja

Jeg har allernådigst fået lov til at hente min mobil i pausen, så jeg kan tage lidt stemningsbilleder. Og der er nok af glade ansigter at vælge imellem. Snakken i de forskellige badekåbegrupperinger i foyeren går lystigt, men jeg smutter ud til rygerne - jeg skal mærke den kolde novemberaften ramme min egen krop.

Udenfor møder jeg to veninder, som begge er vilde med arrangementet. De sidder på anden række, og de synes, at der er en pikant og fræk stemning inde i salen.

Jeg ved ikke, hvor enig jeg er i, at der er en fræk stemning. Den føler jeg ikke helt så meget på række seks i hvert fald, og jeg føler heller ikke for at være udenfor ret meget længere - nøgen hud og november-vejr er bare ikke en særlig rar kombination i længden.

Så jeg indfinder mig igen på min plads i den dejligt varme sal. Kvinden på min højre side er vild med det hele indtil videre. Det eneste, der kunne have gjort hendes aften lidt bedre, var, hvis hun kunne have smidt badekåben allerede ved salens indgang. Hun er en frisk type, og det misunder jeg hende faktisk lidt.

Lyset slukkes igen, og kåben falder ned. Stolerækkerne foran mig er igen fyldt op med nøgne skuldre. Det er slet ikke så underligt for mig som for halvanden time siden.

Jeg kommer til at tænke, at jeg sagtens kunne forestille mig at gøre det igen. Der er noget frihed i at være nøgen sammen med andre mennesker, uden at det skal gøres til noget seksuelt. Jeg tager mig selv i at synke længere og længere tilbage i sædet og have fuld fokus på, hvad der sker på scenen.

Her er flere af skuespillerne også nøgne i en scene, hvor de i meget dæmpet lys løber og danser rundt. Publikum er vilde med det, og jeg får en fornemmelse af at være tættere på skuespillerne, end hvis jeg sad med tøj på.

Og da skuespilleren Peter Plaugborg pludselig kommer ud uden en trevl på kroppen under en monolog, kommer det prompte fra begge mine sider: 'Det gjorde han altså ikke i de tidligere forestillinger!' Så det er kun til os - det nøgne publikum - og tak for det.

Klokken afslører, at forestillingen slutter om få minutter, og så kommer dilemmaet: Skal jeg lave de stående klapsalver med eller uden badekåben på?

En del af noget helt særligt

Tæppet går op, og alle publikummer klapper i begejstring. Første gang tæppet går op, er det kun min sidekvinde til højre, som rejser sig op uden bådekåben på og klapper og hujer højlydt. Anden gang har det bredt sig til halvdelen, og tredje gang står hele salen op - mig selv inklusiv - mens alle badekåberne ligger tilbage på stolesæderne.

Stemningen er helt euforisk - det er ret vildt at være en del af. Jeg tænker slet ikke på min egen forfængelighed, men jeg føler til gengæld, at jeg er en del af noget helt særligt. Man fornemmer også, at skuespillerne har haft en god aften, for de kommer ud hele syv gange for at modtage vores højlydte klapsalver.

Min egen sårbarhed, som jeg oplevede inden forestillingen gik i gang, er nu helt forsvundet. Jeg snakker med flere forskellige, fordi jeg simpelthen er nødt til dele min egen oplevelse og høre de andres.

- Vi kan se dig!, bliver der råbt nede fra stolerækkerne, mens jeg forsøger at finde en passende grimasse og benstilling, idet jeg tager billedet. (Foto: Morten Bjerregaard/grafik: Oliver Seppo)

Nogle fortæller, at de - ligesom mig - oplevede at fokusere mere på scenen, fordi de var nøgne. Andre havde det helt modsat og var meget opmærksom på deres egen nøgne krop.

Men alle, jeg snakker med og overhører, har en følelse af at være 'med i klubben' - at alle vi publikummer nu har en hemmelighed sammen. Den følelse genkender jeg.

Så lykkedes det mig at glemme, at jeg var nøgen?

Ja, det gjorde det faktisk. Jeg havde lange perioder under forestillingen, hvor jeg glemte, at jeg kun havde sneakers og sokker på. Efter ti minutter var mine usikkerheder over min egen krop forduftet, og jeg fik endda et endnu større fokus på skuespillet, end hvis jeg havde siddet i fuld bomuldsrustning, er jeg overbevist om.

Følte jeg en større samhørighed med de andre publikummer?

Det bliver endnu et ja. Det er lidt en vanvittig tanke at være nøgen sammen med 169 andre, jeg aldrig har mødt før. I begyndelsen var jeg meget selvbevidst og spændt, men den følelse blev afløst af en fællesskabsfølelse, da tæppet gik fra, og badekåben røg af.

Vi har oplevet noget specielt sammen, og det har virkelig været forfriskende at være sammen med andre i nuet uden mulighed for at hive mobilen frem, men i stedet mærke alle ens indre følelser og fornemmelser.

Jeg forlader teatret med en følelse af, at vi alle bør være lidt mere nøgne sammen, for det er slet ikke så farligt, som det kan virke til inde i ens eget hoved.

Jeg er i hvert fald klar til et nyt nøgenarrangement igen.