Jenny Wilson genfortolker sin egen musik

For to år siden brød den svenske sangerinde Jenny Wilson igennem med sit album Hardships. Efter udgivelsen udviklede hendes sange sig, og nu udgiver sangerinden genfortolkningerne.

Musikere fortolker ofte hinandens musik eller genudgiver deres egen version af en gammel klassiker. Men det er sjældent, at en musiker vælger at fortolke sit eget gennembrudsalbum og genudsende det få år efter, at originalalbummet udkom. Men netop det skete i denne uge, da svenske Jenny Wilson udgav sit tredje album.

Den svenske popdiva, Jenny Wilson, brød i 2009 igennem med sit andet album "Hardships". Nu to år senere har hun udgivet de selvsamme sange men i nye udklædninger. Sangene har nemlig udviklet sig på egen hånd, mener sangerinden.

- Det der skete, når vi spillede, var, at mine melodier fra "Hardships" fik nyt liv. Det var som om uskylden forsvandt fra melodierne og de blev hårdere og mere blodfyldte, fortæller sangerinden.

Nussede og brugte sange

Genfortolkningerne af sangene er udkommet på det nye dobbeltalbum "Blazing I" og "Blazing II". Netop sangenes mistede uskyld har været helt afgørende for Jenny Wilson. Ifølge hende skal sangene nemlig helst være lidt nussede og brugte.

- Når uskylden forsvinder fra sangene, bliver de brugte og nussede, og det er godt, for sangene skal ligesom bruges for at de får liv, mener Jenny Wilson.

Ikke et planlagt album

Udover at puste nyt liv i sine gamle sange, byder Jenny Wilson også på coverversioner af andres numre og musik fra en danseforestilling inspireret af "Hardships" på det nye album. Der er altså ingen splinternye sange under solen. Det var ikke fordi, sangerinden ikke havde nyt at byde på, men det var bare slet ikke planlagt, at albummet skulle tage den form, det har taget.

- Det var ikke rigtig planlagt fra begyndelsen, at det skulle blive et album. Da jeg indspillede det med bandet og gospelkoret handlede det om, at jeg gerne over for mig selv ville dokumentere den udvikling, mine sange havde gennemgået, fortæller popdivaen.

Hun mener, at andre sangere burde gøre som hende og deres sange udvikle sig. Hun mener nemlig, der sker noget med musikken, når den bliver brugt i forskellige sammenhænge.

Wilson på dansk jord

På sit nye album har sangerinden slået sig sammen med kollegaen Daniel Fagge Fagerström og gospelkoret "Tensta Gospel Choir", der, ifølge Wilson, er med til at tilføre musikken en enorm kraft.

Jenny Wilson kan i maj opleves i Danmark, hvor hun spiller to koncerter på henholdsvis Store Vega i København og til årets Spot Festival i Aarhus. Med sig til koncerterne medbringer sangerinde sin 15 mand store trup, hvor også det seksmand store gospelkor indgår.