J.K. Rowling er blevet den smukke svane

Harry Potters mor er ligesom H.C. Andersen historien om den grimme ælling. Derfor får hun som den første H.C. Andersen Litteraturprisen på 500.000 kr.

Det er ikke kun forkortelsen i fornavnet, som H.C. Andersen og J.K. Rowling har til fælles.

- Hun er jo som H.C. Andersen. Hun er vokset fra fattige kår til den smukke svane. Derfor er sammenligningen stor. Og så er hun senere blevet en verdensstjerne, siger Jens Olesen, som er formand for priskomiteen, der i dag uddeler H.C. Andersen Litteraturpris for første gang.

Og den første pris går til Harry Potters mor J.K. Rowling.

Andersen-pris kan markere Danmark

H.C. Andersen litteraturpris uddeles for at hylde H.C. Andersens indflydelse på forfattere i hele verden ved at udvælge prismodtagere, hvis forfatterskab kan knyttes til H. C. Andersens navn og livsværk for eksempel gennem genremæssige ligheder eller fortællekunstneriske kvaliteter.

Prisen bliver uddelt uden offentlige støttekroner, og Jens Olesen er initiativtager til denne private litteraturpris, som belønner forfatterinden med 500.000 kroner og bronzestatue.

- Vi følte, at der var behov for HC Andersen Litteraturpris, fordi den kunne markere Danmark internationalt, forklarer Jens Olesen.

Skrev første bog på bistandshjælp

Ligesom den danske nationaldigter har J.K Rowling været grueligt meget igennem, før hun fik sin anerkendelse.

Hun voksede op med en syg mor i England, og selvom hun kortvarigt oplevede et velbeslået liv i Portugal med sin tidligere mand Jorge Arantes i Portugal, flyttede hun som alenemor til Skotland i 1994 og skrev sin første roman på bistandshjælp.

Men "Harry Potter og de vises sten", som hun kaldte sin første bog, blev en kæmpesucces, og J.K. Rowling blev den første forfatter, der også kunne kalde sig milliardær.

Venskaber, kærlighed og lærere

Succesen er ikke tilfældig, mener Gyldendals redaktionschef for Børnelitteratur, Ulla Selfort.

- Hun er forblevet meget autentisk på trods af succesen. Og ser man bort fra, at det foregår på en troldmandsskole, så handler bøgerne om det, alle børn kender; venskaber, kærlighed og dårlige lærere, fortæller Ulla Selfort til DR Kultur.

Hun kalder forfatterinden med 1,8 millioner bøger solgt alene i Danmark for en idealist med hjertet på rette plads.

- For hende er venskaber vigtige og respekten for forskellighed. Det er meget humanistisk, mener Ulla Selfort.

Følger traditionen fra Lindgren og Kirkegaard

Leder af Center for Børnelitteratur på DPU under Århus Universitet, Nina Christensen, mener, at J.K. Rowling formår at skrive om universelle temaer, som Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren har gjort det før hende.

- På den måde er det et tilbagevendende tema om outsideren, der kan det hele, fortæller Nina Christensen.

J.K Rowling modtager H.C. Andersen Litteraturprisen i dag i Odense.

Facebook
Twitter