J.K Rowling lider af skriveblokade

Efter 17 år med Harry Potter har J. K. Rowling ikke skrevet siden. Hun vil ikke afvise, at der kommer flere bøger om Harry Potter og vennerne.

Hyldesten var nærmest ubegrænset, da J.K. Rowling fik overrakt H.C. Andersen Litteraturprisen i dag i Odense Koncertsal.

Kvinder skreg hendes navn, og klapsalverne bølgede mod hende i flere minutter.

Selv om modtagelsen fik J.K. Rowling til at føle sig som selveste The Beatles, så er alt ikke en dans på roser for den succesrige forfatter, der er blevet milliardær på sine bøger om Harry Potter, der alene i Danmark har solgt 1,8 millioner eksemplarer.

- Efter 17 år med Harry Potter har jeg siden da haft skriveblokade, men jeg håber den snart eksploderer. Det har virkelig været nogle turbulente år, siger J.K Rowling på det efterfølgende pressemøde.

Aldrig sige aldrig

Interessen for hende er enorm, men også hendes hovedperson, troldmandslærlingen Harry Potter, tog sin del af opmærksomheden. For er det sidste kapitel i serien virkelig skrevet, ville flere vide.

-Jeg har ikke nogle aktuelle planer om at skrive flere bøger om Harry Potter. Men man skal aldrig sige aldrig, fortæller J.K. Rowling.

Hun åbnede blandt andet op for, at der måske kunne komme bøger, der var afledt af universet og karaktererne fra Harry Potter-bøgerne.

Vigtigere end nogensinde

Selv ville fantasy-forfatteren gerne tale om H.C. Andersen, som hun kalder "børnelitteraturens Shakespeare". Og så understregede hun vigtigheden i at fortsætte med at skrive børnelitteratur i denne Facebook-tidsalder.

- Det er vigtigere end nogensinde. Intet ondt om internettet, men børn har godt af at blive stimuleret, mener J.K Rowlings.

  • Den britiske forfatter til Harry Potter bøgerne, J.K. Rowling, modtager H.C. Andersens Litteraturpris 2010 i Odense Koncerthus. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Prisen blev overrakt af prinsesse Marie. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Det er første gang den verdensberømte, britiske forfatter besøger Danmark. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • Harry Potter-forfatteren sagde ydmygt tak for prisen i sin tale og afviste enhver sammenligning mellem sit eget og H.C. Andersens forfatterskab. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • J.K. Rowling gav sin autograf til de mange, som var mødt op foran Odense Koncerthus. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)
  • Efter prisoverrækkelsen besøgte hun H C Andersens Hus. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
  • J.K. Rowling besøgte også Flakhaven ved Rådhuset, hvor hun læste højt, svarede på spørgsmål og signerede bøger for de fremmødte børn. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)
1 / 7
Facebook
Twitter