Jo glemte kontroversielt budskab i en scanner – så fik han sine medstuderende på nakken og mistede sin kæreste

Kunstneren Jo Hedegaard mener, at man skal kunne udtrykke sig frit – også selvom man kan blive misforstået.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Kunst må ikke kunne misforstås. Slet ikke på en krænkende måde.

Det er en fremherskende holdning i kunstverdenen – i hvert fald hvis man spørger 27-årige Jo Hedegaard.

Han er selv uddannet billedkunstner, og han mener, at der er et "betændt politisk klima" i kunstmiljøet, hvor den yngre generation af kunstnere har for travlt med at dømme hinanden i stedet for at prøve at forstå hinanden. Og at der dermed bliver skabt et klima, hvor folk er bange for at træde forkert af frygt for at blive hængt ud offentligt eller vendt ryggen og "cancelled".

- Som kunstnere bliver vi nødt til at prøve at sætte foden et sted, også selvom jorden er giftig. Vi skal kunne turde at undersøge og stille de svære spørgsmål. Ellers bekræfter vi bare hinanden, og så bliver kunsten et ekkokammer, siger Jo Hedegaard.

Og han har selv oplevet det med at blive misforstået for sin kunst. Det skete for to år siden, da han studerede på kunstakademiet i Amsterdam. Det var nemlig her, at han ifølge ham selv mødte cancel-kulturen.

Jo Hedegaard poserer ved siden af sit værk 'Unity'. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Kunstprojekt blev misforstået

Det hele begyndte med et stykke A4-papir.

Jo Hedegaard var i gang med et kunstprojekt, som skulle udstille kunstverdenen som den lukkede og elitære verden, han på mange måder mener, den er.

Og han havde fundet på et slogan, som han både mente var rammende og havde kant.

"Kunst er for kunstnere – ud med fremmede!" lød det.

Han tegnede en skitse til, hvordan han syntes, sloganet skulle se ud, og så scannede han det ind på en af skolens scannere.

Men han bemærkede ikke, at han havde glemt arket med sloganet i maskinen – før det var blevet slået op i skolens Facebook-gruppe, der havde 12.000 medlemmer.

Jo Hedegaard ved siden af værket, som var ved at sende ham ud i en shitstorm. 'Hand job', kalder han det. (Foto: Gert Jan van Rooij)

Og så begyndte kommentarerne at tikke ind.

For sloganet var ufølsomt. Usmageligt. Ja ligefrem racistisk.

Det mente nogle af hans medstuderende i hvert fald.

Fordi han selv er en privilegeret, hvid mand, kan han ikke forestille sig, hvordan det er at være en minoritetsperson, der føler sig marginaliseret og uønsket – og hvilke følelser, det derfor vækker i en minoritetsperson at møde sådan nogle ord, lød kritikken.

- Jeg blev kaldt ud med navn, så jeg forsøgte at tale med dem, der var blevet rasende, personligt. Det ville de ikke, så jeg måtte gå ud og forklare værkets kontekst, siger han.

Så Jo Hedegaard forklarede sin intention med værket: At han ønskede at påpege et hykleri i kunstverdenen.

For det er hans oplevelse, at der i kunstmiljøet hersker en grundlæggende enighed om, at eksklusion er skidt, samtidig med at man mener, at de højreorienterede er sådan lidt onde i det.

Men det er paradoksalt, mener han.

For kunstverdenen er selv ret ekskluderende, hvis man spørger den 27-årige kunstner. Blandt andet fordi han mener, der ofte bliver brugt et "overakademisk nonsenssprog" til at tale om kunst.

Det var den dobbeltmoral, han ville udstille.

- For mig var det et satirisk værk. Jeg syntes, det var morsomt at få den gode kunstverden til at bruge den onde højrefløjs sprog, siger han.

Alle skal være frie til at udtrykke sig

Hans forklaring fik stormen til at rase af, men episoden fik personlige konsekvenser. Jo Hedegaard fortæller, at han mistede sin kæreste på grund af miseren, og at han var persona non grata i nogle af sine medstuderendes øjne resten af studietiden.

Han synes, det er problematisk, hvis man skal gå med livrem og seler for, at kunstværker ikke skal kunne misforstås.

- Jeg kunne sagtens stå og være tinsoldat ved siden af mine værker, så ingen misforstår dem. Men det er sgu for forfængeligt og selvoptaget. Så synes jeg, det er mere generøst at lade beskueren fortolke min kunst. Også selvom den bliver misforstået.

- Der er ikke én sandhed. Vi mennesker er komplekse, og jeg tror på, at der skal være rum for den kompleksitet i kunsten, siger Jo Hedegaard. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Men du tilhører ikke selv en minoritet. Har du som hvid person ikke et hensyn at tage til de mennesker, der oplever racisme og undertrykkelse?

- Jo, men man kan tage hensyn og være solidarisk på mange måder. Verden og vores politiske verden er absurd, så det er min kunst også, siger Jo Hedegaard.

Han uddyber, at han forsøger at styre uden om "det moraliserende", og at han i stedet lader publikum fælde de moralske domme.

Og så fortæller han, at han langt hen ad vejen er enig med dem, der kritiserede ham dengang i Holland.

Er der noget, Jo Hedegaard forsager, så er det kedelig kunst. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

- Jeg synes også, vi skal give mere plads til minoriteter. Og jeg forstår godt, at de her diskussioner er emotionelt sværere at gå ind i for minoriteterne. Det vil jeg gerne respektere, og jeg vil gerne gå ind dialogen på en empatisk måde.

- Men samtidig vil jeg gerne have, at alle er frie til at udtrykke sig – uanset hvad den politiske stemning er for tiden.

Dækafbrænding for klimaet

Jo Hedegaards slogan var lige ved at sende ham ud i en shitstorm. Men er han så blevet mere påpasselig med, hvem han træder over tæerne?

Ikke umiddelbart.

Lige nu er han i gang med en timelang kunstfilm, der indeholder mange forskellige scener. Blandt andet en, hvor han optræder som dragqueen. Og han har ikke skænket det mange tanker, om det potentielt kunne krænke nogen.

Jo Hedegaard optræder som dragqueen i sin kommende kunstfilm. (Foto: Peer Jon Ørsted)

For han mener, at kunsten skal udfordre vores tanker og identiteter snarere end at bekræfte dem.

- Kunsten skal ikke give folk det, de tror, de vil have. Eller være et sted, hvor man bekræfter hinanden i, at man har ret. Så bliver den en lobbyorganisation for ét bestemt synspunkt, og det ville være at misbruge kunsten. Eller i hvert fald at lade dens potentiale gå til spilde.

- I stedet skal kunsten hele tiden være foran. Den skal være det nye perspektiv og udfordre vores verdenssyn i stedet for at prædike for koret, siger han.

Han bruger klimaet som eksempel.

- Jeg kan ikke bruge det til en skid, hvis jeg går ind på et museum, og der hænger et flag, hvor der står: "Vi har alt, hvad vi behøver for at løse klimakrisen". Det er bare moralsk og kedelig kunst.

- Så vil jeg hellere have en kunstner, der står ude foran museet og brænder dæk direkte op i atmosfæren. Det aktiverer en indignation og en vrede, og det er dét, der gør, at mennesker handler og ændrer adfærd.

Jo Hedegaard spiser otte bananer om dagen. En vane, som opstod, da han studerede i New York. - Når du står på egne ben tusinder af kilometer fra et fyldt køleskab, så lærer du at hustle, siger han. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Tyrelort og hurtigbriller

Nu kan det måske lyde, som om Jo Hedegaard vil provokere for enhver pris. Eller som om han er på evigt udkig efter en hvepserede, han kan stikke hånden i. Men det er ikke sådan, det er, og faktisk kredser det meste af hans kunst om noget helt andet end provokation og konflikt, fortæller han.

- Jeg møder mennesker med nysgerrighed, åbenhed og kærlighed. Og på den måde finder jeg poesi over det hele.

Og Jo Hedegaard kommer vidt omkring – både geografisk og kunstnerisk.

Hans kommende kunstfilm har eksempelvis bragt ham op på toppen af en islandsk vulkan. Her står han og venter på kærligheden - iført hurtigbriller, rødt jakkesæt og et lille skilt med teksten "love".

Stillbilledet her stammer fra Jo Hedegaards kommende kunstfilm, og det er taget på en islandsk vulkan. (© Jo Hedegaard)

Han fortæller, at det er sådan nogle øjeblikke, han lever for.

- Når jeg står der og skuer ud over det vulkanske krater igennem mine hurtigbriller, tænker jeg: Det her er sjovt. Sådan kan man også bruge sin tid. Livet har lige udvidet sig en smule, og jeg har udvidet mig som menneske, siger han.

Der var også dengang, Jo Hedegaard bankede på døren til en landmands gård og spurgte, om ikke han måtte få noget tyrelort til et værk. Da udvidede livet sig også.

Eller dengang han fik en bedemand til at levere en kiste til sit atelier, så naboerne troede, at nogen var gået bort.

Jo Hedegaard føler, at den slags små begivenheder på én eller anden måde indkapsler en flig af, hvad det vil sige at være menneske. Og det er det, hans kunst handler om, fortæller han.

Og så er der en anden fællesnævner for de projekter, han laver. Som han grinende siger:

- Jeg kommer altid ud nogle steder, hvor jeg ikke kan bunde.

FacebookTwitter