Jørgen Leth til Brinkmann: Frihed er at have spilleregler

For forfatter Jørgen Leth er egne benspænd og regler forbundet med frihed, fortalte han professor Svend Brinkmann, der søger efter det meningsfulde liv.

- Jeg er med på hvad som helst - bare der er spilleregler, sagde Jørgen Leth, da han blev spurgt, om han ville være med i Svend Brinkmanns serie 'Det meningsfulde liv' på P1. (© (c) DR)

Friheden til at skrive fuldstændigt frit, uden hæmninger og uden at have fastsat på forhånd, hvor han vil hen. Men først og fremmest at skrive uden at have et budskab.

Det er, hvad frihed er for forfatter og filminstruktør Jørgen Leth.

- Det er meget vigtigt. Uden at have noget, man vil belære andre om, siger han, da han bliver spurgt, hvad fænomenet frihed betyder for ham.

Mere stramtandet om reglerne

Men selv om Jørgen Leth umiddelbart bekender sig til den fuldstændige frihed i den kreative proces, så betyder det ikke, at han ikke også kan lide regler.

Filminstruktøren er kendt for at lægge vægt på spilleregler – eller benspænd, som han kalder dem. Og hvis der ikke er nogen, laver han dem selv.

Spilleregler – eller dogmer - er nemlig en forudsætning for, at han kan føle sig fri, siger han i en samtale med dette års vinder af Rosenkjærprisen, professor Svend Brinkmann.

- Jeg har lavet en masse spilleregler om, at der ikke skal være indviklet grammatik eller indviklet billedsprog. Alt det, som jeg har valgt fra for længe siden. Og jeg bliver mere og mere stramtandet på det område, siger han.

Camus: Frihed er pligter – ikke privilegier

Svend Brinkmann, der er aktuel med bogen ’Ståsteder’, undersøger i fem udsendelser på P1 nogle af de eksistentielle grundværdier, som kan give livet en retning i en forandringsfyldt tid.

Frihed er for ham en af de fundamentale værdier for mennesket.

- Hvis vi ser på verdenshistorien, har vi jo kæmpet for frihed i alle mulige sammenhænge, og alle politikere vil tale frihedens sag. Men det, vi ikke rigtigt ved og nok heller ikke er enige om, er, hvad det betyder, siger Svend Brinkmann.

Han har derfor valgt at tale med Jørgen Leth om hans syn på frihed og præsenterer ham for et citat fra den franske filosof Albert Camus, der sagde:

”Friheden udgøres ikke primært af privilegier, men af pligter”.

For Brinkmann handler det citat om, at man ikke er fri, hvis man hele tiden gør det, man lige i øjeblikket har lyst til, og som ikke nødvendigvis gavner nogen. Så er man slave af sine egne lyster.

Rom lå bare dér og fristede

Jørgen Leth er begejstret for citatet og genkender det fra sin egen rejse på skriveophold på Akademiet i Rom for nylig:

- I begyndelsen irriterede det mig, at Rom lå derude og skulle bruges. Jeg ville ikke bruge det. Jeg ville ikke indordne mig under, at Rom havde så meget at tilbyde. Jeg ville hellere være alene med mig selv, faktisk, fortæller han.

Med sin store erfaring for de vigtige spilleregler, og behovet for pligter, lykkedes det til sidst at ignorere, at Rom bød sig til, og komme i gang med skriveriet.

- Jeg er med på hvad som helst, bare der er spilleregler. Så snart jeg har spilleregler, kan jeg boltre mig frit. Det er stimulerende at have nogle regler, man kan rette sig efter, siger Jørgen Leth.

Facebook
Twitter