John Lennons vilde ungdom

Instruktørdebutanen Sam Tayor-Wood leverer et stilsikkert og skarpt vinklet drama om John Lennons unge år. Aaron Johnson er fremragende som den unge rodløse Lennon.

Anmeldt af Martin Lennon

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stillet spørgsmålet: " hedder du Lennon, jamen, er du så i familie med John Lennon?" Hvortil jeg altid har svaret "nej, det er jeg ikke". Men efter at have set filmen 'Nowhere Boy' om John Lennons rodløse unge år, har jeg tøvet en smule ved altid at være så skråsikker på mit fædrene ophav. For med John Lennons kaotiske opvækst i baghovedet, så synes ens fædrene ophav mest af alt at være et tilfældigt kast med terningerne end så meget andet.

Knivskarp vinkel

'Nowhere Boy' har en knivskarp vinkel, og det tjener til filmens fordel. Det er fortællingen om John Lennons vilde og rodløse opvækst i Liverpool, inden musikken og stjernestatus for alvor tager over. Musikken fylder naturligvis en stor del af filmen, og vi møder purunge udgaver af bl.a. Paul McCartney og George Harrison. Men 'The Beatles' bliver aldrig nævnt, og det er konstant Lennons kaotiske sind og vilde natur, der er filmens fokus.

Ingen ridser i pladelakken

Musikken bliver Lennons måde at kanalisere sin vildskab og kreativitet på. Der er ingen ridser i pladelakken. Filmen fortæller en stram, sanselig og sandhedssøgende historie om Lennons famlen efter et fast holdepunkt i en tilværelse, hvor alt synes at smuldre omkring ham.

The og rock 'n' roll

Filmen starter med, at Lennons højt elskede onkel dør af et slagtilfælde. Onklen er Lennons faderfigur, og med hans pludselig død synker Lennons i forvejen ustabile tilværelse sammen. Den stramme men velmenende moster, som han bor hos, deler bestemt ikke den unge mands vilde ideer og foragter hans manglende disciplin i skolen. Hun lytter til klassisk musik, nyder the med citron og går i seng før ti, han lytter til amerikansk rock 'n' roll, drikker øl og scorer piger. Mosteren, der spilles med kølig elegance af Kristin Scott Thomas, er kun en af de mange kvinder, der spiller en central rolle i fortællingen om Lennons unge år.

Ikke en tør pigetrusse

'Nowhere Boy' er ikke bleg for at vise den unge Lennon, som den badboy han var. Ved hjælp af få ord og et frækt smil er han i stand til at få trusserne af enhver pige, han møder. Med anderumpe og godt med pomade i Elvis håret er der ikke en tør pigetrusse i hele Liverpool.

Den altafgørende kvinde

Men den altafgørende kvinde er ikke en villig pige fra klassen. Det er John Lennons biologiske mor. Lennon har ikke set sin mor eller sin far, siden han var helt lille, og et pludseligt møde med moren og hendes mindst lige så kaotiske sindelag bliver filmens glødende kerne af tilgivelse, tvivl og tragedie.

Bliver aldrig sødsuppe

Den tårevædede genforening mellem mor og søn kunne nemt været blevet til en melodramatisk sødsuppe, men det sker aldrig. Det skyldes to ting. Det ene er filmens eminente og ærlige skuespil, og det andet er den stramme og stilsikre instruktion. Filmen ved hele tiden, hvor den er på vej hen modsat Lennon selv. 'Nowhere Boy' er velspillet som bare pokker og dybt rørende.

Den blottede kaotiske kerne

Aaron Johnson er ekstremt overbevisende som den unge John Lennon. Sidst vi så ham herhjemme, var han iklædt grøn gymnastikdragt i superheltekomedien 'Kick-Ass', og lige så overbevisende han var som nørdet superhelt i New York, lige så overbevisende er han som den rodløse Lennon i Liverpool. Aaron Johnson er definitionen på "a filmstar in the making". Han ligner ikke blot en ung John Lennon, han formår også at kanalisere Lennons vrede på en unik måde. Som publikum glemmer vi tid og sted, når Aaron Johnson for alvor slår sig løs som den unge Lennon og viser os den blottede kaotiske kerne af en af vor tids største kunstnere.

Stilsikker debut

Filmens debuterende instruktør hedder Sam Taylor-Wood. Hun har et stålfast greb om fortællingen og får udnyttet hvert af filmens 98 minutter maksimalt. F.eks. skildres Lennons voksende interesse for musik på en legende og stilsikker måde. Mens Lennon sidder fordybet med guitaren i sit skød, så suser verdenen forbi ham med lynets hast. Han er henført af musikkens magi, mens alle omkring ham har travlt med deres daglige gøremål. På samme legende måde får vi filmen igennem subtile hints om Lennons senere succes. Som 'Strawberry Fields' børnehjemmet og en tegning af en hvalros i et skolehæfte. Effektivt, enkelt og elegant fortalt. Efter denne både stil- og skråsikre debut kommer vi uden tvivl til at se meget mere til instruktøren Sam Taylor-Wood. Vel og mærke efter at hun har født hendes og Aaron Johnsons kommende barn.

All you need is love

For det må siges at være skæbnens ironi, at Aaron Johnson netop mødte sin sjæleven og kommende hustru Sam Taylor-Wood under optagelserne af 'Nowhere Boy'. Denne unge Lennon fandt sin Yoko Ono tidligt i karrieren, og hvad det vil føre med sig af genialiteter på filmfronten, vil kun tiden vise. For, som vi alle ved, "all you need is love".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk