Journalist citerede afdøde kilder

Den politiske analytiker på TV 2 News, Mads Qvortrup, er taget i at citere afdøde personer i sine artikler fra sin tid på Information. Ekspert råder til gennemgang af alle journalistens historier.

Da Informations korrespondent i Storbritannien, Mads Qvortrup, i 2009 skrev en artikel om britiske flerkoneri, udtalte politibetjenten Colin Cramphorn sig til Mads Qvortrup.

- Det er uheldigt, hvis en religiøs minoritetsgruppe - det være sig jøder eller muslimer - bliver opfattet som specielle, blot fordi et mindretal af disse har ualmindelige regler, sagde han blandt andet.

Umiddelbart ikke noget særligt opsigtvækkende citat. Hvis det ikke var for en ting.

Colin Cramphorn døde i 2006.

Eksemplet er et af flere, som journalisternes fagblad, Journalisten, i dag bringer i deres dækning af sagen om Mads Qvortrups brug af citater fra afdøde kilder. Det skriver Politiken på baggrund af en artikel i journalisternes fagblad Journalisten, der udkommer i dag.

Minder om amerikansk avisskandale

Mads Qvortrup er i dag politisk kommentator på TV 2 News og underviser på Cranfield University i Storbritannien, men arbejdede i 2009 på Information, hvor citaterne af de afdøde kilder blev skrevet.

Fagbladet Journalisten har gennemgået seks af Mads Qvortrups artikler fra februar til maj 2009, og ud over eksemplet med den afdøde politibetjent, fandt avisen citater fra en anden afdød kilde i en artikel, ligesom tre nulevende kilder fortæller fagbladet, at de ikke kan huske at være blevet citeret af Mads Qvortrup eller aldrig har sagt det, de er blevet citeret for.

Ifølge lektor i journalistik på Roskilde Universitet, Mark Ørsten, bør Information foretage en fuldstændig gennemgang af alle de artikler, som Mads Qvortrup har skrevet for Information.

- Artiklerne skal gennemgås og læserne orienteres om omfanget af snyderiet. Det gibber meget alvorligt i mig, når jeg hører det her. Det minder fuldstændig om den journalistiske skandale på New York Times, hvor Jayson Blair som meget højtprofileret journalist opfandt interview med kilder, hvilket kastede avisen ud i en kæmpe krise, siger han til Journalisten.

Mads Qvortrup stoppede på Information

Helt så alvorligt anser Informations nuværende chefredaktør, Christian Jensen, dog ikke sagen for at være.

- Vi har rettet fejlen over for læserne. Internt tager vi hånd om det i en personalesag, som jeg ikke kan kommentere, da det drejer sig om ansættelsesforhold, siger han til Journalisten.

Efter at Informations ledelse i 2009 blev gjort opmærksom på problemet med de afdøde kilder stoppede Mads Qvortrup på avisen, ligesom Information bragte en rettelse. Det samme har de gjort ved fire nye fejl af Mads Qvortrup, som avisen er blevet opmærksomme på.

"Den skrevne journalistik er ikke min stærke side"

Ifølge Christian Jensen er sagen ikke så grel som Jayson Blair-sagen.

- Det er ikke rimeligt at sammenligne med Jayson Blair, da der efter min bedste overbevisning primært er tale om sjuskefejl, hvor Mads Qvortrup ikke har krediteret de medier, han citerer. Samtidig ligger sagen flere år tilbage i tiden og afspejler ikke på nogen måde vores praksis, siger han.

Det har ikke været muligt for Journalisten at få en kommentar fra Mads Qvortrup, men ifølge fagbladet indrømmer han at have begået en "række fejl".

- Det beklager jeg og tager på min kappe. Jeg er ikke uddannet journalist, men akademiker, og jeg fandt ud af i den periode, at den skrevne journalistik ikke var min stærke side, og jeg tog konsekvensen og sagde mit job på Information op, citerer fagbladet Mads Qvortrup for at sige.

FacebookTwitter