Julekalender vises efter sengetid

DRs børnejulekaldender vises først kl. 19.30. Det er senere end mange småbørn bliver lagt i seng.

De næste 24 dage synger nissebanden om risengrød, der giver røde næser.

Årets børnejulekalender på DR1 er nemlig "Nissebanden i Grønland", og det er niende gang siden 1984, at de danske børn kan se blandt andre nisserne Lunte, Skipper og Puk og skurken Figfig Jørgensen fra Holme-Olstrup på tvskærmen.

- Nissebanden er en vigtig del af vores børnejulekultur. Så når vi vælger, at genudsende "Nissebanden i Grønland" så er det fordi vi gerne vil sende noget for børnefamilierne, siger DRs redaktørs for Børn & Unge afdelingen, Ulla Katrine Hæstrup.

Nisser efter sengetid

I forhold til andre julekalendere - som eksempelvis "Pagten" fra 2009 - er "Nissebanden i Grønland" oplagt til det yngste børnepublikum. Men nogle børnefamilier får nok søvnige børn, der minimum skal være sengeklar og have børstet tænder, inden de bliver placeret foran fjernsynet kl. 19.30.

DR1s planredaktør Helle Schønnemann-Paul, forklarer det sene sendetidspunkt med, at børnejulekalenderens primære mål er at samle hele familien.

Forbeholdt forældre og større børn

- Julekalenderen skal fungere som en familiekalender, så derfor har vi fastholdt, at den ligger på et tidspunkt, hvor forældrene har tid til at se årets julekalender med de større børn, siger Helle Schønnemann-Paul.

De mindste, der er blevet lagt i seng før halv otte, må så se genudsendelsen af "Nissebanden i Grønland" næste dag og derfor først finde ud af om julen bliver reddet i løbet af den 25. december.

Ny julekalender på vej

Selvom man kan se "Nissebanden i Grønland" på DRs offentligt tilgængelige mediearkiv "Bonanza" året rundt og, at de tre julekalendere om Nissebanden er blevet vist hele otte gange før, så vises den altså igen i år.

- Vi har ikke råd til at producere en ny børnejulekalender hvert år, derfor genudsender vi i år, men der kommer en ny til næste år, lover Ulla Katrine Hæstrup.

Hvis man er mere til nye julekalendere kan man se "Hotel Krølle på Halen" Ramasjang eller "Ludvig og Julemanden" på TV2. Og hvis man er så gammel, at man kan være oppe til efter kl. 22 kan man glæde sig over, at DR2 i år byder på en ny voksenjulekalender.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve