Julie Berthelsen er ny vært på populært P4-program

Sangerinden og tv-værten Julie Berthelsen bliver ny vært på ’Formiddag på 4’eren’ sammen med Kasper Harboe.

Julie Berthelsen bliver vært sammen med Kasper Harboe på ’Formiddag på 4’eren’. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Mandag til fredag får P4-lytterne hver formiddag selskab af Julie Berthelsen, når de tænder for radioen.

Sangerne og tv-værten bliver nemlig ny fast vært på P4-programmet ’Formiddag på 4’eren’ sammen med Kasper Harboe fra 1. maj.

Programmet, der bliver sendt alle hverdage mellem 10 og 12, er et af de mest lyttede på kanalen med mellem 600.000 og 700.000 daglige lyttere.

Valget på Julie Berthelsen som ny vært skyldes ifølge redaktionschef i DR Danmark, Tina Kragelund, at sangeren er empatisk og engageret, og at hun er optaget af både hverdagsudfordringer og verdens helt store spørgsmål.

- Jeg er en smule nervøs

Julie Berthelsen har udover sine fem albums tidligere været tv-vært på DR1’s ’Julehilsner til Grønland’ og på Melodi Grand Prix. Men at lave radio er nyt for den 37-årige sanger.

- Det er nyt, og det er spændende. Og selv om det på en måde er inden for det felt, jeg i forvejen har arbejdet med som sangerinde, har jeg aldrig lavet radio på den måde før.

- Indrømmet er jeg også en smule nervøs, men jeg håber på alle måder, at jeg kan give det, jeg gerne vil – både til lytterne og til DR, siger den kommende P4-vært.

Facebook
Twitter