Justin Bieber fylder 3 procent af Twitter

Teenagefænomet Justin Bieber - og ikke mindst hans horder af fans -lægger beslag på tre procent af Twitters server kapacitet.

Hver gang teenagefænomenet Justin Bieber skriver et par linjer på Twitter, bliver den læst af mere end fem millioner fans. Og Justin Biebers tweets bliver ikke blot læst, de bliver også besvaret.

Det giver ifølge bloggeren Dustin Curtis så meget trafik, at Justin Bieber og hans fans optager tre procent af Twitters samlede kapacitet på et hvert givet tidspunkt.

60 tweets i sekundet

Bloggeren har en forbindelse i virksomheden Twitter, som har tippet ham.

- Til syneladende modtager hans konto mere end 60 svar i sekundet et stykke tid efter hver af hans tweets, og det er mere end Twitter oprindeligt var designet til at kunne håndtere, siger Dustin Curtis' hemmelige kilde i Twitter.

Officielt vil Twitter ikke bekræfte, at Justin Biebers popularitet giver problemer, men erkender dog at Bieber er blandt de allermest populære Twitterkontoer overhovedet.