Kåre Quist bliver ny vært på Aftenshowet

Kontantværten får følgeskab af TV2/Lorry-værten Rie Helmer Nielsen. Selv glæder han sig til at starte på Aftenshowet, der er "inde i en spændende udvikling".

For fremtiden skal seerne ikke regne med lutter knivskarpe forhørsmetoder fra DRs vært Kåre Quist.

Fra at være vært på forbrugermagasinet "Kontant", hvor han konfronterer firmaer og folk, der snyder forbrugerne, bliver han fra sommer vært på "Aftenshowet" sammen med TV 2/Lorry-værten Rie Helmer Nielsen.

- Det har været en stor oplevelse at lægge ansigt til 120 udgaver af "Kontant", men nu glæder jeg mig til udfordringen på "Aftenshowet", der er inde i en spændende udvikling. Jeg har tidligere interviewet aktuelle personer i interviewprogrammet "Ærligt Talt", og det glæder jeg mig til at gøre igen, siger Kåre Quist.

"Alle tiders gevinst for Aftenshowet"

39-årige Kåre Quist tiltræder 1. august, mens 41-årige Rie Helmener Nielsen starter 1. juni, når Sisse Fisker skal på barselsorlov.

Ifølge kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard, er det to uhyre kompetente værter, som bliver værter på "Aftenshowet".

- Kåre Quist har i flere forbindelser - senest som vikar på TV-Avisen i sommer - bevist, at han også har andre værtstalenter end dem, som vi ser hver tirsdag i "Kontant". Og med Rie Helmer får "Aftenshowet" en garvet vært, som med sin nysgerrighed, talentfulde håndtering af journalistikken og evne til at folde historier ud, så de vedkommer alle, bliver alle tiders gevinst for "Aftenshowet", siger hun.

Glæder sig til Danmarks bedste værter

Kåre Quist kom til DR i 2007 fra en stilling som redaktionschef på Ekstra Bladet. Han har tidligere været journalist på Euroman og Berlingske Tidende og ansvarshavende chefredaktør på gratisavisen Urban.

Rie Helmer har tidligere været ansat i DR Fakta og glæder sig til at komme tilbage til DR.

- Jeg glæder mig meget til jobbet på "Aftenshowet" og til at arbejde sammen med nogle af Danmarks bedste værter. Samtidig er det nyt for mig at prøve kræfter med landsdækkende aktualitetsstof, og jeg ser frem til at være med til at sætte ansigter, kød og blod på de historier, hele Danmark taler om i kantinen, på arbejdspladsen og i køen i supermarkedet, siger hun.

Leder efter ny "Kontant"-vært

Lotte Lindegaard understreger, at "Kontant" fortsætter på DR1 selvom Kåre Quist ikke længere er vært. Ifølge DR1's kanalchef er DR i den kommende tid på jagt efter en ny vært til forbruger magasinet.