Kærligheden lever! Morten og Mette fandt sammen i Gift ved første blik - og er stadig helt vilde med hinanden

Ekspert er ikke i tvivl om årsagen til det succesfulde ægteskab.

Kærligheden holder fortsat mellem 46-årige Morten Stokholm og 42-årige Mette Kragh Nielsen, som blev matchet af eksperter i årets 'Gift ved første blik'. (© PRIVATFOTO)

I januar kendte Mette Kragh Nielsen og Morten Stokholm ikke hinanden.

De havde begge store børn og forliste forhold, og nu stod de her; begge i 40'erne, singler - og trætte af det.

Så de tog en beslutning, der måske føltes lidt fjollet på det givne tidspunkt, men som skulle vise sig at forandre deres liv; både Mette og Morten valgte nemlig at sende en ansøgning af sted til syvende sæson af 'Gift ved første blik'.

Og det blev starten på et helt nyt eventyr. Der skete nemlig det, at lige de to blev matchet af et hold eksperter, som så et stort potentiale i dem som et ægtepar.

Mette og Mortens ægteskab er succes nummer fem, der er kommet ud af de syv danske sæsoner af 'Gift ved første blik'. Line og Michael fandt hinanden i tredje sæson og har fået to børn. Kathrine og Michael fra sæson fem venter deres første barn. Stefan og Vanessa fra samme sæson er også stadig gift, mens Randi og Niels fra sæson tre så vidt vides også stadig er sammen. (© DR)

Det er nu fem måneder siden, at 42-årige Mette og 46-årige Morten bogstaveligt talt så hinanden i øjnene for allerførste gang ved alteret og sagde ja til at blive gift ved første blik.

Og alt tyder på, at det var den helt rigtige beslutning, for efter kameraerne forlod dem, og tv-eksperimentet sluttede, er de stadig sammen - og lykkeligt gift. Samtidig er de i øvrigt også det første par nogensinde i den danske udgave af 'Gift ved første blik', som har børn fra tidligere forhold og stadig er sammen.

Som en hyldest til forholdet holdt Morten og Mette for nylig en stor fest for at fejre parrets kærlighed, som opstod undervejs i tv-eksperimentet. Her var alle inviteret, både bryllupsgæsterne, men også dem, der ikke kunne være med på grund af corona-begrænsninger eller ikke ønskede at deltage på grund af kameraet.

- Alle hyggede sig på kryds og tværs, der blev danset igennem. Selv børnene og deres venner syntes, at det var den festligste aften, siger Morten.

- Når man mærker, hvor godt det kører i vennekredsen og i familierne, finder man pludselig ud af, hvor godt et match man har fået. Morten er super nem at have med overalt, og så kan jeg slappe af og være mig selv, siger Mette. (© PRIVATFOTO)

Overgangen fra singleliv til ægteskab på rekordtid kan virke voldsomt på nogle. Men for Morten, Mette og deres omgangskreds har det føltes helt naturligt.

- Min mor er fuldstændig skudt i Mette, og hun er fuldt ud accepteret af mine børn og har fået et særligt bånd til min datter. Jeg føler også, jeg er trådt ind i Mettes familie og vennekreds med en helt naturlig rolle som Mettes mand. Alle har taget så godt imod mig og været super søde, siger han.

Selvom et andet par - Michael og Christina - også sagde ja til at blive ved med at være gift, da eksperimentet rundede af, står Mette og Morten i dag som det eneste par ud af fem fra denne sæson, der stadig er sammen.

Og selvom eksperterne selvfølgelig har en stor andel for, at de er sammen, er parret enige om, at de selv bærer meget af årsagen til, at ægteskabet ikke endte i skilsmisse.

- Der var en kemi til at starte med, og det er vigtigt. Men vi lykkedes, fordi vi er pissegode til at kommunikere. Vi kan snakke om alt, både det dårlige, det svære, og jeg kan sige, hvis jeg for eksempel synes, Morten er en kæmpe idiot, når han gør noget, der går mig på. Jeg tror, det er en fordel og en styrke at kunne være så ærlig og åben helt fra starten. Ellers bliver man til sidst indebrændt og springer i luften, siger Mette.

Meget tidligt tog parret en beslutning om at smide filteret og vise deres sande jeg over for hinanden - og seerne - mens de stadig havde mulighed for at få eksperthjælp til at overvinde de problemer, der måtte komme.

- Vi valgte at være ærlige og åbne over for hinanden på alle fronter, og jeg tror, det er derfor, vi er kommet så langt, siger Mette.

Tør tale åbent om seksuelle lyster

Helt fra starten af programmet har Morten ikke lagt skjul på, at han er til flotte, stærke kvinder, og at han blandt andet har et stort maleri af grevinde Alexandra hængende derhjemme.

Det ideal af en stærk, smuk kvinde lever Mette op til, og listen er lang, når han fortæller, hvad han er faldet for ved sin nye hustru.

- Jeg synes, Mette er mega flot, og jeg kan godt lide, at hun gør meget ud af sig selv. Hun er skarp i pæren, kommer med hurtige replikker, kan sige fra, er utrolig kærlig og betænksom og oprigtig interesseret i andre mennesker, siger han.

- Der er heller ingen tvivl om, at Mette og jeg på det seksuelle er et godt match. Jeg synes, Mette er mega lækker, og vi tør tale åbent om vores lyster og det, vi godt kan lide. Det har jeg savnet i tidligere forhold, slår han fast.

Morten og Mette har ingen emner, de ikke kan tale om - heller ikke dem, der er mere problematiske. Og det er både ifølge parret selv og psykolog Gert Martin Hald nøglen til deres succes. (© PRIVATFOTO)

Som man ser i programmet, går det Mette på, at Morten "fylder" meget. Når han spiser, laver han høje lyde, hun synes, han åbner og lukker toiletdøren en smule aggressivt, og han har ikke helt samme forhold til rengøring og oprydning som hende. Det har været - og kan stadig være - kilden til kontroverser. Men det er dog blevet bedre, mener Mette.

- Det popper stadig op engang imellem, men det er ikke noget, der fylder super meget. Så måske er vi bare blevet gode til, at jeg lukker ørerne, og han skruer lidt ned for smaskeriet, lukker døren, når han tisser, og husker ikke at knalde gaflen og skeen ind i tænderne, når han spiser, siger hun og griner.

- Det går nok. Jeg kunne sikkert finde en anden mand, der ikke har de samme irriterende lyde som Morten, men så har han helt sikkert noget andet, der irriterer mig. Ingen er perfekte. Og ja, det har fyldt meget, men heldigvis ikke alt, for så var jeg smuttet for længst.

Bor stadig hver for sig

Selvom parret er lykkelige ægtefolk, er de dog ikke flyttet sammen. Og det er der heller ikke planer om.

- Vi tager det lidt, som det kommer, siger Morten og uddyber:

- Der er kun 12 kilometer mellem os, så hvorfor al den stress. Vi er hos hinanden alt efter, hvad der kan lade sig gøre med børnene, som vi har fem af tilsammen.

- Mortens børn er så søde. Hans datter krammer mig, kysser mig godnat, giver mig blomster. Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg nyder det jo, jeg har selv tre drenge, så det med en pige er lidt interessant for mig, siger Mette. (© DR)

Siden kameraerne slukkede, har de brugt tiden på at få prioriteret hinanden og børnene, arbejdet, fritidsinteresser og alt andet, der følger med, når to voksne singler bliver til én familie.

Faktisk tænkte de på, om det kunne være en god idé at blive skilt for så at blive kærester på ny og starte på en frisk; tage ringen af for at tage den på igen og skrive en ny historie. Men som Mette påpegede, ville de jo altid have mødt hinanden via 'Gift ved første blik', så det ville det jo reelt ikke gøre nogen forskel.

Nu sidder de tilbage og er glade, men også stadig en smule målløse over, at det alligevel lykkedes dem at kærligheden i et tv-eksperiment, mens hele Danmark fulgte med.

- Helt ærligt troede jeg ikke rigtigt på, at eksperterne kunne finde et match til mig. Jeg havde selv svært ved at finde en, så hvorfor skulle det lykkes for dem, siger Mette og fortsætter:

- Jeg havde meldt mig, fordi jeg ville blive klogere på mig selv i hele processen, og så ville det da kun være en kæmpe bonus, hvis der var et dejligt match. Så man kan sige, at jeg har fået det ud af det her, som jeg ønskede - og mere til.

Se Mette fortælle mere om, hvad hun har fået ud af at være med i 'Gift ved første blik' og om hendes ægteskab med Morten i denne helt nye video:

Sådan har Morten det også. Han blev med egne ord "blæst bagover", da det gik op for ham, at han var en af de udvalgte deltagere, som skulle giftes. Nu kommer han så med en opfordring:

- Min største anbefaling til alle singlemænd derude er: meld jer til 'Gift ved første blik'. Det kan være, at nogle måske finder det grænseoverskridende, fordi det handler om et romantisk bryllup. Men spring ud i det alligevel, siger han.

- Nu sidder jeg her og er gift. Ikke bare i fem uger, men potentielt resten af livet, og jeg håber aldrig, jeg skal skilles fra Mette.

Se Morten fortælle mere om sit ægteskab med Mette i en helt ny video her: