Kan du gætte, hvem det er? Se de kendtes kragetæer - og hvad, det siger om dem

Håndskriften er på vej ud til fordel for alle de digitale erstatninger, men er håndskriften overhovedet værd at bevare?

Hvordan ser de kendtes håndskrift ud? Find svaret i testen herunder. (© DR/TV2)

De fleste af os skriver i dag kun sjældent noget i hånden. Breve er erstattet med e-mails, sedler er erstattet af sms'er, og notater bliver skrevet ned på computeren og ikke på en blok.

I dag hylder dr.dk håndskriften med en lille quiz, som du finder nederst i artiklen her.

Og man lærer faktisk bedre ved at skrive tingene ned på papir. Sådan lyder det fra lektor på Københavns Professionshøjskole, Louise Rønberg.

Men er håndskriften værd at bevare eller er det noget, der hører fortiden til?

Vi har talt med fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, og lektor på Københavns Professionshøjskole, Louise Rønberg, der både underviser og forsker i læse- og skriveudvikling.

Indkøbslisten er en af de få ting, nogle af os stadig skriver i hånden. Men håndskriften er måske snart en saga blot. (© dr)

Fremtidsforskeren

- Der er egentlig ingen grund til at bevare håndskriften. I hvert fald ikke, hvis vi mener, at det i fremtiden gælder om at være hurtig, digital, målrettet og produktiv.

- Men hvis vi mener, at fremtiden også er æstetik, fordybelse, håndværk og at kunne sætte sit personlige præg på et tomt stykke papir, så er håndskriften værd at bevare.

- Nogle undersøgelser peger desuden på, at man skal skrive i hånden som barn for overhovedet at kunne lære og erkende, hvad bogstaver og ord er, og at det er godt for hjernen at kunne.

Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker

Professoren

- Håndskrift er noget meget personligt, og det bruges endda til personlighedsanalyser. Men i og med at vi alle sammen sidder og bruger tastaturet hver dag, så forsvinder det naturlige udtryk og den måde, man skriver på.

- Tastaturerne er kommet for at blive. Men glæden ved at få et håndskrevet brev tror jeg, de fleste kender.

- Og så tror jeg, at det at kunne skrive i hånden er en færdighed, som har stor betydning, når børn skal lære bogstaverne.

Niels Egelund, professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet

Forskeren i læse- og skriveudvikling:

- Håndskrivning og kruseduller støtter hukommelsen og giver hjernen fysiske kroge at hænge information op på.

- Vi bruger hjernen mindre og husker dårligere, når vi glemmer at skrive og tegne i hånden. Og vi kommer mere på afstand af hinanden, hvis vi aldrig møder hinanden tæt på i håndskriften.

- Når vi bliver ved med at bruge vores håndskrift, har vi et personligt udtryk, der virker uanset strøm og netforbindelse.

Louise Rønberg, lektor på Københavns Professionshøjskole

Kan du gætte, hvem der står bag?

I testen herunder kan du se nogle af de danske kendtes håndskrift.

Maria Ploug, der er uddannet grafolog og skriftpsykolog, har analyseret på de forskellige skrifttyper uden at vide, hvem der har skrevet det. Hendes analyser kan du læse under hvert svar.