Kanye West kommer til Roskilde

Så spiller Roskilde Festival igen et stort hiphopnavn på plakaten. Kanye West kommer atter forbi Dyrskuepladsen.

Så er der igen onsdagsgodter fra Roskilde Festival, og her er mere godt nyt til hiphop-folket. I sidste uge blev Lil' Wayne sat på programmet, og nu slår Kanye West ham følge over Atlanten sammen med Eagles of Death Metal og danske Oh No Ono og Peter Sommer.

Kanye West spillede også på Roskilde i 2006, og koncerten fik disse ord med fra dr.dk/musiks anmelder:

- Det var hiphop i noget nær reneste form - med en særdeles talentfuld rapper og producer i centrum.

Men der er også rocknyheder med Jesse Hughes og Josh Hommes i front for Eagles of Death Metal.

Derudover kommer en af 2008's mest roste danske musikere, nemlig Peter Sommer, forbi festivalen. Det samme gælder heliumrockerne i Oh No Ono, som sender deres anden plade ud i april måned.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve