Karen Blixen skulle have været kunstmaler

Som ung tror Karen Blixen på, at hun skal være kunstmaler, selvom det ikke var let for en kvinde på hendes tid.

- Blixen mødte aldrig Giacometti, Picasso eller Braque i Paris! Hun blev mere optaget af at være kvinde i sin tid. Det er ikke til at sige, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis hun havde mødt den store inspiration.

Catherine Lefebvre er nyudnævnt direktør på Karen Blixen Museet Rungstedlund. Hun er uddannet kunsthistoriker og kommer fra en stilling i Kunststyrelsens billedcenter. Hun anerkender Blixens evner som kunstmaler, selvom kunstneren aldrig nåede at folde sine evner helt ud på lærredet.

- Som ung tror Karen Blixen på, at hun skal være kunstmaler, selvom det ikke var let for en kvinde på hendes tid. Hun blev optaget på akademiet både i København og Paris og det er altså noget. Hun brød mange grænser i sit liv, men maler blev hun aldrig. Alligevel findes et lille fint galleri på Rungstedlund. Catherine Lefebvre viser begejstret rundt i stuerne, hvor Blixens værker hænger. Bl.a en skitse, som Blixen tegnede med supervisor på, da hun gik på billedskole for unge kvinder.

- Det er en fint indrammet tegning, der viser, at hun var i stand til at se strukturer og hierarkier, noget som også er afgørende for at opbygge en fortælling. Her er cirkler, fine rummelige trekanter og et fad tegnet i perspektiv. Formel tegning handler om, hvem der er indplaceret hvor og have sans for hvordan a går til b, og det er fundamentalt for hendes måde at skabe på, hvad enten det er som billedkunstner eller forfatter.

Barndom og fantasi

Det var på Rungstedlund Karen Blixen skrev sine internationalt berømte Syv fantastiske fortællinger og Den Afrikanske Farm. Det var også her hun voksede op og legede som barn

- Det var her hun fantaserede mellem linned og duge. Hun kravlede på loftet og gemte sig i parken. Hun duftede og sansede sig i det hele taget gennem sin Rungstedlund-barndom og tog, som den eneste i søskendeflokken faren Wilhelm Dinesens kreative impulser til sig. Faren var forfatter og skabende kunstner, han levede livet og mærkede verden. Karen har grebet det hele og skrev skuespil og marionetteater, som blev opført herinde i spisestuen.

En blyantstegning viser en lille pige med sløjfe i håret. Karen Blixen tegnede hende da hun selv var 20 år og fuld af forventning til livet. Men hun havde samtidig en sorg at bearbejde

- Karen mister sin elskede far, mens hun stadig er barn. Ham, der inspirerede og opmuntrede og forstod hende. Så man kan måske se pigen her som et selvportræt, hvor hun finder barnet i sig selv frem. Hun stirrer ligefrem i profil, men det er samtidig et stærkt og fast blik. Det er et fint billede af en ung kunstner, der på forunderlig vis rummer en historie om før og siden i sig.

Symboler og fortælling

Jeg forstår, at alt, hvad man ser på væggene på Rungstedlund, har en betydning for, hvad der senere sker. Karen Blixen springer ud som forfatter som 48 årig og bærer sin sans for symboler, psykolgisk indsigt og fortælle-strukturer med sig, som allerede kan spores i hendes tidlige malerier, skitser og tegninger. Om det så er hendes ode til blomsten og naturen eller et symbolladet oliemaleri.

- Det her billede forestiller en udstoppet ugle, en gammel svensk vase og et skakbræt med smukke citroner på. Et stilleben som godt kunne referere til fx. Cezanne. Igen er det det mytologiske, symbolladede og systematiske der optager hende: Skakbrættets struktur og form, spillets strategi, uglens betydning som lærdommens og klogskabens fugl. Hun er simpelthen her optaget af opbyggge en fortælling for tilskueren.

Man kan se det for sig

Catherine Lefebvre maler for mit indre blik scener fra Blixens forfatterskab. Passager, der vidner om hvordan Karen Blixen var et visuelt menneske og hvordan det gennemsyrede hendes fortælllinger

- Ja der er talrige eksempler. Tag nu fx. Vinter-eventyr. Fortællingen handler om slægt, jord og nye tider, men Blixen skaber en ramme for fortællingen ved at beskrive det smukke romantiske og idylliske natur omkring Sorg-agre. Der er også mange eksempler i Den afrikanske farm. Hun beskriver fester om aftenen på farmen, hvor der bliver danset og spillet musik. Det hele er så levende og velbeskrevet, at man kan se det for sig.

Billederne på denne side er venligst udlånt af Karen Blixen Museet. Hele samlingen af Blixens malerier, skitser og tegninger kan opleves i stuerne på Rungstedlund.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53a965e0a11f9d1648e8f028

Facebook
Twitter