Karen Thisted er død

Journalisten og forfatteren blev 73 år.

Karen Thisted er død i en alder af 73 år. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Karen Thisted er død i en alder af 73 år.

Det bekræfter hendes datter Marlene Thisted over for Ekstra Bladet.

Thisted døde mandag morgen i sit hjem i København.

Datteren fortæller til Ekstra Bladet, at Karen Thisted for ti dage siden holdt et foredrag for Hjerteforeningen, hvor hun havde svært ved at trække vejret.

Efterfølgende blev hun opfordret til at blive undersøgt.

- Det blev hun i onsdags, hvor lægens sagde til hende, at hun skulle lægge sit liv og sin kost om, hvis hun stadig ville leve om tre-fire år, siger Marlene Thisted til Ekstra Bladet.

Karen Thisted ringede ifølge datteren 112 i morges, da hun ikke kunne trække vejret.

- Da ambulancen kom frem, var hun død, siger Marlene Thisted.

Langt cv i mediebranchen

Karen Thisted, som blev født i 1946 var uddannet journalist. Hun arbejdede blandt andet som redaktionschef på Ekstra Bladet.

- Karen er det sjoveste, vildeste, mærkeligste, kærligste menneske, jeg nogensinde har mødt. Selvom livet ikke altid var let, kunne hun altid se det positive i livet, siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Jeg ved, det ikke kun er mig, men en masse danskere vil komme til at opleve et kæmpesavn efter Karens bortgang.

  • Karen Thisted ved journalistkollegaen Ole Stephensens bisættelse i 2019. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)
  • Karen Thisted og Hella Joof udgav for få år siden bogen "Bryster skal hoppe når man hikker" sammen. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)
  • Karen Thisted i samtale med journalistkollegaen Stéphanie Surrugue til Bogforum i Bella Center i 2013. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • Karen Thisted og Suzanne Bjerrehuus medvirkede i 2011 i en programrække på TV2 med titlen "Mormors bordel". (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)
  • Karen Thisted og Huxi Bach arbejdede i første omgang sammen på P3. Siden hen rykkede de videre til Ekstra Bladet. Her ses de 2011. (Foto: Martin Sylvest Andersen © Scanpix)
  • Karen Thisted som ung journalist for Venstres Pressebureau. (Foto: Ulf Nilsen © Scanpix)
1 / 6

Karen Thisted har desuden udgivet en lang række bøger. Blandt andet 'Det skal mærkes, at vi lever', som er en samtalebog mellem Benny Andersen og Johannes Møllehave.

Senest udgav hun i 2019 'Bryster skal hoppe når man hikker', som var en samtalebog med Hella Joof.

Fra 2009 til 2010 var hun vært på P3-programmet 'Den Løse Kanon' sammen med Huxi Bach. Hun har desuden arbejdet på TV 2.

Fra 1967 til 1977 var hun gift med den tidligere tv-vært Ole Thisted. Sammen har de datteren Marlene Thisted.

FacebookTwitter