Kasper Eistrup klar med personlig, ny udstilling: Jeg er ikke musiker længere – ikke lige nu i hvert fald

Livets forgængelighed er i centrum i Kasper Eistrups nye soloudstilling ’Diamonds to Dust’.

(© Kasper Eistrup)

Kasper Eistrup har lige lagt en afrevet barnearm på bordet foran sig.

Den har afskallet rød lak på de små negle, et gult børneplaster om fingeren og et blåt mærke på albuen, lige der, hvor den ellers munder ud i et blodrødt kaos.

Armen tilhører hans syvårige datter Coco og er heldigvis bare en ubehageligt virkelighedstro afstøbning.

Den og mange andre objekter er netop flyttet ind en overdimensioneret sættekasse, der på mere eller mindre uhyggelig vis skal minde os om livets forgængelighed.

I mange år stod Kasper Eistrup i front for det populære danske rockband Kashmir, men de senere år har han lagt musikken på hylden til fordel for billedkunsten.

Den store sættekasse er derfor en del af hans nye soloudstilling ’Diamonds to Dust’, der fra i dag kan opleves på Galleri Benoni i København, og som kredser om liv, der ikke bare leves lige til kanten, men også tipper ud over den.

  • Kasper Eistrup har i år dekoreret det nye byggeri, Axel Towers midt i København, med en række store oliemalerier. Her ses han foran et af dem. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • Her ses Kasper Eistrup sammen med blandt andre Kronprins Frederik i forbindelsen med indvielsen af byggeriet. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
1 / 2

Myteskabende forfald

Vi er i Kasper Eistrups atelier i de gamle slagtehuse i Den Brune Kødby på Vesterbro. Her fem dage før udstillingsåbning er malingen knap tør på de sidste malerier, og klokken blev omkring tre, før han lagde pennen fra sig natten forinden.

Her havde han færdiggjort et minutiøst tuschportræt af skuespilleren Barbara Payton. En Hollywood-stjerne fra 50’erne og 60’erne, der tog ’hele turen’, fra store roller og rød løber til Hollywood Boulevard, hvor hun endte som prostitueret.

Hun er blot en af de figurer, man kan møde på udstillingen, som alle har den fællesnævner, at de rummer en historie om forfald. Mennesker, som Kasper Eistrup siger, der har brændt deres lys så kraftigt, at det brændte ud for hurtigt.

Her finder man også portrætter af blandt andre musikeren Jimi Hendrix, skuespilleren James Dean og billedkunstner-parret Jackson Pollock og Lee Krasner.

- Der er et eller andet ved de her mennesker, der har modet til at sige: 'To hell with it. Vi lever på lånt tid, men vi lever med tusind kilometer i timen', siger Kasper Eistrup om de skæbner, der også skabte myter.

'The Decline of the Roman Empire'. Kasper Eistrup har i mange år været interesseret i forfaldshistorier og moderne myter. Her er det et dobbeltportræt af skuespillerinden Sharon Tate og filminstruktøren Roman Polanski, der dannede par mellem 1966-1969. Sharon Tate blev senere myrdet af Charles Mansons kult 'The Manson Family'. (© Kasper Eistrup)

Han indrømmer, at han ’nok er lidt bagstræberisk’ og har et blødt punkt for 1960’erne og 70’erne. Lige der, hvor fjernsynet gjorde sit indtog for alvor, og hvor moderne musik, ifølge ham, havde sin store guldalder.

- Der er jo opstået mange moderne myter i den tid. Der var mindre politisk korrekthed og livet var langt mere usundt og skruppelløst. Altså, folk gav jo fanden i, hvad der var det rigtige, det sunde og det politisk korrekte at gøre, siger han.

Et lift af David Bowie

En af dem, der både har skabt myter om sig selv og som andre har mytologiseret, er musikeren David Bowie, hvis portræt også indgår i udstillingen.

Både fordi han passer ind i billedet af et menneske, der levede livet med stor intensitet, og måske også fordi han har spillet en ganske særlig rolle i Kasper Eistrups liv.

I 2005 var Kasper Eistrup og resten af Kashmir i New York for at arbejde sammen med musikproduceren Tony Visconti, der også havde arbejdet sammen med David Bowie i mange år.

Da de en aften er til koncert med bandet The Killers, står Kasper Eistrup pludselig ansigt til ansigt med David Bowie. Det var et møde med hans helt store idol, som han var ’ret uforberedt’ på.

David Bowie og Kasper Eistrup blev venner over en snak om kunst og musik i 2005. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Heldigvis viste David Bowie sig at være et meget varmt menneske, der tog godt imod selskabet.

- I løbet af ganske kort tid fik han stemningen helt ned på jorden, så vi kunne have en masse gode samtaler, fortæller Kasper Eistrup om den aften, der skulle blive lidt udover de sædvanlige.

Det endte med, at David Bowie gav Kasper Eistrup et lift hjem i sin kæmpestore Lincoln Town Car, hvor de gode samtaler om kunst, musik, film og arkitektur fortsatte. Derefter gæsteoptrådte David Bowie på Kashmir-nummeret ’The Cynic’ og de to udviklede en venskabelig relation, og mailede om deres fælles interesser over de næste par år.

Den åndssvage Jantelov

Udover at være meget kulturinteresseret, så havde David Bowie også bidt mærke i, at der skete ting og sager i Danmark.

- For David Bowie havde København førhen været et sted, hvor man startede sin turne, fordi 'who gives a shit about the Danes'. Altså, enten startede man i Helsinki eller også startede man i København, der hidtil havde været en håbløs bonderøvsby.

Men nu skete der altså et eller andet, og Kasper Eistrup peger blandt andet på, hvordan først dogme-bevægelsen og siden udviklingen af det nordiske køkken gjorde København til en by, der adskilte sig fra andre.

- Det, som jeg tror indfinder sig, er en egen stolthed og en afstandtagen til Janteloven, siger han.

- Den her åndssvage Jantelov, der har nogle få positive sideeffekter, men endnu flere negative. Det er jo egentlig først på det her tidspunkt, at vi i Danmark holder op med at forsøge at kopiere andre lande og i stedet begynder at fremelske en egen art og en egen kvalitet, at det begynder at blive interessant.

Kasper Eistrup havde en både kunstnerisk og venskabelig relation til sit store idol David Bowie (Foto: Søren Solkær © Kasper Eistrup)

Det samme gælder mennesker, mener Kasper Eistrup.

- Når kunstnere eller kulturpersonligheder holder op med at spekulere på, hvad andre mennesker tænker og i stedet udlever deres drømme og fantasier. Det er jo der, det bliver spændende.

- Og det har også været en øvelse for mig selv, siger han.

- Jeg synes, jeg er blevet bedre til ikke at måle mig selv i forhold til andre og spekulere på, hvad kan man tillade sig, og hvor langt kan man gå.

Sidste udkald for billedkunsten

Måske spiller Janteloven også ind i den forventning, Kasper Eistrup havde om de negative reaktioner han ville få nu, hvor han lagde musikken på hylden og helligede sig billedkunsten.

Men dem kom der ikke så mange af, som man ellers kunne have forventet, når man i mere end 20 år havde været forsanger i et af Danmarks største rockbands.

- Jeg er selvfølgelig positioneret, som jeg er på grund af mit band. Det er en del af min fortid og min historie og det er klart, at det har placeret ’Kasper Eistrup’ på en eller anden hylde, som man så kan lide eller ikke lide.

- Og det har jo selvfølgelig også gjort det nemmere at få vist mine ting frem og få folk til at kigge på det, siger han om skiftet, der egentlig ikke lå så fjernt, siger Kasper Eistrup.

Han havde i mange år arbejdet med billedkunsten ved siden af musikken og lavede blandt andet alle Kashmirs pladecovers.

Blonde Kasper Eistrup med vennerne Asger Techau, Henrik Lindstrand og Mads Tunebjerg fra Kashmir tilbage i 2000. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Der er stadig spor af Kashmir i atelieret, hvor en samling statuetter i vindueskarmen vidner om den musikalske succes, og hvor en stabel papkasser med sprittuschmarkering ’Kashmir’ på siderne står lukket langs væggen, fordi bandet for nylig har tømt deres gamle lager.

Ellers har billedkunsten både fysisk og i overført betydning fået overtaget i Kasper Eistrups liv.

- Jeg er ikke musiker længere. I hvert fald ikke nu. Jeg ved ikke, om jeg er gået på pension eller bare er på orlov. Men omkring da jeg blev 40, der havde jeg det sådan: Hvis jeg skal gøre det her, hvis jeg skal have en karriere som billedkunstner, så er det sidste udkald. Og så kastede jeg mig helt og fuldt ud i det.

- I min første rigtige, store soloudstilling i 2015 var det en stor forløsning at lave de her ting, som jeg på en eller anden måde altid havde brændt for at lave.

- Det var også en af grundende til, at vi stoppede med at spille. Jeg kunne mærke, at de ting, som det liv indebar med at spille så meget, rejse og vente så meget, det tror jeg, jeg var nået forbi. Jeg skulle noget andet.

En påmindelse om udløbsdato

Sættekassen, som vi mødte indledningsvis, minder i sig selv om en tid, der er forbigående.

Måske husker du den brune trækasse med de mange små rum fra din barndom, som et sted, hvor du kunne gemme de små skatte, du fandt på din vej, og som siden blev til minder.

Kasper Eistrup har altid godt kunnet lide at samle på forskellige objekter, og en dag kom han til at kigge på de ting, han gik og samlede, og opdagede, at de i sig selv indeholdt et tidselement.

Derfor samlede han ting som et timeglas, en gammel bog, et til lejligheden afgnavet æble og et glas med aske - som han lover blot er indsamlet i hans brændeovn - i en stor installation, som en påmindelse om, at livet har en udløbsdato.

Og derfor altså også den blodige barnearm, der bidrager yderligere til en følelse af uhygge ved den ellers hyggelige sættekasse-idé.

Fordi han ville have noget med, han selv havde en følelsesmæssig relation til. Noget, der gjorde ondt.

- Nu hvor jeg har tre børn, så det her med at bruge en legemsdel fra et barn, det er sådan noget, der bare gør ondt dybt ind i sjælen på mig selv, siger Kasper Eistrup og understreger, at der ikke er tale om en morbid fascination.

Det er snarere en påmindelse om livets sårbarhed. For hvis vi er bevidste om denne, bliver vi måske også bedre til at være til stede, mener han.

- Jeg synes, vi skal minde os selv om at leve, når vi er her. Og være til stede. Og lyse med tusind volt.

Kasper Eistrups nye soloudstilling, ’Diamonds to Dust’, kan fra i dag opleves på Galleri Benoni i København.

Facebook
Twitter