Katja higede efter at være perfekt: 30 dage på en øde ø ændrede alt

Det var den ultimative test for Katja Acker, da hun meldte sig til at være med i DR1-programmet 'Øen'.

Katja Acker har taget drastiske beslutninger, efter hun var 30 dage afsted på en øde ø. (Foto: Metronome © dr)

- Lige så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg ikke følt mig god nok.

Katja Acker var 17 år, da hun udviklede en spiseforstyrrelse, der endte med at styre hendes liv.

Hun endte med at veje under 40 kilo, fordi hun følte, at hun manglede kontrol i sit liv. Og for den unge pige var det en nem løsning at tage kontrollen over sit madindtag.

- Jeg sammenlignede mig med andre og hæftede mig ved alle de ting, de besad, som jeg ikke gjorde. Så jeg slog mig selv oven i hovedet i stedet for at se på mine egne gode sider, fortæller hun.

I dag er Katja Acker kommet sig over sin spiseforstyrrelse. Hun har derfor ingen skrupler ved at nyde en kold bajer hjemme i Odense. (© PRIVATFOTO)

I dag er Katja Acker 29 år, og for to et halvt år siden begyndte hun sin rejse mod et sundere selvbillede ved at starte til psykoterapeut.

- Det har været godt at få ryddet op i. Jeg har ikke været bevidst om, hvor meget det har fyldt og gjort for min livsglæde.

Derfor var det også den ultimative test for Katja Acker, der til daglig arbejder som sygeplejerske i Odense, da hun meldte sig til 'Øen', der bliver sendt på DR1, hvor 14 danskere skal overleve på en øde ø i 30 dage.

- Jeg har i mange år higet helt grotesk efter at være perfekt. Så jeg så det som en mulighed for at styrke min indre udvikling. Det lød rigtig spændende at blive udfordret på mine basale behov, siger hun.

Sammen med 13 andre drog Katja Acker ud på en øde ø i foråret for at udfordre sig selv. (Foto: Metronome © dr)

Befriende nemt at undvære makeup

For på en øde ø er det naturen, der har kontrollen. Og dét kontroltab, som Katja Acker for få år siden ville have hadet, var nu pludselig en gave.

- Det var så befriende! Jeg var ellers ret nervøs for at skulle undvære mascara, griner hun.

Derudover var det særligt fraværet af teknologi og de gamle tankemønstre og rammer hjemme fra Danmark, der satte spor i Katja Acker.

På øen kan man nemlig ikke definere sig selv ud fra sit udseende eller fortabe sig i arbejde og Instagram. Til gengæld er der rig mulighed for at dyrke nuet og de store refleksioner om livet.

Det er faktisk næsten det eneste, der er plads til.

- Man er helt uforstyrret. Herhjemme har man telefon, computer, arrangementer og arbejde. Der er hele tiden gang i noget.

- Men hvornår får man mærket efter og afsat tid til at sætte sig ned og finde ud af, hvad der er betydningsfuldt for en? På øen var der tid til gode samtaler, hvor man ikke blev forstyrret af telefonen, siger Katja Acker.

Med en udsigt som denne er der ikke noget at sige til, at øen dannede de perfekte rammer for fordybelse for Katja Acker og de andre deltagere på øen. (Foto: Metronome © dr)

Og for en kvinde, der har brugt det meste af sit liv på at holde sig selv ud i strakt arm, var det et både udfordrende og lærerigt wakeup call at være afsted på øen.

- Jeg føler, jeg har fået en større psykisk robusthed. Og jeg er blevet bedre til at stoppe op og lytte efter mine egne indre værdier. Det har sat store bevægelser og tanker i gang i mig i forhold til, hvad der er betydningsfuldt.

Har sagt job og lejlighed op

Oplevelsen har gjort, at Katja Acker nu har taget nogle drastiske beslutninger om, hvordan hendes liv skal tage sig ud fremover.

- Jeg har lært at turde. Og gøre noget ved de ting, jeg tænker på. Jeg vil leve det liv, jeg drømmer om.

Derfor har hun nu sagt sit sygeplejerskejob og lejlighed op, så hun kan tage ud at rejse og se verden.

- Da jeg kom hjem fra optagelserne, tog jeg en snak med afdelingssygeplejersken. Det her med et fuldtidsjob er ikke lige mig.

- Jeg veksler mellem dag- og nattevagter, så jeg ender lidt som en zombie, og sådan har jeg ikke lyst til at leve mit liv, siger hun.

Så selvom der ikke nogen opsparing at tage af, så regner hun med, at udlandseventyret nok skal gå helt fint.

- Jeg er jo uddannet sygeplejerske. Og det er der jo altid mulighed for at arbejde som i udlandet.

Og skulle det alligevel knibe med økonomien, er Katja Acker stadig fortrøstningsfuld:

- Jeg har prøvet at leve så minimalistisk, man kan. Så jeg tænker, at jeg sagtens kan gøre det igen.

Katja Acker ses stadig med nogle af de andre deltagere fra Øen. Blandt andre Rikke Juul Bojko (til venstre) som hun sidder sammen med her. (Foto: Metronome © dr)