Katolsk kritik af dansk pave-satire

Den danske kunstnergruppe Surrend har portrætteret den afdøde pave Johannes Paul II i helvede og som pædofil. Informationschef Iben Thranholm fra Den Katolske Kirke i Danmark raser.

Den danske kunstnergruppe Surrend har provokeret før og nu sker det så igen.

Denne gang har kunstnerparret Jan Egesborg og Pia Bertelsen kastet sig over den afdøde pave Johannes Paul II med to plakater på en polsk hjemmeside.

Den viser den afdøde pave, der løfter op i to kordrenges alterkjoler. På plakaten står der "Jeg er imod homoseksualitet, men for pædofili". Derudover er der et billede, der viser paven i helvede omgivet af flammer.

Opgør med kirken

Begge billeder ligger på hjemmesiden Vaticansex.pl, der blev lavet i forbindelse med det polske valg - det skabte debat i tyske og polske medier. Men den danske satire er altså møntet på den katolske kirke frem for politikerne.

- Vi anser nogle strømninger som en trussel mod ytringsfriheden. Så mens andre kunstnere de seneste par år har kastet sig over islam, så tænkte vi, at vi ville tage et opgør med den katolske kirke, siger Jan Egesborg fra Surrend til P2Plus.

Ser ikke linket

Men hos den katolske kirke i Danmark forstår man ikke, hvad triste pædofilisager har med ytringsfriheden at gøre. Og slet ikke, når snakken falder på Johannes Paul II.

- Jeg kan slet ikke se linket mellem de to ting. Johannes Paul II var ikke en undertrykker. Han var en enorm befrier i forbindelse med kommunismen. Det er hans skyld, at den polske befolkning i dag frit kan sige, hvad de vil, siger Iben Thranholm, der er informationschef hos Den Katolske Kirke.

I den forbindelse peger Jan Egesborg dog på en sag fra 2002, hvor en polsk redaktør fik en dom for at skrive satirisk om Johannes Paul II op til et pavebesøg i Polen.

- Så det er faktisk meget relevant, det vi gør, siger Jan Egesborg.

"Prøv noget nyt"

Iben Thranholm mener dog, at Surrend bare har leveret endnu en politisk korrekt provokation og at de to kunstnere hellere bør vende tingene på hovedet.

- Hvornår ser jeg for eksempel en plakat, der udstiller kvinder, der har valgt en abort, fordi det ikke lige passede ind i deres karriere, spørger hun.

Det vil Surrend dog overlade til andre kunstnere, siger Jan Egesborg.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bb503a11f9d0ee03e18d9

Facebook
Twitter