Katrín fik sit livs vigtigste mail: 'Den følelse, når hele ens liv ændrer sig. Det er så vildt'

- Jeg var overbevist om, at det ikke ville lykkes, siger Katrín Björgvinsdóttir, der er flyttet fra Island til Danmark for at forfølge sin filmdrøm.

- Det gik op for mig for et par dage siden, at jeg aldrig kommer til at føle det igen. Den følelse, når hele ens liv ændrer sig, på grund af en lille mail. Det er så vildt, skråler Katrin.

Islandske Katrín Björgvinsdóttir havde arbejdet med film i mange år, men troede aldrig, at det var muligt for hende at blive filminstruktør.

- Det var ret underligt. Jeg var overbevist om, at jeg ikke ville komme ind på filmskolen. Så jeg blev næsten provokeret, for jeg boede på Island, og hver gang jeg skulle jeg flyve frem og tilbage med få dages varsel, kostede det sindssygt mange penge. Jeg tænkte, kan I ikke bare give mig det afslag nu.

Efter mange auditions, samtaler på gebrokkent dansk og flyveture fra Island til København kom mailen: Velkommen til Den Danske Filmskole i København.

Drømmen blev til virkelighed, og nu er Katrín Björgvinsdóttir uddannet filminstruktør.

I mellemtiden havde hun sat en masse andre planer op, så det første hun måtte gøre, var at ringe og aflyse alle aftaler.

- Når jeg ikke kommer ind, skal jeg ikke være ked af det, for så har jeg alle de her aftaler. Det var den mest sindssyge forsvarsmekanisme, forklarer hun med et grin.

Nu er hun aktuel med 'Dronning Ingrid', der handler om en 34-årig kvinde, der har været single siden hun var 17 og leder efter kærligheden.

Katrín Björgvinsdóttir er selv single og laver film, der bygger på erfaringer fra hendes eget liv.

  • Katrín Björgvinsdóttir fik ret hurtigt overstået det med ikke at tro på sig selv og følte hurtigt, at hun hørte til på filmskolen og elsker at bo i Danmark. Hun har boet i København de sidste fire år. Længslen efter kærligheden er et tema, der har fyldt meget hos hende. - Jeg kender mange piger, som kæmper med lige præcis det, og når man så er over 30, så bliver det sådan, hvordan fuck skal man sige det højt til nogen? Og hvad tror folk om en? Der er jo ikke noget så forfærdeligt, som en desperat kvinde i 30’erne, siger hun. (Foto: Betina Garcia © dr)
    1 / 11
  • Sammen med Mie Skjoldemose, som Katrín har arbejdet meget tæt sammen med de sidste par år, havde hun lyst til at kigge på en stærk, selvstændig, cool, sej og powerful kvinde, som bare har lyst til at få en kæreste. - Et tabu, som jeg havde lyst til at tackle i min afgangsfilm, var: Hvad sker der, hvis du ikke finder kærligheden, hvordan påvirker det dit selvbillede, og hvad betyder det egentlig, siger hun. (Foto: Betina Garcia © dr)
    2 / 11
  • I det indledende stadie til filmen foretog makkerparret en masse research gennem snakke med forskellige kvinder. Især singlekvinder, der var i starten af trediverne. Meget af det, kvinderne havde tilfælles, var en skam over, at man aldrig havde haft en kæreste. Det påvirkede, hvordan de tænkte om dem selv og deres selvbillede. (Foto: Betina Garcia © dr)
    3 / 11
  • Det hele resulterede i 'Dronning Ingrid', som er ‘en humoristisk, ærlig og afslørende anti-kærlighedsfortælling om kvinder, som synes, at de fortjener at have it all, men som ikke ved, hvad it all egentlig er’. - Det var især ønsket om at lave en film, der har et realistisk blik på kærligheden. Noget, som jeg selv kan relatere til. Om en pige, der kæmper lidt med det, og hvor det ikke kommer naturligt for hende. Hun kæmper med det at slippe kontrollen og slippe sin personlige identitet for at give sig hen til et forhold og et menneske, siger Katrín Björgvinsdóttir. (Foto: Stephanie Stål Axelgaard © Stillfotos fra 'Dronning Ingrid')
    4 / 11
  • Det var vigtigt for Katrín Björgvinsdóttir og Mie Skjoldemose at lave det i en bestemt alder. - Det skulle ikke bare handle om 'åh, jeg er lidt ensom, eller jeg vil have en kæreste, fordi mine andre veninder har en'. Vi ville se på der, hvor det rent faktisk bliver farligt på grund af ens fertilitet. Det er et reelt problem. Det er en af de farligste menneskelige problemstillinger i verden. Det er frygten for at vågne op, når man er 50 år gammel og forstå, at man har taget nogle beslutninger, man kan mærke, var de forkerte, og derfor dør alene. Det er kæmpe fucking stort, siger Katrín. (Foto: Betina Garcia © dr)
    5 / 11
  • Katrín Björgvinsdóttir bærer en halskæde, som hun fik af sin veninde, hun lavede sin første meget personlige kortfilm med, hvor de spillede dem selv. - Jeg har lyst til at fortælle historier, som kigger på hverdagen på en lidt anden måde og fortæller noget, som er ærligt og relaterbart og rører folk. Jeg vil gerne kigge på tabuer, ting, der er meget personlige og private, som vi står alene med og synes, det er svært at snakke om. (Foto: Betina Garcia © dr)
    6 / 11
  • Det er vigtigt at fortælle om kvinders liv, for vores virkelighed har ændret sig så meget på kort tid. Det er ikke nødvendigvis at være i et parforhold eller at få børn, der er svaret på livet. Der er mange, der ikke længere tror på den eneste ene. - En af mine veninder sagde, jeg vil bare gerne møde nogen, og så kan vi få et barn og være sammen i fem-syv år, og så kan vi blive skilt. Det er hendes realistiske drømme om, hvad livet indebærer, og det er ikke som de episke kærlighedsfortællinger, vi er vokset op med. Vi er blevet meget mere realistiske omkring, hvad vi kan forvente af livet. (Foto: Betina Garcia © dr)
    7 / 11
  • Generelt tænker Katrín Björgvinsdóttir også meget over, hvordan kvinder bliver portrætteret, og hvem der fortæller historier om kvinder. - Vi har brug for flere fortællinger om kvinder, der er lavet af kvinder. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
    8 / 11
  • Katrín Björgvinsdóttir vil gerne kæmpe for, at film om kvinder skal kunne relatere til både mænd og kvinder, og at de kvindelige fortællinger skal have tid, penge og tages alvorligt. – Det er en fare, at vi stempler film om kvinders virkelighed som 'chick flick' eller en 'romcom'. Kvindefilm bliver tit opfattet som ligegyldige. Hvis vi kan relatere til mandlige hovedpersoner, burde vi også kunne relatere til kvindelige hovedpersoner. (Foto: Betina Garcia © dr)
    9 / 11
  • At lave film koster virkelig mange penge og tager lang tid, så Katrín skal hele tiden kunne sige, hvorfor det er vigtigt. - Jeg tænker hele tiden over, hvorfor det er den her historie, der skal fortælles, og det kan være svært, når man hele tiden holder sig i den der hverdagsagtige, personlige genre. Det er et stort ansvar, man har, som filmskaber. (Foto: Betina Garcia © dr)
    10 / 11
  • Nu er Katrín Björgvinsdóttir i fuld gang med at udvikle videre på den fremtidige tv-serie sammen med veninden Mie. Hendes årgang er blevet kaldt for en af de bedste i nyere tid. - Det har været mega overvældende. Da jeg gik på mit sidste år, tænkte jeg stadig, at det er sindssygt, at jeg er her. Det var lige præcis det, jeg havde brug for. Jeg blev taget ekstremt alvorligt og set som noget helt specielt. Når man indser, at man fortjener at være et sted, kan man begynde at tro på sig selv og arbejde. (Foto: Betina Garcia © dr)
    11 / 11
Facebook
Twitter