Keith Richards nød stofferne

The Rolling Stones' guitarist er berygtet for sit stofmisbrug, men han kan alligevel huske nok til at skrive sin selvbiografi.

Er det din guitar bag dig?

- Jeg ser aldrig tilbage, svarer Keith Richards.

Men det gør han nu alligevel. Keith Richards er aktuel med sine erindringer, selvom det kan undre, at han overhovedet har nogen.

En teenager blev rockstjerne

Rolling Stones guitarist er berygtet for sit massive stofmisbrug, og han er lige så berygtet for overhovedet at være i live efter liv, der er mere rock n' roll end nogen andres.

Det liv har Keith Richards nu skrevet ned, og det er saftig underholdning, som har fået anmelderne til at dele gavmildt ud af stjerner og hjerter. Ikonets liv er ganske enkelt en god historie, og den startede, da Keith Richards som teenager pludselig blev rockstjerne.

- Musikken var så intens i den periode, at man faktisk ikke var klar over, hvad der skete. Vi var på scenen, og jeg spillede med nogle fantastiske mennesker, og pludselig var der gang i The Rolling Stones. Selvfølgelig kunne jeg mærke forandringen, men det var ikke noget, jeg øjeblikkeligt opfangede, siger Keith richards.

Men tusind af piger skreg af jer og smed derers undertøj op på scenen. Det må da have imponeret en ung fyr?

- Det var på en måde forvirrende. Man tror, man er der for at spille musik, og så opdager man, at musikken spiller en sekundær rolle for publikum, fortæller Keith Richards.

- Vi blev pludselig sexsymboler, konstaterer han og kommer til at grine.

- Det var jo 13 eller 14-årige piger i en kæmpe masse. Det er den mest skræmmende hær, du kan sætte ind mod nogen. Hvis du virkelig vil skræmme nogen… Keith Richards komme til at grine igen.

De gode og de slemme drenge

Men The Rolling Stones var ikke et velsmurt drengeband, som vi kender dem i dag. Faktisk gjorde de sig umage med at adskille sig fra The Beatles, der optrådte velfriserede i jakkesæt, og sådan startede mytologien om de slemme drenge fra The Rolling Stones. The Beatles var de pæne drenge, mens The Rolling Stones var de beskidte gadedrenge, der gjorde, hvad der passede dem.

- Der er skurken, og så er der de gode. De (The Beatles, red.) påtog sig rollen som de gode, så vi blev skurkene, forklarer Keith Richards.

Det var i den forlængelse, at Keith Richards gav sig til at eksperimentere med stoffer.

Nød stofferne

Hvordan overlevede du stofferne?

- For mig var det ikke et spørgsmål om at overleve stofferne. Jeg nød dem. Jeg eksperimenterede med min egen krop. Jeg tænke, det her vil jeg prøve, og så gjorde jeg det. Det blev lidt vildt, da jeg opdagede, at jeg ikke bare kunne holde op, men det var min egen kamp, og eksperimentet sluttede. Det var sidste i 70'erne, fortæller Keith Richards.

- Det var en del af livet dengang, og det var et eksperiment, der var nødvendigt for mig. Så sluttede det eksperiment, og det er faktisk ikke så vigtigt for mig. Jeg ville bare se, hvad der skete, hvis jeg tog det eller det, siger han.

I TV Avisen søndag kan du se Niels Frids interview, hvor Keith Richards forklarer, hvordan han var i stand til at spille og arbejde, trods sit misbrug frem til slutningen af 1970'erne.

FacebookTwitter