Kendt politiker forsvarer sit opsigtsvækkende kjolevalg til modefest med de rige og berømte

Demokraten Alexandria Ocasio-Cortez løb med opmærksomheden til Met Gala.

Alexandria Ocasio-Cortez tog budskabet om at "beskatte de rige" med på den røde løber til Met Gala i New York. (Foto: Noam Galai © (c) Getty images)

Den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez kom med et tydeligt budskab, da hun til dette års Met Gala troppede op på den røde løber og fangede kameraernes blitzlys.

Hun mødte nemlig op i en hvid kjole med en besked i store røde blokbogstaver på ryggen: "BESKAT DE RIGE".

Et klart og tydeligt statement, der ikke var til at tage fejl af. Men ifølge kritikerne også ret modigt, når man tænker på, at de inviterede til Met Gala er nogle af kulturlivets rigeste og mest indflydelsesrige mennesker.

Alexandria Ocasio-Cortez og hendes kjolevalg er nemlig efterfølgende blevet genstand for kritik.

En af kritikerne er den kontroversielle britiske debattør Piers Morgan.

- Den socialistiske kongreskvinde har brugt de seneste år på at belære verden om, at den materialistiske, uklare, uanstændigt prangende kapitalisme er en ondskab, der vil blive klodens undergang.

- Og alligevel ser man hende stå på den røde løber i det mest materialistiske, uklare og uanstændigt prangende eksempel på kapitalisme, man kan forestille sig – omgivet af hundredvis af de rigeste og mest privilegerede mennesker i det amerikanske samfund, skriver Piers Morgan i sin klumme hos Daily Mail.

Også skuespilleren Michael Rappaport, som du måske kender som faren i serien 'Atypical', er ude med riven.

- Speciallavet "beskat de rige"-kjole, mens du er til den mest elitære begivenhed i verden. AOC vil snart blive rig med en gigantisk produktionsaftale og færdig med politik, jeg garanterer det. Stop med at behandle alle disse mennesker som berømtheder, de er offentligt ansatte, der arbejder for os, skriver han på Instagram.

Donald Trump Junior, der er søn af den tidligere præsident Donald Trump, er også ude med riven på Twitter.

- Hvad gør AOC til størst bedrager? Er det "beskat de rige"-kjolen, mens hun hænger ud med en masse fra den venstreorienterede rige elite, eller er det hendes manglende mundbind, efter hun har brugt de seneste 18 måneder på at være en autoritær maske-Karen?, skriver han.

AOC forsvarer sin deltagelse

Andre kritiske stemmer på sociale medier stiller spørgsmål ved, at den 31-årige politiker deltager i et event med en billetpris på over 220.000 kroner per person, når hun samtidig proklamerer, at hun vil beskatte de rige.

Her ses politiker Alexandria Ocasio-Cortez sammen med kjoledesigneren Aurora James, der ejer modehuset Brother Vellies. (Foto: Kevin Mazur/MG21 © (c) Getty images)

Men på Instagram forsvarer Alexandria Ocasio-Cortez sin deltagelse til Met Gala.

- Folkevalgte politikere i New York bliver ofte inviteret til og deltager i Met Gala på grund af vores forpligtelser til at føre tilsyn med byens kulturelle institutioner. Jeg var en af mange, som deltog. Og kjolen er lånt.

I opslaget gør hun også opmærksom på de emner, som optager hende politisk. Og gentager sit kjolebudskab.

- Tiden er klar til børnepasning, sygeforsikring og klimahandling til alle. Beskat de rige.

Det er dog ikke kun kritik, som er blevet sendt Alexandria Ocasio-Cortez' vej.

Flere på sociale medier hylder hendes kjolevalg og kalder den "ikonisk", mens en anden kalder politikeren "Dronningen af antikapitalisme".

Årets mest opsigtvækkende modebegivenhed

Alexandria Ocasio-Cortez var dog ikke den eneste, der fik opmærksomhed til årets mest imødesete begivenhed, når det handler om mode.

Kun fantasien satte grænser for A-kendisser, der var blevet inviteret til begivenheden af Vogue-dronningen Anna Wintour, som i år havde bestemt, at de særligt indbudte gæster skulle klæde sig selv på ud fra temaet 'amerikansk uafhængighed'.

Og der var mange forskellige bud på, hvordan netop dette tema skulle fortolkes.

Sangerinden Jennifer Lopez havde eksempelvis taget et cowboy-inspireret outfit på, nogle havde hentet inspiration fra biker-miljøet, mens andre havde taget kjoler på med det amerikanske flag.

  • Rapperen og sangeren Lil Nas X så ud til at leve sit bedste liv på den røde løber. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
  • Jennifer Lopez i Ralph Lauren, meget inspireret af cowboy-looket. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
  • Rihanna og rapper A$AP Rocky på den røde løber. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
  • Kim Kardashian i Balenciagas sorte heldragt. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
  • Den canadiske sanger Grimes ankommer her med luksus-mundbind. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)
1 / 5
Facebook
Twitter