Kendt radiovært taler ud om tiden som teenager: 'Jeg brugte enormt meget energi på at stresse og være nervøs'

Signe Amtoft er aktuel med podcasten '17'. Vi bad hende derfor se tilbage på tiden, da hun selv var 17 år.

Kan du huske, da du var 17 år?

På den ene side forventer din omverden nok en masse voksenting af dig. På den anden side behandler folk dig stadigvæk som et barn.

Sådan føltes det i hvert fald for radiovært Signe Amtoft, der er aktuel med podcasten '17 med Signe Amtoft', hvor hun interviewer kendte mennesker om dengang, de selv var 17 år.

- Jeg synes, det var ret svært at være 17 år. Og når jeg bliver usikker på mig selv i dag - uanset om det er i arbejdsmæssig sammenhæng eller i forhold til noget privat - så kan jeg stadig godt mærke den 17-årige Signe i mig. Det er hende, der gerne vil det hele og egentlig også kan rigtig meget, men som ikke finde ud af at dosere sin energi, lyder det fra radioværten, der blandt andet har været en fast del af sendefladen på P3.

'Den pige havde mange ting i sit hoved'

I anledning af den tredje sæson af '17 med Signe Amtoft' har vi bedt den nu 27-årige radiovært om at huske tilbage på tiden, da hun selv var 17 år.

Vi skruer derfor tiden tilbage til 2009, hvor Signe Amtoft går i gymnasiet i Charlottenlund, nord for København.

17-årige Signe på sin første Roskilde Festival i 2009. (© privat)

Den 17-årige Signe Amtoft er med sine egne ord 'splittet mellem at være dygtig i skolen, men også usikker' på sig selv.

- Signe 17 år er både ret vild og festlig, men også meget flittig og 12-tals-agtig. Jeg brugte al min tid på at gå i gymnasiet og var samtidig elevrådsformand og med i festudvalget.

Når tiden ikke blev brugt på Ordrup Gymnasium, spillede Signe Amtoft musik på spillesteder rundt omkring i København og havde også et fritidsjob i en kaffebutik. 24 timer i døgnet var nærmest ikke nok.

- Jeg brugte enormt meget energi på at stresse og være nervøs over store og små ting, indrømmer radioværten.

- Jeg kan godt lide at se på gamle billeder i dag, men er stadigvæk også glad for, at det ikke er mig mere, for puha, hvor havde den pige mange ting i sit hoved.

Hård ved sig selv

I dag, som 27-årig, er Signe Amtoft blevet bedre til at slappe af og er ikke længere så hård ved sig selv, fortæller hun.

- I dag har jeg lært at sige til mig selv, at alting ikke kan gå efter mit hoved, selvom jeg gerne vil have det. Man kan være rigtig hård ved sig selv som 17-årig, og der tror jeg, det kunne betale sig at være lidt mindre streng mod sig selv.

- Tilgivelse er en vigtig ting at huske på.

17-årige Signe er i fuld gang med at planlægge et arrangement på gymnasiet. (© privat)

Én anden ting, Signe Amtoft har lært sig selv at huske på, er sætningen: 'This, too, shall pass'.

Eller: 'Det her skal, også, nok passere'.

- Den sætning betyder for mig, at man både kommer igennem det fede og det mindre fede. Sætningen er nok mest rettet mod, at det negative nok skal passere, men den betyder samtidig, at man også skal huske at nyde det gode og positive, forklarer værten.

Den sætning kunne unge, der er 17 år i dag, passende skrive sig bag øret. Det er i hvert fald ikke blevet lettere at være 17 år i dag, mener Signe Amtoft.

- Mine gæster siger nærmest allesammen, at de er glade for, at der ikke fandtes Instagram, da de var 17 år. Da jeg selv var 17 år, var Facebook på sit allerhøjeste, så jeg kan godt huske presset fra de sociale medier. Jeg har valgt at deaktivere min Facebook i dag.

De unge i dag er dog ikke kun udsat for pres fra de sociale medier, mener radioværten.

- Der er også et kæmpe pres i forhold til, at man skal skynde sig. Og man må endelig ikke synes, at noget som helst er hårdt, for så bliver man skældt ud af sin omverden, siger Signe Amtoft og uddyber:

- Jeg oplever, at der er en anden tone i dag. Hvis man som 17-årig pointerer, at noget er forkert, bliver man straks beskyldt for at have ondt af sig selv. Og så lever vi i dag med en helt anden frygt for, at Jorden går under lige om lidt, end jeg levede med, da jeg var 17 år.

17-årige Signe er klædt ud som vampyr til en gymnasiefest på Ordrup Gymnasium. (© privat)

Får unge til at føle sig mindre alene

I '17 med Signe Amtoft' har radioværten blandt andet interviewet sanger Lina Rafn, tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og politiker Bertel Haarder om, da de var 17 år gamle.

Nogle af gæsterne er ifølge Amtoft 'melankolske og alvorlige', når de husker tilbage på den skrøbelige teenagetid, mens der også er nogle, der 'tager lettere på det'.

Signe Amtoft oplever, at podcasten får folk til at reflektere.

- Der er mange mennesker, der bare uopfordret er begyndt at fortælle mig om deres 17-årige jeg.

Og brugerne skriver særligt ind til Signe Amtoft om to ting:

- Lytterne, der er over 17 år, er tit nostalgiske og synes, podcasten giver et fint billede af den tid og det år, gæsten og jeg beskæftiger os med i en given udsendelse, siger hun og fortsætter:

- De helt unge på 16-17-år skriver derimod til mig om, at de føler sig mindre alene omkring det at være en usikker teenager efter at have hørt udsendelsen.

- Det går jo lige i hjertet på mig.

'17 med Signe Amtoft' kan høres på podcasttjenesten Podimo.

(Foto: Petra Kleis / Type 1 © dr)