Kendte danske musikere brød ud i fællessang: 'Det er den smukkeste måde at vise sammenhold på'

Danske sangskatte sunget sammen - men hver for sig - over hele landet i bedste sendetid. Her er nogle af højdepunkterne.

Birthe Kjær var en af de folkekære kunstnere, der stod for fællessangen i 'Fællessang - hver for sig', der blev sendt direkte. (Foto: (Screendump) © dr)

- I Danmark står vi sammen ved at holde afstand.

Det budskab har statsminister Mette Frederiksen gentaget gang på gang, når hun på

pressemøde
efter
pressemøde
har præsenteret nye redskaber til at forhindre spredningen af coronavirusset.

Det har været med til at vende op og ned på det Danmark, vi kender. Men i denne uvante og uvisse nye virkelighed er en særlig dansk tradition genopstået - fællessangen.

For når vi synger sammen, hører vi sammen. Også når vi holder afstand.

Se den rørende video herunder, hvor unge som gamle synger sammen - hver for sig:

Derfor var fællessangen fredag aften rykket frem i bedste sendetid i det direkte tv-show 'Fællessang - hver for sig' på DR1.

Her styrede Mads Steffensen og Phillip Faber, der er chefdirigent for

DR
PigeKoret, løjerne - hver for sig, da en række danske musikere sang kendte danske sange fra deres egne stuer - og skabte fællesskab foran landets fladskærme.

Lars Lilholt kaldte det kærlighed

Og det var nogle af de mest folkekære kunstnere, der havde inviteret os ind i deres hjem.

Sangerinden Katinka sang hjemme fra lejligheden på Vesterbro i København Anne Linnets hit 'Forårsdag', mens Birthe Kjær fra Nykøbing Falster sang 'Den blå anemone'.

Se Birthe Kjær synge 'Den blå anemone' herunder:

Inden Birthe Kjær gik i gang med at synge, fortalte hun om sin begejstring over fællessangens opblomstring.

- Jeg synes, det er en fantastisk idé med fællessang. Jeg ville ønske, at jeg stod hjemme på min altan og kunne synge med hele byen.

- Det er den smukkeste måde at vise sammenhold på, sagde Birthe Kjær.

Fra hjemmet i Gammel Rye i Midtjylland sang Lars Lilholt sin egen klassiker 'Kald det kærlighed'.

Se Lars Lilholt synge 'Kald det kærlighed' herunder:

Efterfølgende blev den 67-årige musiker spurgt om, hvordan han havde tacklet corona-isolationen, hvortil han svarede:

- Jeg har været hjemme i over 14 dage med min hustru og søn. Og jeg er glad for, at jeg har dem, ellers ville det være meget ensomt. Jeg banker min søn i bordtennis hver dag og går en tur med hunden, så helt galt er det ikke, lød det fra Lars Lilholt.

Vi kom også i sommerhus med den 15-årige Alfred Kahn, der fremførte Kim Larsen-klassikeren 'Joanna' - præcis som han gjorde det til Kim Larsens mindekoncert på Rådhuspladsen i København i 2018. 'Joanna' var i øvrigt ønsket af statsminister Mette Frederiksen.

Se Alfred Kahn og familie synge 'Joanna' herunder:

Også Malte Ebert og Hush sang fællessang fra egne stuer, mens Poul Krebs afsluttede fællessangen med sit signatur-hit 'Sådan nogen som os'.

Se Poul Krebs fremføre 'Sådan nogen som os' herunder:

Corona-personale ønskede forårsklassiker

Når danskere i disse dage oplever corona-symptomer, bliver de taget imod af det danske sygehusvæsen, der arbejder

døgnet
rundt og gør alt, hvad de kan, for at hjælpe os igennem corona-krisen.

Derfor skulle medarbejdere på Kolding Sygehus, der aktuelt arbejder på corona-afsnittet, få deres sangønske opfyldt.

De ønskede at synge 'Det er i dag et vejr' fra

Højskolesangbogen
.

- Når vi går herinde og arbejder, så er det rigtig dejligt, at solen skinner, og at alting spirer udenfor. Og så handler sangen også om kærlighed, sagde en af medarbejderne på Kolding Sygehus.

Herunder kan du se Phillip Faber, der er chefdirigent for DR PigeKoret, fremføre 'Det er i dag et vejr':

Netop Phillip Faber er siden udbruddet af coronavirus gået hen og blevet hyppigt ansigt i fjernsynet.

Siden forrige mandag har han hver morgen klokken 9 sunget morgensang fra sin egen stue, og det er noget danskerne har taget til sig. I disse dage samler Philip Fabers morgensang 200.000 seere hver morgen på DR1 og

DR
TV.

Måske er det ikke så underligt. Vi synger sammen i skoler, på fodboldstadions, til fødselsdage, til jul, rundt om lejrbålet og til Sankthans.

- Ingen af vores naboer gør det. Ikke Sverige, som er så sangglade. Eller Tyskland, der ellers er det klassiske musikland over alle, siger Phillip Faber.

- Det er

unikt
dansk at have en national, uskreven sangskat på den her måde.