Kendte: Her er den bedste danske sang

I anledningen af Spil Dansk Dagen har vi spurgt en række kendte sangere og musikere om deres danske yndlingssang - og vi kommer vidt omkring.

Torsdag er Spil Dansk Dag og det betyder, at de danske sange er i fokus.

Det gælder også her på dr.dk/kultur, hvor vi har spurgt en række kendte sangere om deres danske yndlingssang.

Dario Campeotto, sanger

H. C. Andersens "I Danmark er jeg født" (1850) Musik af Sebastian (1995) - oprindelig melodi af Henrik Rung.

- Teksten er meget smuk, og Sebastians melodi er jo, så man helt svømmer hen. Og så rører den også mit oprindelsesland Italien i og med, at H.C. Andersen skrev den lige efter, at han kom hjem fra sin sidste rejse til Italien. Han så bøgen springe ud og så skrev han den. Sangen rammer mig lige i hjertet.

Jesper Binzer, musiker og forsanger i DAD

"Langebro" med Gasolin' (1971), tekst af Larsen/Jönsson/Beckerlee. Musik: traditionel

- En af de allerbedste sange er "Langebro" med Gasolin'. Den er helt oppe ved siden af "The Girl From Ipanema" fra Getz/Gilberto og Marvin Gaye's "I Heard it through the Grapewine". De er nogle af verdens bedste sange og "Langebro" er én af dem. Jeg elsker linjen "Hey, du har stjålet mit liv!". De færreste ved i øvrigt nok, at Gasserne faktisk ikke selv har skrevet melodien.

Birthe Kjær, sanger

"Holder øje med dig", tekst og musik af Elisabeth G. Nielsen (1989)

- En sang, jeg smelter helt ved, det er Søs Fengers "Holder øje med dig". Musikken er så utrolig smuk allerede fra allerførste tone, og så kommer der jo en lige så smuk tekst. Det er egentlig unødvendigt, når Søs Fenger nu synger den så flot, men jeg har også selv indspillet den - bare for at få lov til at synge den.

Mattias Kolstrup, forsanger i Dúné

"Jeg er Træt og Går Til Ro", Tekst af Louise Hensel (1816) og melodi Jørgen Malling (1869)

- Dette er ganske enkelt min yndlingssang, fordi min mor i alle mine barndomsår sang første vers af sangen hver aften, når jeg skulle sove, ligesom hendes mor gjorde før, hun skulle sove og min oldemor gjorde før det. Det er en tradition, jeg vil fører videre til mine børn engang.

Alberte Winding, sanger

"Kelly" af When Saints Go Machine (2011)

- Jeg er vild med bandet When Saints Go Machine og deres hit "Kelly". Hele pladen har jeg faktisk lyttet rigtig meget til. Elektronisk musik er kommet for at blive og jeg tror, at sangen kunne gå hen og blive en klassiker og et billede på den tid, vi lever i nu. Og så var det netop den sang, der fik mig til at købe en dansk plade i sommer. Jeg har virkelig stor respekt for mange af de unge bands, der er fremme nu.

Hvad er din danske yndlingssang? Fortæl os det her og se, hvad andre har af favoritter.

Facebook
Twitter