Kidman skal spille dansk transseksuel

Filmstjernen Nicole Kidman skal spille danske Einar Wegener i ny film. Han var verdens første kønsskifteopererede mand. Charlize Theron spiller hustruen Gerda.

Mange danskere er sikkert ikke klar over, at danske Einar Wegener var verdens første kønsskifteopererede mand. Men snart vil mange biografgængere - ja faktisk i store dele af hele verden - blive opmærksom på den danske mand, der blev til en kvinde.

Den australske Hollywoodstjerne Nicole Kidman skal nemlig indtage rollen som Einar Wegener i en ny film om det danske kunstnerpar, Einar og Gerda, der chokerede i 1930'ernes København.

Kidman vil i filmen få selskab af den sydafrikanske filmstjerne Charlize Theron, der har rollen som hustruen Gerda, skriver Ritzau.

Startede som kvindelig stand in

Parrets ægteskab tog en skarp drejning efter en tilfældig hændelse i 1925, hvor Einar accepterede at sidde model for sin hustru Gerda, så hun kunne færdiggøre et billede af en kvinde.

Efterfølgende brugte hun ofte sin mand som model til sine raffinerede kvindetegninger, der var på forsiden af Europas førende magasiner i 20'erne og 30'erne.

Livmoderen blev for meget

Det, der altså først begyndte som en harmløs leg, førte senere til, at Einar i 1931 gennemgik verdens første kønsskifteoperation på Dresdens Kvindeklinik i Tyskland.

Einar Wegener døde dog efter den sidste operation, hvor han skulle have indlagt en livmoder, så han kunne føde sin nye mandlige kærestes barn. På det tidspunkt havde Gerda giftet sig med en italiensk pilot.

Den danske pige

Nicole Kidman skal både spille hovedrollen som Einar og være producer på filmen, der kommer til at hedde "The Danish Girl", skriver hjemmesiden hollywoodreporter.com.

Både Kidman og Theron har begge vundet Oscar-statuetter i henholdsvis "The Hours" og "Monster".

Forproduktionen af filmen er gået i gang, men det er endnu uklart, hvornår filmen får premiere.