Kim Larsen: "Denne sang er tilegnet alle dem, der bliver dårligt behandlet i samfundet"

En rygende Kim Larsen og Gasolin optrådte i 1982 til det såkaldte Gorilla Galla i Tivoli med "Hva' gør vi nu, lille du".

Kim Larsen var ikke bleg for at udtrykke sine holdninger og tale for dem, han betragtede som de svage og udsatte i samfundet.

Og en optræden i Tivolis koncertsal i 1982 ved det såkaldte Gorilla Galla var heller ingen undtagelse.

- Den her sang er tilegnet alle de sindslidende boligløse, gamle kællinger og hvem der ellers bliver dårligt behandlet i dette samfund, lød det fra en rygende Kim Larsen på scenen i Tivoli.

Han tilføjede hurtigt:

- Jeg ved godt, det ikke hjælper, men det er svært at lade være med at synge den, sagde han, inden bandet optrådte med "Hva' gør vi nu, lille du".

Da Gorilla Galla blev stablet på benene, var medlemmerne af Gasolin ellers fire år tidligere gået hver til sit. Men bandet blev kortvarigt gendannet, og ideen til rockshowet kom fra bandets originale trommeslager, Bjørn Uglebjerg, der også spillede med.

Gasolin var bare et af de bands, der optrådte til rock-showet Gorilla Galla, der blev afholdt i en række danske byer i 1982.

Blandt de andre kunstnere var også Lone Kellermann, Frede Fup og naturligvis Erik Clausen som styrmand på showet.

Facebook
Twitter