Kim Richard Adler Mejdahl var nødt til at lave én eller anden form for kunstværk om forholdet til sin afdøde far.

Det stod klart for ham i det øjeblik, han modtog nyheden om, at hans far var blevet fundet dræbt i en trappeopgang i Slagelse for elleve år siden.

Men kunstværket skulle ikke være en hyldest til manden, Mejdahl har halvdelen af sin arvemasse fra. Det skulle snarere fungere som en slags hævnagt.

- Min far var meget syg. Han var alkoholmisbruger og meget voldelig, fortæller Kim Richard Adler Mejdahl.

Det er en underdrivelse at sige, at faderen gjorde livet surt for Mejdahl og hans familie igennem kunstnerens opvækst.

Så nu hvor han definitivt var ude af billedet, følte kunstneren en trang til at udføre en rituel handling, der kunne give oprejsning til ham selv, hans søskende og mor.

- Jeg ville lave en slags 'Kill Bill'-ting på min far, hvor vi kunne få lov til at synge og danse og udføre en okkult handling på hans grav, siger Kim Richard Adler Mejdahl.

Resultatet blev kunstfilmen 'ODE' fra 2015. En "horror-musical-dokumentar" om forholdet til faren, hvor Mejdahl og hans familie selv medvirker.

Kunstneren bliver tit spurgt, om det ikke var hårdt at skabe filmen. Men som han selv siger:

- Jeg synes, livet var hårdere frem til, jeg lavede den. Det var en kæmpe befrielse at lave det værk, siger han.

Filmen puttede Kim Richard Adler Mejdahl på kunstlandkortet herhjemme og var medvirkende til, at han senere vandt Forårsudstillingens Solopris.

Og nu medvirker han så i DR2-programmet 'Kunstnerkolonien', hvor du måske har set ham slæbe rundt på en kæmpestor isvaffel af plastik, klæde sig ud som trold og give koncert bag i en partybus.

Spøgelsesskræk

For Kim Richard Adler Mejdahl kommer vidt omkring i sin kunst, og hans referenceramme spænder lige fra gyserfilmen 'The Blair Witch Project' til forlystelsesparken BonBon-land.

Men særligt det okkulte og uforklarlige har altid haft en magnetisk tiltrækning på ham. Det kommer også til udtryk i 'Kunstnerkolonien': Det ene øjeblik filmer han en uhyggelig sekvens på et mørkt kirkeloft, det næste sidder han under et klippefremspring sammen med en clairvoyant, mens han forsøger at føle sig frem til en melodi, han kan bruge som lydspor i sit video-værk.

Og netop det clairvoyante har spillet en ret væsentlig rolle i Kim Richard Adler Mejdahls liv. Det begyndte, da han var barn – og kulminerede, da en clairvoyant muligvis, ifølge Mejdahl, skabte kontakt til hans afdøde far.

Men vi starter tilbage i kunstnerens barndom. Her begyndte Kim Richard Adler Mejdahl at blive bange for spøgelser på et niveau, der rakte ud over almindelig mørkerædhed.

Det tog særligt til, da hans forældre blev skilt.

- Det var meget tumultarisk, og det havde været nogle forfærdelige år med min far. De traumatiske år satte sig i mig på en måde, hvor "hjem" var blevet et utrygt sted.

- Den her sprogløse angst blev for mig til en følelse af, at det spøgte. Vi flyttede flere gange, og jeg var altid bange for, at vores nye hjem var hjemsøgt af ånder.

Spøgelsesskrækken nåede til et punkt, hvor den nærmest var invaliderende. Kim Richard Adler Mejdahl havde brug for at udføre en lang sekvens af ritualer, der skulle holde ånderne på afstand, for at have ro i sindet.

Men så kom en hjælpende hånd fra uventet side: Ungdomsskolen.

For i Skælskørs ungdomsskole kunne man ikke bare gå til håndarbejde og motorlære: Man kunne også gå til clairvoyant.

Holdet hed "Hvem er du?", og blev afholdt hver tirsdag af den lokale clairvoyante, en kvinde ved navn Lis, som introducerede byens unge for alt, hvad der var new age: fra healing til efterliv og ånder.

- Jeg forsøgte at tæmme den der angst. Og det skete så gennem clairvoyant-Lis, som måske havde en lidt mere hyggelig udlægning af de der ting, end min fantasi havde, siger Kim Richard Adler Mejdahl.

Mystisk clairvoyance

Det var altså en clairvoyant, der hjalp Kim Richard Adler Mejdahl med at få ro på sin spøgelsesskræk.

Men det var også en clairvoyant, der senere hen skulle fortælle ham noget temmelig urovækkende.

Det skete efter, at hans far var død. Kim Mejdal var taget til en såkaldt "klarsynsdemonstration". Det vil sige en ceremoni, hvor en clairvoyant efter sigende skaber kontakt til publikums afdøde pårørende.

Kim Richard Adler Mejdahl betegner ikke sig selv som en "true believer", men var taget til arrangementet af ren nysgerrighed.

Under klarsynsdemonstrationen begyndte den clairvoyante at tale om en mand, der lugtede heftigt af alkohol, og som muligvis havde været uelsket af sin familie.

Dét fik Kim Mejdal til at spidse ører. Og det næste, den clairvoyante fortalte, fik et sug til at gå igennem hans krop.

For den clairvoyante sagde, at den afdøde, hun havde kontakt til, stod og formede et kryds foran sit ansigt med sine arme. Og lige præcis dén gestik kendte Mejdahl et særligt sted fra.

- Min far havde et selvopfundet tegnsprog, som han brugte, når han var meget fuld. Især brugte han sine underarme til at lave et kryds foran hovedet. Jeg tror, det stod for "stop" eller "nej", fortæller Mejdahl.

Kim Richard Adler Mejdahl var rundt på gulvet. Han forsøgte at finde frem til en rationel forklaring, men han er aldrig kommet frem til et svar. I dag ved han stadig ikke helt, hvordan han skal forholde sig til hændelsen, og måske finder han aldrig ud af det. Men som han opsummerer:

- Det var fandeme mærkeligt.

Lårklaskende kunst

Som kunstner er Kim Richard Adler Mejdahl fascineret af den clairvoyante som figur. Særligt på grund af ideen om, at en clairvoyant person har en særligt stærk intuition. For det er også sådan, Mejdahl forsøger at praktisere sin kunst – sanseligt, følsomt og med intuitionen som ledestjerne.

Det udgangspunkt har været det samme fra start. Men hans udgangspunkt for at skabe kunst har ændret sig.

Før i tiden gik kunstneren altid autobiografisk til værks. Han tog udgangspunkt i sig selv og sine egne traumer og forsøgte at omsætte dem til universelle værker, som andre kunne spejle sig i.

På den måde anskuede han både sin kunstneriske praksis som terapeutisk arbejde for ham selv og som en gave til andre mennesker med lignende livshistorier.

Men med tiden har hans fokus forskubbet sig.

- Nu forsøger jeg at vende det på hovedet og se på det store kollektive traume, vi lever i, siger han og uddyber, at klimakrisen og den klimaangst, der følger med, er det seneste emne, han har kastet sig over.

Det skete på hans første soloudstilling, 'Liljegrotten', der blev vist på udstillingsstedet Overgaden i starten af året. En udstilling, han selv kalder "en heavy metal-salme, der leger med de kristne undertoner i nutidens dommedagsdesperation".

Kim Richard Adler Mejdahl er ikke den første kunstner, der kaster sig over det stofområde. Men han er fast besluttet på at gøre det på sin egen måde, og derfor er der ingen løftede pegefingre i Kims klimakunst.

- I stedet forsøger jeg at tage pis på det - uden at det bliver sådan noget nihilistisk "jaja, vi skal alligevel drukne alle sammen"-noget.

Ikke fordi klimakrisen i sig selv er sjov. For kunstneren handler det mere om at bruge humoren til at anskue tingene fra en ny vinkel. Og så om at skabe et rum, hvor det er mere udholdeligt at "stå ansigt til ansigt med nogle svære ting".

I det hele taget drømmer han om at lave kunst, der får folk til at "brække sig af grin", for som han siger:

- Der er ikke så meget sjov kunst. Det er kun få gange, jeg har set kunstværker, der har fået mig til at skrige af grin. Jeg tror, det er en svær disciplin at lave sjov kunst, siger han og uddyber.

- Ikke at jeg selv er i stand til det. Men jeg stræber efter det.

Få et indtryk af Kim Richard Adler Mejdahls kunst i klippet her, hvor Mejdahl fremviser sine værker for de øvrige 'Kunstnerkolonien'-deltagere

At bære sig selv med stolthed

Med tiden er der kommet flere og flere satiriske elementer ind i Mejdahls kunst, der ellers startede som mere eller mindre rendyrket goth med filmen 'ODE'.

Men mørket vil altid være til stede for Mejdahl. I hans kunst og i hans person.

For selvom det var terapeutisk at lave 'ODE'-filmen om forholdet til hans far, er han stadig farvet af sin fortid - og det vil han altid være.

- Er der noget, den film har givet mig, er det erkendelsen af, at jeg aldrig bliver fri for de traumatiske ting. Den slags farver dig for livet, og det vil altid være med dig, siger han.

- Men man kan komme til et sted, hvor man er i stand til at bære det på en måde, hvor det ikke udelukkende er tyngende. Men hvor man kan have det med sig – måske ligefrem som en stolthed.