Kina slår ned på kendiskultur: 'Man forsøger at tage afstand til vestlig populærkultur'

En flok K-popfans er de seneste i rækken til at mærke Kinas vrede mod underholdningsindustrien.

Jimin er her sammen med andre medlemmer af bandet BTS. En fan ville hylde ham ved at samle ind til at dekorere et fly, men det betød, at fanen blev blokeret fra det kinesiske sociale medie Sina Weibo. (Foto: The Chosunilbo JNS © Getty Images)

Er du for stor en fan af K-popbandet BTS eller en kendis fra internettet, så risikerer du at få din profil på de sociale medier blokeret.

Sådan er det i verdens mest befolkede nation, Kina, hvor 22 K-popfans har fået midlertidigt lukket deres profiler af det sociale medie Sina Weibo.

Årsagen er ifølge det sociale medie, at fansene har udvist "irrationel stjernejagende adfærd", skriver BBC.

Blandt dem, der lige nu ikke har adgang til deres profiler imellem 30 og 60 dage, er flere fans af det verdensberømte K-popband BTS. Sina Weibo beskyldte en af fansene for illegalt at samle penge ind til at dekorere et fly i forbindelse med BTS-medlemmet Park Jimins 26-års fødselsdag.

Ifølge BBC begrunder Sina Weibo det med, at man "håndfast går imod sådan en irrationel stjernejagende adfærd og derfor behandler det med alvor".

Jagt på flere i underholdningsindustrien

Kina har i de seneste uger slået ned på flere dele af underholdningsindustrien.

I juni kom Kinas myndighed for internettilsyn også med ti metoder til, hvordan man skulle rydde op i "kaosset," der hersker i fanklubber for de største stjerner. Samtidig har Kina også valgt at begrænse unges forbrug af computerspil, så de kun har lov til at spille i fastlagte tidsrum i weekender og ferier.

Sidste uge kom to offentlige myndigheder med nye retningslinjer for, hvad der bør vises på tv. Her blev det gjort klart, at "vulgære internetkendisser" og "feminint-udseende mænd" kan bortcensureres, fordi de ikke portrætterer de værdier, som Kina gerne vil promovere.

Vil ikke se Kina gå i moralsk forfald

Casper Wichmann, der er koordinator i tænketanken ThinkChina ved Københavns Universitet, kalder det en større ideologisk kamp, som Kina befinder sig i.

Han forklarer, at det allerede begyndte med det kinesiske kommunistpartis angreb mod techgiganternes størrelse – blandt andet Kinas pendant til Amazon, Alibaba, og Didi, der fungerer som Uber. Men nu rammer det altså også underholdningsindustrien.

- En del af forklaringen på, hvad der foregår i Kina lige nu, er også, at man gerne vil tage afstand til vestlig indflydelse og dermed også populærkultur. Der er stemmer i toppen af partiet, der mener, at Vesten er i forfald, hvilket i høj grad også er et moralsk forfald. Dette vil man undgå i Kina og trækker derfor i en anden retning, siger Casper Wichmann.

Han fortæller, at Kinas præsident, Xi Jinping, har slået mere ned overfor vestlig kultur end sine seneste forgængere.

Lidt groft sagt mener han, at man måske endda kan tale om, at dette nye nedslag på underholdningsindustrien er en moderne form for kulturrevolution, hvor partiet går ind og dikterer, hvad der er rigtig og forkert underholdning, samt at kulturen skal tjene partiet og moderlandet.

- Der er kinesere, som mener, det styrker Kina, men der er også kritiske røster, som bliver slået ned i den offentlige debat. Men generelt er kineserne et pragmatisk folk, som gør, hvad partiet siger, men som også er snu for at få deres vilje, så de kan gøre det, de er vant til, siger han.

Præsident Xi Jinping skruer bissen på over for kultur, der ikke er kinesisk. (Foto: JASON LEE © Ritzau Scanpix)

Ny generation hvor kina fylder endnu mere

Derfor er han spændt på at se, hvordan fremtiden vil blive i Kina. For mens de 20-årige er vokset op med større indflydelse fra Vesten, så fortæller han, at skolebørn i dag bliver undervist langt mere efter Xi Jingpings tankegang.

- Den unge i Kina i dag vil nok kalde det, der sker nu, lidt latterligt, men det bliver spændende at se, om fremtidens unge bliver præget af skolernes undervisning og bliver mere loyale over for Kina, siger Casper Wichmann.

Har det her nogen konsekvenser for os i Danmark?

- Uanset hvad skylder vi os selv at vide, hvad der sker i Kina, og i hvilken retning Kina går imod politisk, siger han og tilføjer:

- Kina vil blive verdens største forbrugermarked, og det vil have en indflydelse for mange i hele verden. Til gengæld vil det, at Kina kulturelt lukker sig inde, skade dets mulighed for at få mere kulturel indflydelse, fordi kontrol af kulturen ikke vil begejstre mange i Vesten, siger Casper Wichmann.