Kirkeminister: Nej tak til nyt begravelsesritual

Det er ikke statens opgave at lave nye ritualer til ikke-troende, mener Manu Sareen.

Det er ikke statens opgave at lave nye ritualer til ikke-troende, mener Manu Sareen. (© DR)

Ikke-troende danskere kan kigge langt efter et nyt begravelsesritual, slår kirke- og ligestilingsminister Manu Sareen fast. Han vil ikke arbejde for såkaldt "livssyns-åbne" ceremonier, ligesom dem man netop har indført i Norge.

- For det første mener jeg ikke, det er en statsopgave at lave ritualer - hverken kirkelige eller livsneutrale, som de har gjort i Norge, siger Manu Sareen til DR Nyheder.

- For det andet skal man huske, at det er knap 90 procent af alle døde, der ønsker en kirkelig begravelse, hvor der medvirker en præst i Folkekirken.

"Det kan allerede lade sig gøre"

I Norge har kulturministeren lanceret nye begravelsesritualer for de cirka 10 procent af befolkningen, der ikke tror på Gud.

Her kan man for eksempel få en begravelsesceremoni, hvor musikken er gamle Beatles-numre, og hvor teksten ikke er hentet fra Biblen, men fra tidens forfattere.

- Det kan også lade sig gøre i Danmark. Hvis jeg dør i morgen, og min familie ikke vil have, at jeg får en ceremoni, som skal være noget, der handler om Gud, så kan jeg sagtens komme ind i et kapel og få en ceremoni - man skal bare aftale det med begravelsesmyndighederne, mener Manu Sareen.

Han henviser ikke-troende til hjemmesiden livsceremonier.dk, hvor man kan få inspiration til trosneutrale ritualer til erstatning for den kristne dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.