Sesame Street er et hyggeligt sted med en masse plyssede dyr og figurer, der godt kan lide en god sang.
Men det legendariske tv-børneprogram, der har eksisteret siden 1969, har været nødt til at ændre i en udsendelse med Katy Perry, der skulle have været sendt til nytår. Det skriver TMZ.com.
YouTube stopper vovet kjole
En scene, hvor den amerikanske sangerinde synger en ændret udgave af sit hit "Hot 'N Cold", er nemlig blevet lækket til YouTube. Det klip er næsten set af over en million mennesker, og det viser sangerinden sammen med den kære figur Elmo, der ikke gider lege med sangerinden.
Problemet er ikke sangen, men Perrys kostume - en gul kjole, der ifølge mange forældre og YouTube-brugere viser for meget af sangerindens overkrop. Det har Sesame Streets producere nu taget konsekvensen af og fjernet scenen fra programmet.
- Man kan jo næsten se hendes bryster. Det er dog et fantastisk børneprogram, skriver en af de 5.500 brugere, der har kommenteret klippet på YouTube.
Nøgen på en sky
En lang række andre sangere fra poppens verden har igennem årene medvirket i programmet, der er skabt af Jim Henson - manden bag Muppet Show.
Katy Perry, der også er populær blandt helt unge, er vant til at optræde i afslørende tøj - i musikvideoen til sit seneste hit "California Girls" ligger hun nøgen på en lyserød sky.