Klar, parat, bag! 'Den Store Bagedyst' slår rekord i Storbritannien

Briterne guffer 'Den Store Bagedyst' i sig. Med over 10 millioner faste seer slår bagedysten ny tv-rekord i landet.

Igen i år er det kok Jan Friis-Mikkelsen og konditor Mette Blomsterberg, der skal bedømme de mange kager. (Foto: Claus FIsker © Claus Fisker)

Otte uger, ti deltagere og en masse kage.

Om lidt er det igen ved at være den tid på året, hvor årets mesterbager i 'Den Store Bagedyst' skal kåres i Danmark.

Programmet, der er baseret på det prisvindende BBC-program ’The Great British Bake Off’ fra 2010, er blevet solgt til 15 forskellige lande, og i Storbritannien er bageprogrammet populært som aldrig før.

Det skriver The Guardian.

Lige nu sendes programmet i Storbritannien, og i syvende sæsons afsnit to slog bagedysten rekord.

Programmet, der indledte med noget så banalt som bagning af småkager, havde over 10 millioner seer. det er mere end en million flere seere end samme afsnit sidste år.

Og det høje seertal blev nået selvom programmets medvært Sue Perkins var forhindret i at kunne deltage.

Briterne elsker kage, og i denne uge blev bagedysten set af 45 procent af alle dem, der så tv mellem klokken 20 og 21.

Med over 10 millioner seere, er det programmets mest sete afsnit to af en sæson nogensinde, og seertallene er kun gået op siden sidste sæson, hvor andet afsnit havde et seertal på 8,9 millioner.

I Danmark er programmet også populært, og femte sæson af 'Den store bagedyst' har premiere på DR1 onsdag d. 14. september klokken 20.

Facebook
Twitter