Klar til at få gåsehud? 16-årigt stjerneskud synger rørende udgave af dansk klassiker

Det var svært ikke at blive rørt, da 16-årige Dafne Nielsen sang i 'Året der gik'.

2020 har på alle måder været et vildt år.

Men for 16-årige Dafne Nielsen har året måske alligevel været lidt vildere end for de fleste.

En fredag aften i april så mere end en million danskere nemlig med, da hun var med i 'Fællessang – hver for sig' på DR1.

Sammen med sin 18-årige storebror, Phillip, på guitar og sin otteårige lillesøster, Xenia, på blokfløjte optrådte hun med Alberte Windings nyklassiker 'Lyse nætter'.

Og lørdag aften gentog søskendetrioens sangsuccesen, da de sammen genopførte nummeret på scenen i 'Året der gik' på DR1 - denne gang flankeret af den faste huspianist på 'Fællessang', Phillip Faber.

- Det var supersjovt. Men vi sang jo bare foran et kamera i en tom sal, så det var næsten, som da vi sang den derhjemme i foråret, hvor der jo heller ikke var et publikum. Så det var egentlig stille og roligt, siger Dafne Nielsen, der har fået mange reaktioner fra folk, som også efterfølgende har genset hendes optræden på YouTube.

- Jeg tror, den må have ramt et eller andet i folk. Det var forår, fællessang var lige begyndt, og så handler sangen jo i høj grad om, at lyset kommer igen, og at alt nok skal blive godt på et tidspunkt, siger Dafne Nielsen, der ikke er uvant foran et kamera. Hun vandt nemlig talentprogrammet 'Voice Junior' i 2017.

Håber på at kunne komme ud og optræde

Foruden sin optræden i 'Fællessang' i foråret og nu også i 'Året der gik' optrådte Dafne Nielsen også 'Fællessang' tidligere i december, hvor hun sang 'Når sneen falder'.

Og den øgede opmærksomhed i 2020 er da også noget, det unge sangtalent kan mærke.

- Der har været nogle stykker, der har spurgt, om ikke jeg ville komme og optræde til deres bryllup. I sommer var der åbnet meget mere op for den slags, så der var jeg ude til forskellige arrangementer - både alene og med mine søskende.

I det nye år ønsker Dafne Nielsen sig, ud over en coronavaccine, at der kommer mange flere muligheder for at komme til at synge for folk.

- Jeg håber, folk gerne vil have, at vi kommer ud og optræder. Og så håber jeg også bare, at danske musikere generelt kan komme ud at spille koncerter igen på den ene eller anden måde.

Se Dafne Nielsen og hendes søskendes optræden med 'Lyse nætter' i videoen øverst i artiklen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter