23-årigt stortalent giver alt inden finalen i aften: - Jeg sover kun to timer om natten

Italienske Alessandro Bonato kæmper fredag aften om 1. pladsen i Malko-konkurrencen for unge dirigenter. Og sådan en konkurrence kræver mange vågne timer.

Videoen er pt. ikke tekstet. Vi brænder den med undertekster så snart, det er muligt.

Det er nok ikke meget af Danmark, den unge italiener Alessandro Bonato har fået set, siden han kom til landet for en uge siden.

Heller ikke selv om han har været vågen langt det meste af tiden.

Alessandro er nemlig en yderst talentfuld dirigent - så talentfuld, at han er blandt detre finalister i en af verdens mest prestigefyldte dirigentkonkurrencer, Malko.

Under sådan en konkurrence presser Alessandro sig selv til sit yderste, fortæller han i et interview med P2-vært Celine Haastrup, som du kan se ovenfor.

- Sove? Nej. Slet ikke. Kun to timer om dagen, fastslår den unge dirigent.

Musikken brænder i ham

Gennem tre runder har Alessandro hver dag skulle sætte sig tilbundsgående ind nye noder for et helt orkester, så han med under 24 timers varsel kunne føre DR SymfoniOrkestret gennem musikken.

- Jeg studerer, jeg læser noderne. Og bagefter, når jeg tænker på alle mulige andre ting, brænder fortolkningen (af musikken, red.) inde i mig om natten, siger Alessandro Bonato om hans hårde arbejdsrutine.

I stedet for søvn slapper Alessandro af med en tur i spaen eller andre vågne aktiviteter.

For efter at have givet sig fuldt ud og løftet og ledt et 100 mand stort orkester, så er man nødt til at slappe af, medgiver han.

Nødt til at følge sit kald

Alessandro drømte om at blive dirigent fra det øjeblik, han som barn så en dirigent i teatret.

Her var en musiker, der ikke bare spillede ét instrument, men skulle forstå hele musikken:

- Når du dirigerer kan du se alt, du kan høre alt, du kan forstå alt på en gang, forklarer det italienske stortalent.

Se Alessandro dirigere 1. sats af Dvořáks cellokoncert i Malko-konkurrencen. Artiklen fortsætter nedenunder:

Mens mange professionelle musikere kommer fra et hjem med klaver - eller endda fra familier med andre professionelle musikere - så er Alessandro den første i Bonato-familien, der går musikkens vej.

- Så jeg er nødt til at skabe mit job helt alene, siger han og medgiver, det kan være hårdt og ensomt på den måde at have sit fag helt for sig selv:

- Men hvis kærligheden til musikken er dybt i din sjæl, kan du gå alene, siger han.

- Ja, vi har brug for andre tæt på os. Men hvis du tror meget på en ting, kan du gå. Så skal du gå efter det. Det er min besked.

Du kan opleve Alessandro Bonato og de to andre finalister i Malko-konkurrencen 2018 på DR K og P2 fredag 18.30.

Facebook
Twitter